Tag på verdens smukkeste togture i Sri Lanka

Togtur i Sri Lanka
Oplev nogle af verdens smukkeste togture i Sri Lanka

At tage toget fra en by til en anden kan måske virke lidt banalt og kedeligt, og måske slet ikke noget du har i tankerne, når du tænker på Sri Lanka og varme eksotiske himmelstrøg. Men prøv så lige at lukke dine øjne og forestil dig, at du sidder godt tilrette i et tog, som snoer sig op ad bjerge og gennem de mest fantastiske naturskønne områder. Her kommer du forbi frodige jungle-landskaber, gamle pinjeskove og grønne teplantager indhyllet i tåge.

Netop i Sri Lanka er togruterne blevet kåret som nogle af verdens smukkeste, og noget, man skal opleve, når man er i landet. Du finder mange forskellige togruter i Sri Lanka, som forbinder byer og seværdigheder, og at tage toget rundt omkring i landet er en kæmpe oplevelse i sig selv og en nem måde at opleve øen på. Her vil jeg dog foreslå, at du pakker let og evt. skifter din tunge kuffert ud med en rejse-rygsæk.

Togtur i Sri Lanka
En af de mange sælgere på togruterne i Sri Lanka….

Jernbanesystemet i Sri Lanka blev oprindeligt bygget af briterne i 1864. Hovedformålet var at transportere te og kaffe fra bjerglandet, hvor det blev dyrket af de lokale bønder til hovedstaden Colombo. Herfra blev kaffen og teen, som vi i dag bedst kender som Ceylon-te, fragtet til store dele af verden.

I dag fungerer togruterne som lokal transport mellem de større byer på kryds og tværs af øen, og giver dig en helt unik måde at se øens mangfoldighed, natur og kontraster på.

Anbefalede ruter:

Colombo til Galle

Ruten mellem hovedstaden og den gamle portugiske koloniby Galle går først igennem Colombos summende centrum, og fortsætter langs kysten med nogle få stop ved bl.a. Hikkaduwa og videre til Galle. Landskabet er en del anderledes her end bjerglandet, men ikke mindre imponerende. Denne tur giver et stort indblik i kulturen og Sri Lankas lokalbefolkning, som tit tager denne rute til og fra arbejde, eller når de skal på tempel- og familiebesøg.

Kvinde i te-plantage
Kvinde i te-plantage

Colombo til Kandy

Denne rute sidder stadig på min nethinde, og det på trods af, at det er ved at være den del år siden, jeg sidst tog den. Ruten strækker sig fra hovedstanden Colombo til kulturbyen Kandy, som er beliggende i højlandsprovinsen, og er et must at opleve i sig selv.

Byen er placeret ca. 500 meter over havet i baglandet og er øens gamle hovedstad. Her vil du finde en helt anden stemning end ved kysten og langt mere kultur. Byen har en række historiske og religiøse mindesmærker, bl.a. Tandens Tempel (Temple of the Sacred Tooth) og Peradenitas botaniske have, hvor du kan opleve flyvende hunde med et vingefang på op til én meter og tyve og sjældne orkideer. Bemærk, at ruten tager omkring 7 timer.

Hindu-tempel i Kandy
Hindu-tempel i Kandy

Kandy til Ella

Ruten mellem Kandy og Ella er også én af dem, du vil huske resten af livet, for denne rute har helt sikkert været et af højdepunkterne på min rundrejse. Her vil du komme endnu længere op i højden (så husk en fleece-trøje og evt. vandtæt vindjakke), da ruten tager dig gennem et bjergrigt terræn og videre gennem neongrønne teplantager, før du ender oppe ved den smukkeste lille landsby, Ella. Landsbyen er fantastisk for dem, som holder af at vandre. Det kan især anbefales at vandre til Adam’s Peak eller gennem teplantager, hvor du kan besøge gamle tefabrikker, som i dag stadig fungerer og eksporterer Sri Lankansk kvalitets-te til resten af verden. Bemærk, at denne rute tager omkring 8 timer.

Togtur i Sri Lanka - fra Kandy til Ella
Togruten fra Kandy til Ella fører op i højderne

Informationer om ruter, togtider samt priser, kan findes hos Sri Lankas officielle turistbureau. 1 -2 klasse bør forudbestilles. Dette kan gøres en til to dage før afrejse. Du kan få flere informationer her.

Tips til din togtur:

Der er efterhånden blevet etableret nogle moderne tog, som er langt pænere og mere komfortable, men jeg vil mene, at disse tog tager charmen væk fra den kulturelle oplevelse, som du ikke finder andre steder.

Jeg vil også anbefale dig at købe lidt snacks og vand til din togtur, da der ikke er mulighed for at købe dette ombord. Nogle gange kan du opleve lokalbefolkningen sælge hjemmelavet rotis (sødt brød af kokosmel) eller wade (samosa-lignende, indbagte lommer med linser og krydderier) på strækningerne.

Se alle rejser til Sri Lanka med Hideaways her.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere