Vil du på rejse til Madeira? Her er 10 ting, du skal opleve

Den portugisiske ø Madeira ligger ud for Marokko og adskiller sig meget fra hovedlandet Portugal og i det hele taget fra resten af Europa. Geografisk tilhører øen da også Afrika, men politisk er den en selvstyrende enhed under Portugal.

Øen har en fantastisk rig natur med et stærkt islæt af det eksotiske. Dramatiske, stejle klippekyster, frodige bjerglandskaber, smuk arkitektur, duften af blomster og et unikt dyreliv kendetegner øen. Her vil du føle, at du er kommet langt væk hjemmefra – på den gode måde. Rejs hertil, hvis du ønsker en uforglemmelig ferie i omgivelser, hvis skønhed man sjældent ser mage til. Du kan med fordel rejse til Madeira om vinteren, da klimaet på øen er mildt året rundt.

Faktisk er Madeira ikke kun navnet på hovedøen, som er langt den mest befolkede, men på hele øgruppen. Samlet set bor der omkring 250.000 mennesker på øerne, som også inkluderer ubeboede øgrupper.

Du får masser af gode minder med hjem i kufferten fra din ferie på Madeira, og nedenfor har vi samlet 10 eksempler på, hvad du med fordel kan opleve på den frodige ø. Listen er langt fra udtømmende – Madeira er et ferieeventyr, der venter på dig!

Læs mere om rejser til Madeira med Hideaways

1: Tilbring en dag i Funchal

Madeiras hovedstad er ikke så stor, så du kan snildt opleve Funchal på en dag – selvom mange har lyst til at blive længere, for byen er smuk og behagelig, og her er mange ting at opleve. Funchal byder blandt andet på en enestående arkitektur og et farverigt marked, hvor de lokale køber friske fisk og frisk frugt. Der er også flere rigtigt gode restauranter, hvor du kan nyde din frokost eller middag og smage på den traditionelle mad fra Madeira.

I Rua Santa Maria kan du opleve spændende og opmuntrende gadekunst. Her har en række lokale kunstnere gjort det til et projekt at udsmykke gamle døre med spændende streetart. Projektet er døbt “Projecto Arte Portas Abertas” og frit oversat betyder det “De åbne døres kunst”. Tanken er at de gamle døre skal bringe liv til gader og bygninger, som var ved at forfalde. Læs mere om projektet og se billeder i dette blogindlæg, hvor vi går lidt mere i dybden.

I funchal kan du også besøge et af vinhusene, som producerer den berømte madeiravin – og ja – der er rigeligt med smagsprøver. Vi har skrevet et blogindlæg om netop madeiravinen og her kan du læse mere om vinens historie og betydning for øen.

Hvis du ikke er bange for fart, må du ikke gå glip af en tur på en af Funchals ikoniske “kælke”. Du sidder komfortabelt på en form for kælk, der suser hen over asfalten på træ-meder. To hvidklædte, ældre herrer iført traditionelle stråhatte styrer dig sikkert igennem Funchals stejle og snoede gader i halsbrækkende fart, og bruger deres sko med gummisåle til at bremse. En sjov måde at komme ned fra landsbyen Monte, som ligger højt oppe i bjergene over Funchal. Farten kan komme op på 48 kilometer i timen – men det skulle være en ganske sikker form for transport, og lidt mere originalt end at tage svævebanen.

Har du grønne fingre eller bare lyst til at opleve blomster og planter i alle tænkelige farver, er et besøg i nogen af de smukke parker og haver, som ligger spredt ud over hele byen et absolut must. Besøg den botaniske have, Palheiro haverne eller Monte Palace haverne. Læs mere om Madeiras haver og parker her.

Tag på det faverige madmarked i Funchal, og oplev stedet hvor de lokale køber friske fisk og frisk frugt.

2: Besøg Monte

Landsbyen, der nu stort set kan regnes som en forstad til Funchal, ligger smukt placeret i bjergene bag hovedstaden. Tidligere var Monte et kursted for de rige og berømte. Den smukke kirke Igreja de Nossa Senhora do Monte er byens vartegn, og hvert år d. 15. august besøger tusinder af pilgrimme kirken for at markere Jomfru Marias opstigen til himlen. I Monte finder du også den botaniske have, hvor du finder exotiske blomster og planter i alle naturens farver.

Når du besøger Monte kan du med fordel tage kabelbanen, som afgår fra Funchals centrum. Her får du en fantastisk udsigt over Funchal på den ca. 3,8 kilometer lange tur, som tager omkring 15 minutter og løfter dig 560 meter op over Funchal. Udsigten fra Monte er fantastisk og når der er rigtigt varmt inde i Funchal kan turen op være en kærkommen mulighed for at få lidt frisk luft. En af de sjoveste ting ved at besøge Monte er naturligvis kælketuren tilbage til Funchals centrum.

3: Lej en bil og udforsk øen

Madeira er ikke nogen stor ø, men dens landskab er meget varieret og de interessante steder ligger spredt over hele øen. Derfor kan det alligevel være anbefalelsesværdigt at leje en bil. Specielt nordkysten er kendt for sine spektakulære klippekyster. Det er en mindeværdig oplevelse at køre på eventyr langs kysten, med den stejle klippe på sin ene side og det klare, blå hav på sin anden.

Med en lejebil har du også muligheden for at komme lidt væk fra storbyen og opleve noget af det natur, som Madeira er så kendt for. Der er også mange charmerende byer som Porta do Sol, Ponta Delgada, Santana (med de karakteristiske trekantede huse) og São Vicente. Kører du langs kysterne på Madeira kan du også altid lave et stop ved et af de mange havbade, hvis du trænger til at blive kølet lidt af.

Du har måske allerede hørt om Nonnernes Dal. Det er et af de mest velbesøgte naturområder på øen, og det er ikke nogen hemmelighed, at det er grundet de fantastiske udsigtspunkter fra bjergsiderne mod den lille isolerede by længere nede i dalen, Curral das Freiras. Så hvis du ikke allerede har oplevet Nonnernes Dal fra tidligere besøg på Madeira, så kan det bestemt anbefales at køre en tur i det blå og sigte mod netop denne del, der måske er en af øens frodigste med tusindvis af velanlagte terrasser og sjældne arter af vegetation.

Læs også: De bedste udsigtspunkter på Madeira

Lej en bil på din rejse til Madeira. Så spektakulær er Madeiras nordkyst, og den opleves bedst i egen bil.

4: Se ned i afgrunden fra Cabo Girão Skywalk

Madeira er rig på udsigter, der tager vejret fra dig. Fra Cabo Girão Skywalk kan du se svimlende 589 meter ned gennem glasgulvet (bare rolig: det er et meget solidt gulv!). Det gør den til verdens højeste skywalk næst efter Grand Canyons, som ligger i 1.450 meters højde.

5: Bad i naturlige hav-swimmingpools

På Madeira finder man mange interessante naturfænomer, som er med til at gøre en rejse til øen til en anderledes oplevelse. Et af dem er de naturlige hav-pools ved landsbyen Porto Moniz. De er omgivet af vulkaniske klipper, og det er et både smukt og særpræget syn, hvordan de menneskeskabte trapper ned i vandet er bygget perfekt sammen med de rå klipper, som egentlig er lava, der er stivnet og har formet sig igennem årtusinder. Her kan du tage dig en kølig og forfriskende svømmetur.

På din ferie på Madeira kan du svømme en tur i de naturlige lava-swimmingpools ved Porto Moniz.

6: Lyt til Fado-musik

Dette er et must uanset hvor i Portugal, du holder ferie. Fado er en portugisisk, melankolsk musikstil, som stammer fra 1800-tallet. Et af de steder, du kan høre Fado i Funchal er på restauranten Sabor a Fado; et personligt og intimt sted med kun 6 borde. Restauranten er familiejet, og hele familien skiftes til at spille og synge Fado for gæsterne. På Snack Bar Vila i Calheta kan du få en lignende oplevelse. Snyd ikke dig selv for tonerne af denne følelsesfulde musik.

7: Aktiv ferie

Madeira er en legeplads for både børn og voksne. Du finder aktiviteter til vands til lands og i luften. Nedenfor kan du se et udpluk af alle de aktiviteter, som har gjort Madeira til et yndet feriemål for gæster med smag for sport, udfordringer og adrenalin.

  • Paragliding
  • Mountainbiking
  • Canyoning
  • Bjergklatring
  • Golf
  • Bådudlejning
  • Hval- og delfinsafari
  • Dykning
  • Big game fishing
  • Stand up paddle
  • Surfing
  • Vandring
  • Jeepsafari

 

8: Hval- og delfinsafari

Velkommen til et af de steder i verden, hvor du kan få mest ud af en hval- og delfinsafari. Madeiras rige dyreliv gælder også for havet omkring øen, hvor hele 29 arter af hvaler lever. Du kan med 90 procents sikkerhed se delfiner, og måske er du så heldig at se en hvalfamilie. Husk kamera, solcreme og vandtæt tøj.

Læs også: Oplev hvaler og delfiner langs Madeiras kyster

9: Dyk i Madeiras akvarium

Det er uforglemmeligt at dykke ned i det enorme bassin med 500.000 liter vand i Madeiras akvarium, hvor du kan svømme med hajer, rokker og hundredevis af andre fisk. Du bliver oplært af en erfaren instruktør inden din dykketur. Familie og venner, der ikke selv dykker, kan tage billeder på den anden side af glasset. Sådan kan du opleve tilværelsen fra en akvariefisks perspektiv.

10: Tag på vandretur langs med levadaerne

På Madeira hentes vandet stadig ned fra bjergene via det unikke netværk af vandingskanaler kaldet levadaerne. Her i verdens største laurbærskov, som er på UNESCO’s liste over verdensarv, kan du bruge mange timer på at følge levadaernes kurver og nyde bjergenes frodige natur. Øverst på bjerget kan du beundre den storslåede udsigt.

Læs også: Lavadaer på Madeira – spænende vandreture i smuk natur 

Dette indlæg er bragt i samarbejde med Madeiras turistbureau “Official Madeira Tourism Board” of Turismo de Portugal.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere