Udforsk eventyrlige borge på Cypern

Kantara borgen på det nordlige Cypern
Kantara borgen på det nordlige Cypern. Foto: Dickelbers, CC BY-SA 3.0

Fantastiske badestrande, en gæstfri befolkning og delikate smagsoplevelser er i sig selv grund nok til at rejse til Cypern. Holder du ferie på den smukke middelhavsø bør du dog også udnytte muligheden for at gå på opdagelse i en spændende historie, der strækker sig mange tusinde år tilbage. Et besøg på en af øens mange flotte borge er for eksempel en chance for at mærke historiens vingesus og give fantasien frie tøjler.

En ombejlet ø

Cypern deles i dag mellem græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter. At der er stridigheder om herredømmet over Cypern, er dog langt fra noget nyt fænomen. Helt tilbage til da romerne sad på magten over øen, har man derfor bygget borge og fæstninger, som skulle beskytte Cypern mod invasioner. De står stadig som et vidnesbyrd over de mange kampe, der i tidens løb er kæmpet om herredømmet over den nu så populære ferieø.

Både den strategisk vigtige placering i middelhavet mellem tre kontinenter og de rige kobberforekomster i undergrunden, har således gjort Cypern ombejlet. Romernes oprindelige borge er derfor af flere omgange blevet udvidet, revet ned og genopbygget i takt med at tempelriddere, venetianere og tyrkere tilkæmpede sig magten over øen.

Trods et naturligt forfald hjulpet godt på vej af lejlighedsvise jordskælv står adskillige af de gamle fæstningsværker og borge rund om på øen stadig og er åbne for offentligheden – både oppe i baglandets bjerge og helt ude ved kysten. Kan du løsrive dig fra de fristende badestrande, kan en rejse til Cypern derfor være en chance for at fordybe sig i et spændende stykke europæiske historie.

Skt. Hilarion på Cypern
Udsigten fra Skt. Hilarion er storslået. Foto: muffinn, CC BY 2.0.
Hilarion Cypern
Hvis du ikke lider af højdeskræk, kan det varmt anbefales at tage turen hele vejen på til det øverste af Skt. Hilarion borgen. Foto: Zairon, CC BY-SA 4.0

Skt. Hilarion-borgen

Cyprioterne hævder gerne, at Walt Disney fik sin inspiration til slottet i Snehvide fra Skt. Hilarion-borgen. Den gamle korsridderborg, der oprindeligt blev grundlagt af byzantinerne i 600-tallet, emmer da også af eventyr, og det er nemt at lade fantasien løbe af med sig, når man står og kigger op på de høj mure.

Skt. Hilarion-borgen er den vestligste og største af de tre korsridderborge, der i sin tid udgjorde et stærkt forsvarsværk i Femfingerbjergene mod arabiske angreb. Placeringen på en forreven bjergside betyder, at du skal op ad mange, stejle trapper for at nå helt op til udsigtspunktet i 732 meters højde. Men den formidable panoramaudsigt over de omkringliggende bjerge og havet så langt øjet rækker er alle anstrengelserne værd. På vejen op gennem borganlægget er der desuden rig mulighed for at holde pauser og udforske de forskellige kamre og tårne. Her kan børn og barnlige sjæle nemt se et liv for sig med riddere og prinsesser.

Borg ved havnen i Kyrenia på Cypern
Borgen i den østlige ende af havnen i Kyrenia blev så sent som i 1950’erne brugt som fængsel af briterne.
Havn Kyrenia Cypern
Havnen i Kyrenia på Nordcypern er i sig selv en udflugt værd.

Kyrenia-borgen

Tager du en tyr til den tyrkiske del af Cypern, som nu til dags nemt lader sig gøre for turister, er den charmerende gamle havn i Kyrenia et oplagt udflugtsmål. Her ligger en borg, Kyrenia-borgen (Girne Kalesi), som blev bygget af venetianerne i det 16. århundrede på resterne af en af korsriddernes fæstninger.

Fra borgmuren har du en god udsigt ud over havet mod Tyrkiet og tilbage ind over byen. Bag murene kan du blandt andet besøge et byzantinsk kapel og et lille museum, som i sin samling har det ældste skibsvrag på Cypern. Her får du et godt indblik i datidens handelsliv mellem øerne i middelhavet. Det græske handelsskib, som sank ud for byen for over 2.000 år siden, gik således ned med en last af amforaer, der indholdte mandler, vinkar, korn og møllesten fra Rhodos, Kos og Samos.

Efter eller før dit besøg på borgen, kan du få en forfriskning på en af caféerne, der omkranser den gamle havn. Særligt hen på aftenen, når borgen oplyses er det meget stemningsfuldt at sidde her eller gå en tur rundt langs kajen.

Strand Paphos Cypern
Cypern er med sine spændende seværdigheder og indbydende badestrande perfekt til en familieferie. Foto: Natalya Zaritskaya, Public Domain.

Ovennævnte er bare et par af de mange borgruiner, du kan opleve på en rejse til Cypern. Det er desuden ikke kun på det nordlige Cypern, du kan udforske flotte gamle borge og andre historiske seværdigheder. På den græske side er der ligeledes masser af ruiner fra oldtiden og fæstningsanlæg fra middelalderen. Borgen og den arkæologiske park ved Paphos hører for eksempel til blandt de mest kendte seværdigheder på øen, ligesom borgen ved den populære ferieby Limassol er et besøg værd.

Se alle rejser til Cypern med Hideaways her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Mikkel H

Mærk historiens vingesus ved verdens ende i Algarve

Cabo de São Vicente, Portugals sydvestligste punkt, som af Middelalderens søfolk blev...
Læs mere

Skriv et svar