Sevilla hovedstaden i Andalusien og hvilken by!

Det er overvejende sandsynligt, at du vil befinde dig i Sevilla på et eller andet tidspunkt under en rejse til Andalusien, og har du ikke planlagt at besøge Andalusiens hovedstad, er mit råd: Læg en ny plan!

Sevilla er farverig og livlig. Dens katedral er det største gotiske bygningsværk i verden og Giralda er blevet et symbol for hele Andalusien. Flamencodans, tyrefægtning, gadeoptog, smarte butikker og tapas i massevis fuldender billedet. Hvad du end interesserer dig for, kan du være sikker på, at byen har massevis at byde på for et par dage, men hvis du kommer under en af de verdenskendte fiestaer – La Semana Santa eller Feria de Abril – er det udelukket at bruge mindre end en uge. Med lidt mere tid, kan du udforske nogle af de smukke, befæstede byer, romerske seværdigheder og korkegsskovene i oplandet. En udflugt til Mezquitamoskeen i Córdoba er et must.

Trafik og den intense sommervarme er to ting, man skal have i baghovedet, når man besøger Sevilla. Men en kombination af offentlig transport og ferie i lavsæsonen kan være løsningen. Hvis du planlægger et besøg under en fiesta, så book gerne et år i forvejen, eller planlæg at bo uden for Sevilla. På landet er det eneste, der måske kunne være afskrækkende, den kraftige regn i vintertiden.

Oplevelser og seværdigheder

Katedralen

Katedralen i Sevilla fra det 15. årh. er den tredjestørste i verden. Dens ydre arkitektur udtrykker erobring og dominans af araberne. Indenfor, i skibet, kan man betragte den imponerende, gotiske altertavle, udført af Pierre Dancart. Den skildrer 45 scener af Kristi liv udskåret i træ og dækket af bladguld. I et tilstødende kapel er der kongelige gravkamre, blandt andre Ferdinand III’s. Udenfor står det kæmpe Giraldatårn, som er over 100 meter højt, og som dominerer byens skyline om dagen. Om natten lyser det op som et fyrtårn. Tårnet, der anses som Sevillas smukkeste bygningsværk, blev konstrueret af maurerne i det 12. årh. som en minaret, tilhørende en tidligere moske. Det blev så omdannet til katedralens kirketårn af Alfonso X. Senere, i det 16. årh., fik det tilført sin vejrhane eller giraldillo, heraf navnet. Både katedral og klokketårn er åbent daglig, dog lukket under messer.

Alcazar Paladset og haverne

Sevillas befæstede, kongelige slot er gentagne gange blevet erobret siden romertiden, men de bestående bygninger kan dateres tilbage til mellem det 8. til det 17. årh. e. Kr.. Mudejarsk (dvs. maurisk under kristent styre) arkitektur er i højsædet i den række af omstændeligt stukkerede og flisebelagte gårdhaver. Senere konger, bl.a. Peter I. den Grusomme og Carlos V, har sat deres fingeraftryk på de elegante saloner med udsmykkede lofter og tunge trædøre. Efter besøget på slottet, kan du klare hovedet med en gåtur i de fredfyldte haver, men far ikke vild i labyrinten af myrtebuske. Der er åbent dagligt, men der lades kun et vist antal (mange) ind ad gangen, så prøv at komme enten tidligt eller sent på dagen.

Museo de Bellas Artes

Det nyligt renoverede museum for finere kunst ligger i et tidligere kloster, hvis kirke byder på en enestående samling af malerier af Zurbaran, Velasquez, Murillo og El Greco, for at nævne nogle. I de tilstødende rum kan man beundre skulpturer af Millan og Torregiano, ’retablo’ dvs. altertavler og andre former for religiøs kunst, samt nogle lidt mindre inspirerende romantiske og moderne værker. Lukket mandage.

Casa de Pilatos

Er det fineste af de mange private palæer, man kan besøge i byen. Det blev bygget i første halvdel af  det 16. årh., formentlig som en kopi at Pontius Pilatus’ hus. Dets gårdhaver, flisebelægninger og trappegange udgør et harmonisk mix af mudejarsk, gotisk og renæssancestil.

Den gamle tobaksfabrik

Ikke blot er La Antiqua Fabrica de Tabacos den næststørste bygning i Spanien – den danner også baggrund for Bizets Carmen, hvis sensuelle og smukke sigøjnerheltinde arbejder på fabrikken. Nu til dags er man omgivet af studerende, da det nu er en universitetsbygning – det eneste offentligt tilgængelige lokale er cafeteriet. Buster af Columbus og Cortes minder os om, at de står til grund for cigaretindustrien.

Plaza de España og Maria Luisa park

Bare ti minutters gang øst for centrum ligger Sevillas største og mest imponerende plads. De flamboyante bygninger blev oprindeligt anvendt under den spansk-amerikanske verdensudstilling i 1929, og smukke mosaikker gengiver de spanske provinsers historie. I parken, der er en kølig oase i en ellers varm by, kan man leje en lille båd i en lille kanal, eller man kan besøge det arkæologiske museum eller museet for populærkunst, som ligger i det største af palæerne i den fjerneste ende. Begge museer er lukket mandage.

Shopping

Calle Sierpes er den berømteste og mest fashionable af alle gaderne i byens handelscentrum nord for La Giralda. Det handler ikke kun om kastagnetter og sigøjnerdragter (selv om du kan få det her ligesom alle andre steder i Sevilla; der er også pæne lædervarer til rimelige priser (Loewe og Nicole Miller nær La Plaza Nueva), broderivarer (sjaler fra Foronda), tøj (Luna Lunera børnetøj), vin og delikatesser – alt sammen værd at tage med hjem, hvis du vel at mærke har plads i kufferten.

Samler du på vifter, er du kommet til det rette sted. Er du til loppefund, så tag på loppemarked om torsdagen på Calle Feria, eller på søndagens frimærke- mønt- og cigarbyttedag på Plaza del Cabildo. Dyreelskere kan finde alt fra kanariefugle til leguaner på Plaza Alfalfa. Vær opmærksom på lommetyve på alle markeder! Er du på udkig efter en guitar, så prøv hos Andres Dominguez (Calle Covadonga) eller Postigo i Barrio Santa Cruz. Eller efter keramik, så besøg en fabrik i Triana, f.eks. Santa Ana på Plaza Callao. For at holde blodsukkeret stabilt, så gå ind i et kloster – f. eks. Convento de Santa Paula – og køb marmelade eller kager af en tavs nonne.

Karetture

Uden for katedralen kan du stige op i en hestetrukket karet, hvis kusk vil berette om de seværdigheder, I passerer, på et gebrokkent engelsk. Sevillas Maria Luisa Park er en foretrukken destination, men I kan også aftale andre destinationer, som eksempelvis universitetet eller Plaza de las Americas, der har været iscenesat til Lawrence in Arabia.

Coto Doñana Nationalpark

Der er rutebåde fra Torre del Oro, ned ad Guadalquivir, som sejler til Europas største bilfri område – et vådområde ved flodens udmunding, der er livsvigtigt for trækfugle. Om foråret kan man se hejrer, braksvaler, stylteløbere, gribbe og hvidskæggede terner blandt mange andre arter; om vinteren kan man se ænder og gæs; ved midsommer er der andre dyr end blot græssende heste. Hold øje med landjorden, der kunne komme og en los. Men selv om du måske ikke er den største naturelsker, er bådturen alligevel en oplevelse, for man sejler rundt på de sydlige floder, gør holdt ved parken, hvor man kan få en guidet rundvisning. Tag båden ud om morgenen og senere bussen hjem – eller omvendt.

Italica

Ikke mindre end tre romerske kejsere, Trajan, Hadrian og Theodosius, blev født i det, der var den tidligste og senere største romerske bosættelse i det sydlige Hispania. Først da visigoterne ankom, flyttede det bymæssige centrum ni kilometer mod sydøst, hvor Sevilla ligger nu. I dag kan man beundre et kæmpemæssigt, men smuldrende amfiteater med omkring tyve mosaikgulve og et helt gitterværk af gader og villaer i forbindelse hermed. Italica ligger tæt ved byen Santiponce og kan nemt nås med bus eller bil. Lukket mandage.

Carmona

Denne tætpakkede, elegante bjergby, har udsigt over en stor slette, der landskabsmæssigt kan minde om Toscana, men arkitekturen er overvejende maurisk, hvilket placerer den solidt i Andalusien. Fire kilometer gamle mure, en romersk begravelsesplads, monumentale porte, gotiske kirker og renæssancepalæer frister til en dag eller to væk fra Sevillas liv og larm. De tredive kilometer kan tilbagelægges med tog fra Santa Justa på lige så mange minutter eller lidt hurtigere i bil.

Sierra de Aracena

Hvis du holder mere af trædækket bjerglandskab og blomsterbeklædte vandløb, end af fyldte barer og forretningsgader, så flygt til det mere uberørte andalusiske landskab. Mindre end to timer i bil fra Sevilla, finder man Aracenabjergene, der byder på tæt bevoksede områder med korkeg, kastanjer og popler, og der er spækket med forårsblomster og strejfende vildt. Der er perfekt til vandring, cykling eller ridning på grund af de smukke bjergbyer, smuldrende mauriske slotte, gotiske kirker – og der er desuden gode tapasbarer som afledning for anstrengelserne. Er du for træt til at køre tilbage? Så kan du f. eks. tage en overnatning på en smuk, engelsk ejet landejendom med swimmingpool, super lækker mad, mountainbikes og tre hytter nede i dalen – der er især skønt om sommeren.

Læs også blogindlægget: De hvide landsbyer i Andalusien

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Lars Henriksen

Håndplukkede ferielejligheder i Italien

En ferielejlighed i Italien giver dig mulighed for at nyde alle feriens...
Læs mere

Skriv et svar