“Hvis du kun har én dag på Sicilien, og du spørger mig “hvad er der at se der?”, så ville jeg svare “Taormina” uden nogen tøven. Det er kun et landskab, men et landskab, der synes at være skabt til at forføre øjnene, sjælen og forestillingsevnen”. Sådan skrev den berømte franske forfatter Guy de Maupassant i sin rejsedagbog, “Mod de gyldne skyer,” i 1885.
Maupassant er ikke den eneste store kulturpersonlighed, der er blevet forelsket i den lille by på Siciliens østkyst, beliggende omtrent halvvejs mellem Catania og Messina. Den tyske forfatter Johann Wolfgang Goethe dedikerede adskillige sider til byen i sin rejsebog Italienische Reise, men det var en anden tysker, landskabsmaleren Otto Geleng, der bidrog mest til europæernes voksende bevidsthed om Taormina gennem sine malerier af byens antikke ruiner og den overdådige natur, der omgiver byen.
Uvirkelige landskaber
Det siges (jeg har ikke haft mulighed for at efterprøve sandhedsværdien), at da Geleng senere udstillede sine malerier fra Taormina på kunstudstillinger i Berlin og i Paris, blev kritikerne så overvældet af de landskaber, der strømmede ud fra hans malerier, at de beskyldte ham for selv at have opfundet dem; hvortil Geleng prompte skulle have svaret, at hvis det var, hvad de troede, så kunne de selv rejse til Taormina og kigge efter – og hvis de ikke fandt de selvsamme landskaber i virkeligheden, ville han med glæde dække deres rejseudgifter.
Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt nogen af hans kritikere tog denne generøse udfordring op.
Litterært rejsemål
Men til gengæld ved vi, at der var adskillige andre nordeuropæiske kulturpersonligheder på færde i Taromina, og som ligesom Geleng forelskede sig i de landskaber, som – med Maupassants ord – var meget mere end et landskab; blandt andre den engelske forfatter D.H Lawrence, der boede i villaen Fontana Vecchia i Taormina fra 1920 til 1922, hvor han skrev en række af sine digte, noveller og essays, samt den islandske nobelprismodtager Halldór Laxness, der sad og arbejdede på romanen Vefarinn mikli frá Kasmír i Taormina.
Teatro antico di Taormina
Idag er Taormina mest kendt for sine vidunderlige strande ved det Ioniske Hav, de smukke bjerge, der omgiver byen, og sin interessante antikke historie – og i den forbindelse fremfor alt for sit antikke græsk-romerske amfiteater, Teatro antico di Taormina, som ikke bare optræder på de fleste postkort fra Sicilien – som et vartegn for øens eventyrlige fortid – men også udgør billedet for denne artikel.
Amfiteatret er bygget i det syvende århundrede før Kristus og mens de sten, der er brugt til teatret, peger i retning af romerske bestræbelser, så peger planen og den geometriske del af sagen mere i retning af grækerne, hvilket har fået arkæologerne til at konkludere, at det må være et oprindeligt græsk teater, der er blevet bygget om til et romersk amfiteater.
Kulturel mangfoldighed
I den forstand materialiserer teatret også den kulturelle og historiske diversitet, som altid har præget Sicilien; øen, der nok har ligget langt fra Italiens og det europæiske kontinents epicentre, men som til gengæld har haft en mere central betydning for mange fremmed folkeslags luner gennem de sidste tre tusinder år end mange steder på fastlandet. Herunder for de normannere, som i ellevehundretallet kom til øen fra den nordvestlige del af Frankrig, men oprindeligt (i hvertfald delvist) stammede fra Danmark. Men mere om det en anden gang.
Hvis du skulle få lyst til selv at opleve Teatro antico di Taormina og indsnuse noget af Siciliens fjerne og nære fortid, så har du mulighed for at besøge byen på en dagsudflugt fra ét af vores hideaways på øen.
