Tag på nostalgisk tur med sporvogn nr. 28 i Lissabon

Sporvogn 28 i Lissabon
Sporvogn 28 i Lissabon. Foto-kredit: josu.orbe. Oploaded under licensen CC BY-SA 2.0

Hvor ofte er der ikke skrevet om turen med sporvognslinjen nr. 28 i Lissabon? Alle sværmer for den gamle eléctrico, som i mageligt tempo kører rumlende gennem nogle af de smukkeste kvarterer i byen. Selv om mange besøgende tager den næsten obligatoriske tur fra Campo de Ourique til de gamle bykvarterer Alfama og Graca i Lissabon, bør man ikke lade denne enestående oplevelse gå fra sig på en rejse til Lissabon.

Starten på turen rundt i Lissabon

Turen begynder på Prazeres-kirkegården i Campo de Ourique. Navnet på denne kirkegård, der blev grundlagt i 1835, har i øvrigt ikke noget at gøre med ”fornøjelser” (prazeres), idet der her tidligere lå et kapel til ære for Nossa Senhora dos Prazeres. Det er bedst at køre med sporvognen tidligt om morgenen, så kan man stadig få vinduespladser, og skinnerne er – med lidt held – endnu ikke spærret af parkerede biler.

Sporvogn 28 på vej forbi katedralen
Sporvogn 28 på vej forbi katedralen

Gennem Estrela-kvarteret

Først går det gennem Campo de Ourique, forbi den populære café Canas og så op ad bakke til Estrela-kvarteret. Til højre ligger Basílica da Estrela fra den anden halvdel af 1700-tallet. Den er belyst om natten og kan ses på lang afstand med sin lysende hvide kuppel. Kirken blev grundlagt af Maria 1. af Portugal, hvis mausoleum kan ses indeni og er opført i barokstil efter Mateus Vicente de Oliveiras tegninger – og senere fuldendt i neoklassicistisk stil efter dennes død.  På venstre side ligger indgangen til det smukke og meget velholdte haveanlæg, Jardim da Estrela, som blev anlagt mellem 1842 og 1852. På varme sommerdage er det et helt ideelt sted til en lur eller en espresso i caféen ved dammen under skyggefulde træer.

Så følger São Bento med det imponerende Palácio da Assembleia da República, også kaldet Palácio de São Bento. I det tidligere benediktinerkloster, som man begyndte med at bygge i 1598, har parlamentet til huse nu om dage. På grund af en brand i 1895 kunne byggeriet først gøres færdigt midt i 1900-tallet. Besøgende kan kun komme ind og se plenarsalen. Til parlamentsbygningen hører en stor have, som ikke er tilgængelig for offentligheden. Der er kun rundvisninger for skoleklasser.

Sammenslyngede veje i Bairro Alto

Gennem smalle kurver går det gennem Bairro Alto og forbi Largo de Camões med statuen af Portugals nationaldigter Luís de Camões. Hvis du stiger ud her, kan du se de smukt bearbejdede brosten på pladsen. Så går det videre til kvarteret Chiado, hvor du på venstre hånd kan se den kendte cafe, Café A Brasileira. Sporvognen drejer nu ind i Rua António Maria Cardoso. Gaden var tidligere forbundet med skræk for oppositionelle grupper under Estado Novo-diktaturet, for her lå hovedkvarteret for Salazars hemmelige politi, kaldet PIDE. Der har i længere tid hersket indenrigspolitisk strid om, hvorvidt dette sted skal omdannes til museum, eller om der skal indrettes luksuslejligheder her.

Mødet med de moderne sporvogne

Med nogen bumlen kører nr. 28 ind i Baixa-kvarteret. Her møder man hele tiden den moderne konkurrent til den gamle sporvogn: supermoderne, airconditionerede og komfortable sporvogne dækket med reklamer. Hvis man forestiller sig, at man skulle køre på arbejde hver dag med nr. 28, kan man godt forstå, hvorfor mange lisboetter er glade for de nye vogne. De er dog næppe hurtigere, for de kører jo på de samme skinner.

Sporvogn på vej op i kvarteret Alfama
På vej op i kvarteret Alfama

Op til Alfama – på toppen af Lissabon

Nu begynder turen opad mod kastellet og Alfama. Nr. 28 kører her gennem smalle gyder, nogle steder kun en håndsbredde fra husvæggene. Sporvognen passerer Largo de Santo António da Sé, hvor forelskede par tidligere mødtes. Under byfesterne i juni er pladsen stadig midtpunkt.

Udsigt udover Lissabon

Byens katedral, også kaldet Santa Maria Maior de Lisboa, kan øjnes på højre side, inden man kommer til Miradouro Santa Luzia. Hvis du ikke vil køre med helt til pladsen Martim Moniz og altså tage hele turen, skal du stige ud her, for udsigten fra dette udsigtspunkt over Alfama og Tejo er meget smuk. Herfra kan du også slentre op til Castelo de São Jorge, besøge det gamle kvarter Graça eller strejfe gennem de krogede gyder i Alfama. Hvis du ikke har fået nok af den klaprende sporvogn og hvinende skinner, kan du jo køre hele vejen tilbage.

Find rejser til Lissabon med Hideaways her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere