Dagen i dag var helliget en udflugt til den smukke landsby Sant Agata, som ligger på toppen af bjerget bag Sorrento. Her fra har man udsigt over både Napoli-bugten og Salerno-bugten. Men inden jeg kom så langt, opdagede jeg, at Vesuv var gået i udbrud.
Men livet fortsatte sin vante gang, folk sad stille og roligt på caféerne, trafikken rullede som sædvanligt i hastig fart, ingen kirkeklokker bimlede og byens højtalere var tavse som graven. Jeg havde erfaret fra eksperter, at magnakammeret var fyldt op. Så man kunne jo godt frygte et alvorligt udbrud. Men det er nok blot ildguden Vulcanus, der smeder lidt?
Læs også vil vulkanen Etna på Sicilien nå 20 udbrud i år
Foto: Udsigt fra Sorrento mod Napoli og Vesuv
På stationen i Sorrento skulle jeg finde bussen til Sant Agata. Da jeg endelig fandt en bus, hvor navnet Sant Agata også rullede hen over displayet, steg jeg lettet op og stemplede min billet til 1€ 10, steg ned igennem bussen for at finde en plads. Det viste sig, at jeg var steget op i en bus, som hovedsageligt kørte med skoleelever, og klokken var ved de tider, hvor eleverne får fri. Der var ikke en ledig plads tilbage. En ældre kvinde og undertegnede var de eneste, som måtte stå op. Jo! De unge mennesker i Sorrento er lige så høflige som de danske ditto.
Udgangsdøren til bussen havde sat sig fast i åben tilstand, og ligegyldigt hvor meget chaufføren maste med lukkepanelet oppe foran, skete der ikke noget. ”Mama mia”,” accidenti” og mange andre gloser fløj ned gennem bussen til stor moro for de unge mennesker og mig. Da det endelig lykkedes at få døren i, uden dog at kunne få den op igen, lød der et ”bravo” og en masse klapsalver fra de unge passagerer. Om chaufføren var blevet godt ophidset over optrinnet eller bare vant til at køre som død og pine op ad bjergvejen er ikke til at sige. I hvert fald var det nu mig, der råbte ” Mama mia ”.
Sant Agata syntes lidt død i sværen, men jeg var også kommet i siesta-tiden, og det egentlige formål var at nyde udsigten til både Napoli bugten og Salernobugten på én gang. Byens eneste indbygger sad i sin café, fuldstændig ubeskæftiget og livede end ikke spor op ved min tilsynekomst. Kun et lille intermezzo, da jeg bestilte min café og grappa fik hende til at vise sine smukke tænder. Hun kom til at kludre i en glose og jeg svarede: ” Italiano é difficile ” (italiensk er svært) og hun svarede med et smil: ” Anche per me ” (også for mig).
En lokalavis lå opslået under dødsannoncer på det bord, jeg installerede mig ved. Nysgerrigt tog jeg avisen og bladrede lidt. Jeg blev optaget af en mindre artikel om en yngre mand, der havde taget livet af sig selv. Caféen begyndte nu at blive fyldt lidt op, udelukkende af mænd i deres fine søndagstøj. Jeg havde lagt avisen og egentlig glemt alt om, hvad jeg havde læst. En af mændene tog avisen, og man begyndte nu højlydt at diskutere den selvsamme artikel. Det gik op for mig, at de skulle til denne unge mands begravelse. De forlod caféen og i selv samme øjeblik begyndte kirkeklokkerne at bimle på Sant Agatas smukke kirke fra 1800-tallet lige ved siden af caféen.
Prosessionen med kirkens pater i spidsen var lang. Kisten med de smukke blomster blev varsomt løftet op af 6 mænd og båret gennem kirkeporten. Lidt efter blev caféen atter fyldt op med mænd i nydeligt søndagstøj. Chaufførerne fra ligkistebilen og fra andre tilhørende biler samledes under smil og latter til en kop kaffe for at fordrive ventetiden.
Jo! Livet går også sin gang i Sant Agata.
Ha en skøn aften, hilsen Per.
