Nu kan du rejse til magiske Venedig med Hideaways

På Ai Reali Hotel bor du i smukke omgivelser og har alt, hvad hjertet kan begære på din ferie i Venedig. Foto: Hideaways
På Ai Reali Hotel bor du i smukke omgivelser og har alt, hvad hjertet kan begære på din ferie i Venedig. Foto: Hideaways

Ikke nok med, at vi først har fået vidunderlige Venedig på programmet for nylig. En af mine ellers særdeles berejste kollegaer, Marie, havde til sin egen forundring aldrig før besøgt byen… Men det blev der heldigvis i dén grad lavet om på! 🙂

Og i virkeligheden er det jo ikke skidt at gemme Venedig til en særlig lejlighed. Den første gang, du besøger kanal-byen, er nemlig som oftest den mest magiske. Med andre ord kan du for alvor glæde dig, hvis du stadig har dit besøg i romantikkens hovedstad til gode. Og rejser du med Hideaways, har du – som altid – mulighed for at bo på nogle af de mest charmerende, autentiske og attraktive hoteller, byen har at byde på.

For eksempel her på det smukke Ai Reali Hotel, hvor navnet ikke snyder: Her føler du dig virkelig som en kongelig.

Mirakuløse Venedig har bevaret sin egenart trods turismen

Hvordan kan jeg kort beskrive Venedig? Mystik, hemmeligheder, skønhed, labyrint, historie, karneval er de første stikord, der dukker op i min bevidsthed.

Rejs til Venedig og besøg byen med stil: Gondol er en både autentisk og behagelig måde at bevæge sig rundt på i romantikkens hovedstad. Foto: Hideaways

Foto: I Venedig bevæger man sig naturligvis rundt på kanalerne med gondol. En unik og behagelig transportform, som ikke kun er en kulturel oplevelse i sig selv, men også giver dig god tid til at nyde de mange seværdigheder, du glider roligt forbi undervejs. 

Jeg besøgte selv byen som teenager sammen med mine forældre, og når selv en sur teenager i selskab med mor og far kan falde pladask for en by, så er der noget om snakken: Venedig er unik og uforglemmelig.

Læs mere om rejser til Venedig med Hideaways

Jeg kan stadig huske detaljer, som jeg normalt ikke husker om en by, jeg kun kort har besøgt for mange år siden: Sommervarmen, der nok var voldsom, men som i ny og næ behageligt blev dæmpet af pust fra de kølige kanaler; de utroligt smukke og fascinerende, små porcelænsmasker, vi købte (jeg har vist stadig en liggende i en kasse et sted); de smalle stræder, som man på eventyrlig vis kunne blive væk i så let som ingenting, de små, brostensbelagte pladser, hvor man – til trods for de mange turister, der færdes i byen – kunne finde restauranter, der både bød på meget venlig og imødekommende servering OG verdens bedste pizza Margherita (syntes jeg i hvert fald dengang… måske er jeg blevet sværere at imponere, hvad mad angår 🙂 ). Jeg husker også de typisk sydeuropæiske, let forhutlede gadekatte med bedårende killinger, der nysgerrigt kiggede frem bag hjørnerne, kun for hurtigt igen at forsvinde ind i de smalle gyders skygger.

Markuspladsen er en af Venedigs mest berømte seværdigheder. Ingen ferie i Venedig er komplet uden at opleve denne storslåede plads. Foto: Hideaways

Foto: Det siges, at bliver man stående længe nok, møder man hele verden på Markuspladsen. Det skal nok være sandt – i hvert fald mangler denne storslåede og smukke plads ikke besøgende. Men på visse tidspunkter af døgnet, som ovenfor, ånder der fred. Hvilken skønhed!

Det hele var på en måde meget typisk italiensk, hvilket nærmest må betegnes som mirakuløst: Man må tage i betragtning, at Venedig hvert år modtager langt flere turister, end der er indbyggere i byen. På en måde var det dog også ganske anderledes end andre italienske byer, jeg har besøgt, og ikke kun på grund af kanalerne. Ingen anden by forekommer mig at udstråle den grad af mystik, og hvis du kunne tænke dig et litterært – og lidt sørgeligt, men meget velbeskrevet – indblik i den særlige stemning, kan jeg anbefale romanen “Døden i Venedig” af den berømte, tyske forfatter Thomas Mann. Den er også filmatiseret.

“Lagune-boerne” var Venedigs oprindelige indbyggere

Så vidt, man ved, blev Venedig oprindeligt grundlagt af flygtninge fra de romerske byer og oplandet omkring dem, som gemte sig for horderne af hunner og germaner, der rutinemæssigt invaderede denne del af det nuværende Italien. Gamle, romerske kilder refererer til de 117 småøers oprindelige indbyggere som “lagune-boere” (incolae lacunae). Lagune-boerne ernærede sig ved fiskeri, og tilværelsen har næppe været særligt komfortabel sammenlignet med den i de relativt højtudviklede, romerske storbyer.

Læs mere om rejser til Italien med Hideaways

Først i år 421 grundlægges Venedig dog officielt, med indvielsen af den første kirke på den lille ø Rialto: San Giacomo, som stadig står den dag i dag, og blandt andet er berømt for sit særlige, smukke ur, hvor en lang solstråle fungerer som viser.

San Giacomo-kirken på Rialto i Venedig har en særlig historie, og er blandt andet kendt for sit flotte "sol-ur". Foto: Hans-Jürgen Hübner, Wikimedia Commons

Foto: San Giacomo-kirkens farvestrålende ur fascinerer blikket. Billedet stammer fra Wikimedia Commons (public domain) og er taget af Hans-Jürgen Hübner.

Kirken blev ifølge legenden bygget af en tømrer ved navn Candioto, som svor til San Giacomo (Sankt Jakob), at han ville bygge en kirke til hans ære, hvis han slap levende ud af den voldsomme brand, der hærgede Rialto på dette tidspunkt. Det gjorde han – og kirken står som vidnesbyrdet. Detaljerne er ikke dokumenterede, og det vides ikke, om historien er sand – men kirkens alder er der ikke meget tvivl om.

ai-reale-venedig-classic

Foto: Værelse på det luksuriøse Ai Reali Hotel i Venedig, hvor du kan bo på din ferie med Hideaways. Venedigs sumpede laguner og småøer har nok ikke været det nemmeste sted at leve livet, da de første indbyggere slog sig ned – men i dag behøver du bestemt ikke at bekymre dig om komforten i romantikkens hovedstad. 🙂 

Brande og mirakler synes i øvrigt at følges ad med San Giacomo-kirken, for også i 1514 blev Rialto ødelagt af en brand. Kun kirken stod, af årsager, der i hvert fald på den tid ansås som uforklarlige, intakt tilbage.

I kanal-byen skal du opleve livet væk fra seværdighederne

Stort set alle, der har besøgt byen, vil fortælle dig, at selvom Venedig rummer uvurderlige kulturskatte og storslåede seværdigheder – Markuspladsen, Sukkenes Bro, Markuskirken, Dogepaladset, Canal Grande, Rialtobroen… og den ovenfor beskrevne San Giacomo-kirke, med meget mere – så er den bedste oplevelse, du kan få i byen, simpelthen blot at lade dig forsvinde i et par timer i de labyrintiske gyder. Her dukker små barer, butikker, restauranter, pladser og andre overraskelser på den mest uventede facon op rundt om hjørnerne.

Venedig er blandt meget andet berømt for sin fine glaskunst. Man kan helt fortabe sig i de tillokkende detaljer, når man som her sidder og nyder en espresso med udsigt over Canal Grande. Foto: Hideaways

Foto: Venedig er – blandt meget andet – berømt for sin særlige, fine glaskunst. Her fanges blikket af de skønne, klare farver og de tiltrækkende, harmoniske detaljer. I baggrunden ser du Canal Grande, Venedigs mest berømte kanal. Men den helt uforglemmelige oplevelse af byen Venedig får du i de små gyder…

Det er også i disse smågader, du bedst kan indsuge den specielle atmosfære, der præger Venedig, og som er svær at sætte ord på. Den ligger i luften, og kan næppe beskrives overbevisende eller fængende af andre end nogle af historiens største forfattere – som Thomas Mann – men skal slet og ret opleves.

Rejs til Venedig i årets første måneder og oplev maskernes fest

Hvornår skal du egentlig rejse til Venedig? Svaret er, at byen er fantastisk året rundt. Men naturligvis skal du være forberedt på mange – rigtigt mange – turister, ikke mindst i sommermånederne. Nogle foretrækker faktisk Venedig om vinteren, hvor byen indhylles i de berømte, mystiske tåger, turismen er til at overskue og temperaturen mere behagelig for en nordbo. Ellers er forår og efterår gode bud, som de fleste steder i Sydeuropa. Rejser du i vinterens slutning / tidligt om foråret, skal du tage stilling til, om du vil opleve byens historiske karneval, som er verdensberømt og storslået, men selvfølgelig af den grund også et trækplaster. De flotte masker, som i alle tænkelige materialer, farver, udformninger og størrelser kan købes i mange af byens butikker, bæres under karnevallet, og det er blandt andet denne fascinerende tradition, der har gjort det så kendt.

Få meget mere at vide om at rejse i Italien: Læs min kollega Mikkels blogindlæg “Derfor rejser jeg til Italien”

Førhen bar Venedigs befolkning masker en stor del af året; dog var der perioder, hvor det ikke var tilladt i henhold til lokale regler. Maskefremstillerne (mascherari) havde høj status i gamle dage, hvor de havde deres eget laug og endog deres egne love.

Venedigs karneval er verdensberømt, blandt andet på grund af de flotte masker, der bæres. Foto: gnuckx, Creative Commons

Foto: Masker er dragende og interessante, men også lidt uhyggelige. Det er mærkeligt at tænke på, at i gamle dage gik Venedigs indbyggere faktisk maskeret en stor del af året. Nu om dage er det kun til det årlige karneval. Billedet stammer fra Creative Commons (public domain) og er taget af  gnuckx.

Venedig er et dyk ned i historien, og en oplevelse, du vil bære med dig hele livet. Nu fik jeg ikke nævnt så meget om, at du selvfølgelig også kan finde fantastisk mad og vin i byen – også andet end pizza Margherita 😉 – men det må blive et andet blogindlæg.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Camilla Paaske

Har du overvejet en ferie uden børn?

Her hos Hideaways vil vi meget gerne sætte din forkælelse i centrum...
Læs mere

Skriv et svar