Rejs med børn

Det er slet ikke så besværligt at tage på en ferie med sine børn som mange tror...
Det er slet ikke så besværligt at tage på en ferie med sine børn som mange tror...

Nogle synes, at det er besværligt at rejse med børn eller mener, at den eneste mulighed er at tage en uge til Mallorca på et badehotel. Og det er skam også hyggeligt, men der er så mange andre muligheder! I skal blot forberede jer lidt hjemmefra.

Kør-selv eller flyve?

Fordelen ved at flyve er, at man kan rejse sig og gå rundt og der er plads til lidt leg og bevægelse. Fordelen ved at tage bilen er selvfølgelig friheden til at gøre, hvad man vil  – og så er der ikke andre sure passagerer, der brokker sig over at jeres barn larmer.

Læs mere om kør-selv-ferie her.

Vælger I at flyve, skal I så vidt muligt sørge for at sidde der, hvor der er mest plads til børnene og så skal I helst sidde sammen alle sammen; det gør det hele lidt nemmere. Rejser I med helt små spædbørn, kan det være en fordel at få en babyseng der kan hænge på væggen foran jeres sæder, så babyen kan ligge og sove.

Ferie med børn
Nogle synes, at det er besværligt at rejse med børn, men det behøver det ikke at være…

For at gøre flyveturen så god som mulig for alle, kan I jo for eksempel vælge at pakke nogle små poser med et par hørepropper, lidt guf eller andet hyggeligt og så en note om, at det er jeres barns første flyvetur og dele dem ud til dem, der sidder lige rundt om jer.Er børnene lidt større, så sørg for, at de har det sjovt, tag en bog med og lidt legetøj, så tiden går hurtigere. Nogen flyselskaber deler ligefrem legetøj ud til deres mindste passagerer.

Når I lander i lufthavnen, er det altid en god ide at vide, hvordan I kommer fra lufthavnen til jeres hotel, især hvis I har små børn med! Så hav enten undersøgt hjemmefra, hvilket tog eller hvilken bus I skal tage, eller få det arrangeret sådan, at der kommer en og henter jer. Det er i øvrigt en service, mange hoteller tilbyder at arrangere for deres gæster.

Familieferie
En børne- og familieferie samler flere generationer

Der er mange fordele ved at vælge bilen; I vælger selv musikken, I kan holde pause, når I vil, og som tidligere nævnt, har I frihed til at tage derhen, hvor I vil. Men det er lang tid at sidde stille for børn. Igen er tricket at holde dem underholdt. Et trick, som mine forældre brugte, er at have små gaver med. Det kan være et Anders And-blad, en lego-figur, nogle nye tusser og en malebog eller en ny film. Der er et hav af muligheder. Når så børnene bliver for utålmodige, kan I hive en lille gave op, og så går turen videre afsted uden børn, der brokker sig, for en stund.

Rejse med børn
Der findes masser af glæder ved at rejse afsted som familie

Er vi der snart? Det spørgsmål kender alle forældre, alt for godt… Nu er der lavet en app, der besvarer det! Den hedder “Are we there yet?” og viser både grafisk og i tal, hvor langt der er tilbage af rejsen. Så kan børnene selv følge med og behøver ikke hele tiden spørge førersædet. Den kan i øvrigt også bruges, hvis I for eksempel flyver eller sejler.

Hvor skal vi bo?

Der er masser er børnevenlige destinationer, ja faktisk vil jeg mene, at alle destinationer er børnevenlige, det handler bare om at tilpasse sig lidt og ikke kun rejse for børnenes skyld, men for hele familiens. Der er selvfølgelig nogle ting, der er værd at tage med i sine overvejelser. Hvis det er et større hotel, I går efter, er det rart, at der er en børnepool og lidt børnevenlige forhold. Vælger I en hyggelig lille vingård, er der ofte ikke børnepool, men så er der så meget andet godt! Rejser man med helt små børn, skal det lige undersøges, om der for eksempel er plads til en barnevogn, hvis I har sådan en med. Her er det godt med en altan eller terrasse, hvor de mindste kan sove i løbet af dagen. De lidt ældre nyder også godt af en privat terrasse eller altan, hvor de kan lege, mens I lige tager en slapper.

Rejse med børn
Mange hoteller har faciliteter særligt rettet mod børn

Ved ankomst er det en god ide at tage et lille kig rundt på området; er der en stor sø i baghaven, ligger hotellet tæt på en stor vej eller er der andet, I skal være opmærksomme på, hvis de lidt ældre børn selv er ude og lege.

Hvor er det nærmeste supermarked og hvad kan I købe? Er der muligheder for at købe babymos og bleer, eller skal dette ordnes inde i en større by? Det er godt lige at rekognoscere, hvad nærområdet har at byde på. De fleste steder er der ikke langt til et supermarked, hvor I kan få det mest nødvendige; kolde drikkevarer, is og måske lidt mad, hvis I bor i en lejlighed.

Ferie med børn
Strand- og badeferie er altid populær blandt børnene…

Ferien…

Find nogle aktiviteter, som både er til glæde for børn og voksne, tag ud og vandre med de mindste i en bærestol eller undersøg, hvad der er af museer, som kunne interessere alle. Og så skal I selvfølgelig gå lidt på kompromis. Tag en dag ved poolen eller i badeland, hvor børnene kan lege og plaske og så kan I tage på museum eller vinsmagning en anden dag. Det er ikke alt, der behøver at gå efter børnenes hoved, man kan sagtens få en skøn ferie, hvor både voksne og børn nyder det og har det sjovt sammen!

Ferie med børn
Det er en god ide at planlægge aktiviteter, hvor børnene kan deltage sammen med de voksne
Rejser med børn
Middage med hele familien er én af de store glæder på en familieferie

Når I skal ud og spise, kan det med fordel også planlægges lidt. Hvis I har mindre børn med, kan det for eksempel være en god ide, at de spiser hjemmefra og så bliver puttet, så de kan sove, mens I kan nyde en skøn middag, uden at tænke på, at de små er trætte. Når de bliver lidt ældre og gerne vil spise med, er det en god ide at få et hjørnebord, evt. med en bænk. Her er der plads til, at børnene kan sidde og lege lidt, uden at forstyrre andre, så sørg for at have en malebog med, nogle små biler, eller hvad de nu kan lide at lege med. Så kan hele familien få en skøn middag, hvor alle hygger sig!

Interesseret i en børne- og familieferie med Escapeaway?

Så besøg vores side om familieferie, hvor du kan se de mest børne- og familievenlige hoteller og ferieboliger, som vi har udvalgt til dig fra Italien, Frankrig, Spanien, Grækenland og Portugal.

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere