Udforsk Provences skatkammer af charmerende landsbyer

Aix-en-Provence
Aix-en-Provence. Foto: Ben. CC BY-ND 2.0

Hvis du er fascineret af fransk landsbyliv, og samtidig nyder at befinde dig i et mildt klima og usædvanligt smukke omgivelser, så tag med en tur til Provence.

I Provence finder du nogle af Frankrigs smukkeste landsbyer – og som enhver, der elsker Frankrig ved, siger det ikke så lidt. Små, pittoreske stenhuse, vidunderlige blomsterdufte, storslåede udsigter over hav og klipper; gamle, stemningsfyldte ruiner og bugnende, sydlandske markeder er eksempler på, hvad du kan opleve, når du tager på landsbytur i Provence.

Herunder guider jeg dig med på en tur gennem fem af de skønneste landsbyer, Provence har at byde på. Nogle af byerne er ikke så berømte, som de fortjener at være, men hver især vil de give dig en vidunderlig feriedag med hjem i kufferten.

Oplev Frankrigs Colorado i minelandsbyen Rousillon

Tag på en eftermiddagstur til unikke Rousillion, som ikke for ingenting er kendt som “Frankrigs Colorado”. Tilnavnet skyldes de smukke orange og røde bjerge, som omgiver landsbyen. Tidligere levede landsbyen, som i dag har omkring 1.300 indbyggere, af minedrift, og her ligger forklaringen på byens forunderlige farver: Minerne indeholdt okker, og hele landsbyen ligner stadig en stor, varm hyldest til dette naturlige farvestof.

Alle husene rangerer fra lysegule til dybrøde, og det er derfor, du skal tage til Rousillon sent på dagen. Her spiller solnedgangen nemlig i husenes og bjergenes farver på en eventyrligt smuk måde.

Det er stadig muligt at besøge de nedlagte miner og på den måde få et indblik i Rousillons historie.

Okker er forklaringen på Rousillons fantastiske farver

Foto: Rousillons huse er noget helt særligt, takket være de lokale okker-miner. Billedet er lagt på nettet af brugeren BlueBreezeWiki (Wikimedia Commons).

Nyd strandlivet i ø-landsbyen Porquerolles

At sejle en tur Porquerolles er som at tage et smut direkte fra Provence til troperne. Øen ligger mellem Marseilles og Cannes, en kort sejltur fra Middelhavskysten. Den har en helt særlig, velbevaret natur, og du finder med lethed mange skønne, kridhvide sandstrande med diskret beliggenhed.

Nyd en romantisk, afslappende dag ved stranden, og tag en svømmetur i det klare, lyseblå vand.

Noget af det, der gør Porquerolles speciel er desuden, at du på øen kan gå på opdagelse i en maritim granskov. Den maritime gran er en særlig træart, der først og fremmest findes i Sydeuropa.

Besøg den naturskønne ø-landsby Porquerolles i Provence. Foto: Patrick Giraud.

Foto: Riv en dag ud af kalenderen på den naturskønne ø Porquerolles. Billedet er taget af Patrick Giraud (Wikimedia Commons).

Smag på Middelhavets fisk i L’Isle sur la Sorgue

Vi fortsætter ølivet i den karakteristiske, livfulde by L’Isle sur la Sorgue (”Øen på Sorgue”). Byen har sit navn fra floden Sorgue, som løber igennem den, og mange kommer her for den betagende udsigt over denne smukke flod. Med sine ca. 18.000 indbyggere hører byen ikke til blandt de mindste af Provences små gemmesteder, men du vil alligevel føle, at du er langt fra storbyen, når du går på jagt efter antikviteter på dens udendørs markeder, hvor stemningen er sydeuropæisk og lokal.

Glem ikke at sætte tænderne i en frisk fisk fra Middelhavet på en af de hyggelige caféer ved flodbredden – veltilberedt med de rigtige krydderier og god tid a la provencale.

L'Isle sur la Sorgue er en fantastisk smuk landsby i Provence, hvor flodbredden inviterer til afslapning. Foto: Georges Seguin

Foto: Læn dig tilbage og nyd et godt, sydfransk måltid ved den charmerende flodbred i L’Isle sur la Sorgue. Billedet er taget af Georges Seguin (Wikimedia Commons).

Udforsk fortiden i spektakulære Les Baux de Provence

Hvis du vil bjergtages af en helt uforglemmelig udsigt og mærke inspirationen fra fortiden, så tag med til den lille landsby Les Baux de Provence med kun 400 indbyggere. Denne lille perle af en enestående sydfransk landsby troner midt i bjergkæden Alpillerne, syd for Avignon. Her kan du tabe pusten ved synet af den betagende dal under landsbyen, men hvis du kan få vejret igen, kan det anbefales at tage en cykeltur eller en vandretur i de omgivende bjerge.

Hovedparten af landsbyen udgøres af ruinerne af et gammelt slot, og fortiden spøger også i mange af de pittoreske huse fra en tid, hvor flertallet af Provences indbyggere endnu ikke havde søgt mod de større byer.

Oplev fortiden komme til live på din ferie i Provence, når du besøger den smukke landsby Les Baux de Provence. Foto: Benh Lieu Song

Foto: I Les Baux de Provence smelter historie og skønhed sammen, og du glemmer dit travle liv. Billedet er lagt på nettet af brugeren Benh LIEU SONG (Wikimedia Commons).

Læs også: Her finder du de smukkeste landsbyer i Frankrig

Mærk duften af Provence i Bormes-les-Mimosas

Denne vidunderlige, lille kystby består hovedsageligt af to dele: Det historiske centrum, der stammer helt tilbage fra Middelalderen, og som ikke vil skuffe den historisk interesserede. Samt havnen og strandene, hvor du kan slappe af og nyde ferielivet på sydfransk maner.

Gå en tur i det historiske centrum, hvor du, ud over at opleve ruinerne af et slot og suge stemningen til dig på byens mange charmerende pladser, i helt usædvanlig grad kan møde Provences skønhed og dufte. Prisvindende Bormes-les-Mimosas er blomsternes by, hvilket da også er afspejlet i navnet: Mimosen er en af de mest almindeligt forekommende blomster her.

En by, der indeholder essensen af Provence.

Bormes les Mimosas er en af de mange vinderlige landsbyer, du med fordel kan besøge, når du rejser i Provence. Foto: Baptiste Rossi.

Foto: Bormes-les-Mimosas er en vidunderlig provencalsk landsby. Billedet er taget af Baptiste Rossi (Wikimedia Commons).

Oplevelsesrige Provence

Ovenstående er kun et lille udpluk af, hvad der venter dig af oplevelser med det provencalske landsbyliv. Dette rige område byder på et utal af dejlige gemmesteder, og det ville være umuligt at komme ind på dem alle. Provence bliver du aldrig træt af.

Få inspiration til din rejse med Hideaways til Provence

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Camilla Paaske

Vores kollega Marie er rejst på jagt efter et nyt gemmested i Umbrien

Vores kollega Marie er igen på eventyr. Denne gang er hendes rejse...
Læs mere

Skriv et svar