Oplevelser i Firenze på en heldagsudflugt

domkirke_santa-maria-del-fiore_firenze_italien_ss_2
Domkirken i Firenze, Santa Maria del fiore

Det er nærmest umuligt at tænke Toscana uden også at tænke Firenze. Det er umuligt at opleve alle seværdigheder i Firenze på en dagsudflugt, men her er mit bud på, hvad jeg ville se, hvis jeg skulle besøge byen for første gang.

Jeg har været så heldig at besøge Firenze utallige gange, og måske det ikke bare er held, der gør, at jeg rejser tilbage til byen igen og igen, men derimod det faktum, at jeg aldrig bliver helt mæt af Firenze. Derfor har jeg også indset, at jeg nok aldrig når at blive færdig med at opleve Firenze, for der er ganske enkelt så meget at se og opleve, og det er ikke kun de oplevelser i sten jeg tænker på – det er indbyggerne, kulturen, maden, historien og sådan kunne jeg blive ved. I dette indlæg kan du læse om nogle af de seværdigheder, jeg ville opleve på en heldagsudflugt til Toscanas ”hovedstad”.

Kort information om Firenze

Firenze er det bankende hjerte midt i Toscana, og det er her man finder de fineste samlinger af malerier og skulpturer i renæssance-stil, og byen er desuden centrum for mode og gastronomi og derfor beundret overalt i verden. Byen har over 300.000 indbyggere, er delt på midten af Arno-floden, og domineret af den store domkirke, som er den største katedral i verden, og har været det igennem 600 år.

Duomo Firenze
Den store domkirke i Firenze

Det berømte kunstmuseum, Uffizi, har en af verdens mest berømte kunstsamlinger, og rundt omkring i byen kan man se nogle de mest fascinerende skulpturer. Overalt i byen er der kirker, markeder og butikker – og uanset hvor man kigger hen, er der massevis af turister.

Der er ikke mange turister, der rejser skuffede fra Firenze. Byen har alt, og er kompakt og overskuelig, og vil leve op til de flestes forventninger. Man kan også flygte fra menneskemængderne og besøge nogle af parkerne og borgene, eller man kan tage til boheme-kvarteret, som ligger udenfor centrum, eller man kan tage til vinmarkerne og det grønne landskab omkring byen. Antallet af moderne hoteller er stigende, og der er mange steder, hvor man kan leje ‘et værelse med udsigt’, som var titlen på Forsters berømte roman, som fandt sted i Firenze. Der er ikke mangel på fine restauranter, modebutikker, caféer og isforretninger, og der er direkte flyforbindelser til London og de fleste andre europæiske storbyer. Hvad enten man kommer på en forlænget weekend eller den helt store rundtur, så er det et af de steder i verden, man må opleve mindst én gang i livet.

 

Seværdigheder

De fleste museer er lukkede om mandagen, og der er ligeledes mange seværdigheder, som er under renovation, og hvor dele derfor er lukkede for publikum. Hvis man vil undgå køerne, så kan man købe billetter online på Weekend A Firenze, hvilket bestemt er anbefalelsesværdigt for Uffizi og Bargello. Mange store kirker tager betaling i døren, og dem, som ikke gør, vil kræve betaling for at tænde lyset ved de store kunstværker.

Galleria degli Uffizi

Det berømte kunstmuseum, som er Italiens mest berømte og besøgte museum, har så mange mesterværker, at man dårlig nok kan se dem alle på et enkelt besøg.

Uffizi
Galleria degli Uffizi. Foto: ozge canCC BY 2.0

Hvis man kommer for første gang, kan man koncentrere sig om renæssance-malerne fra Firenze, hvilket er en samling, der fylder 15 rum, og som byder på værker af Lippi, Botticelli og da Vinci.

Bargello

Her finder man den fineste samling af skulpturer i det nordlige Italien, hvor et stort rum er dedikeret til Michelangelo, og hvor man også kan se værker af Donatello, Ghiberti og della Robbia, ligesom man også kan se værker af andre europæiske kunstnere.

Museo Salvatore Ferragamo

Dette er et ikonisk museum, som man bør besøge, hvis man er fascineret af sko.

Piazza della Signoria

Dette er byens skønneste plads, hvor man også kan se nogle kunstfærdige skulpturer, blandt andet Michelangelos David, hvis ædlere dele engang var dækket af et figenblad i kobber.

Pause på Piazza della Signoria
Pause på Piazza della Signoria.

Man kan også se Giambolognas Cosimo I och Fontana del Nettuno.

Palazzo Vecchio

Det takkede rådhus fra det 13.-15. århundrede indeholder elegante værelser med vægmalerier fra Medici-tiden.

Palazzo Pitti

Der er nogle museer, som ofte bliver ignoreret, da de ligger på ‘den forkerte side’ af floden, og et af dem er Palatina, som huser værker af Raphael og Titian, men man bør ikke undervurdere samlingerne af moderne kunst og sølvtøj.

Palazzo Pitti
Konst ved Palazzo Pitti.

Domkirken, Firenzes katedral

Brunelleschis enorme domkirke er den dag i dag den største murstenskatedral i verden – og er synlig fra mange kilometers afstand, og er derfor dominerende i bybilledet. Man kan komme op i toppen for at nyde en uforstyrret udsigt over byens tage. Udvendigt præges katedralen af marmor i tre farver og hele herligheden er et forbløffende syn.

San Lorenzo

Byens ældste kirke har et knapt så kønt ydre, men har et helt fantastisk indre lavet af Brunelleschi og ved siden af er der en række kapeller, som er dekoreret af Michelangelo.

Santa Maria Novella

En fin kirke med en facade i grøn, pink og hvid marmor og en række betagende kunstværker, bl.a. en række freskoer af Ghirlandaio, som viser historier fra Bibelen i det middelalderlige Firenze. Der er flere malerier på det tilhørende museum.

Santa Croce

Hjemsted for Firenzes franciskanere og sandsynligvis grundlagt af Francis selv. Kirken har betagende freskoer af Giotto og et kapel af Brunelleschi.

Santa Croce
Santa Croce. Foto: Robert PittmanCC BY-ND 2.0

Der er et tilhørende museum, og en plads udenfor, hvor der afholdes en voldsom og spændende fodboldkamp hvert år i juli.

San Miniato al Monte

Som et mangefarvet tårn på bakken ovenover Piazzale Michelangelo, står denne romanske kirke med en smuk facade og et nydeligt interiør. Man kan tage en taxi eller en bus op til toppen og tage turen nedad til fods.

Boboli Haverne

Dette er et skønt sted at nyde en picnic med et springvand på en lille ø, og en avenue med cypresser, samt et amfiteater.

Mercato Centrale

Markedet er åbent om morgenen mandag til lørdag og er det største overdækkede fødevaremarked i Europa med alt lige fra frisk pasta til krydret salami, og ikke mange turister finder vej hertil. I nærheden finder man San Lorenzo markedet med uendelige boder med læder, tøj og sko, og markedet er mere velkendt, men har stadig rimelige priser og god kvalitet.

Rejser til Toscana

Det gode ved Firenze er at byen ligger tæt på, uanset hvor du bor i Toscana på din ferie, dog lige med undtagelse af det sydvestlige hjørne af Toscana. På de fleste rejser til Toscana med Hideaways bor du på hotel eller i feriebolig, som ligger midt i den smukke natur ude på landet, men alligevel tæt på de spændende byer i Toscana, som f.eks Firenze. Derfor er det som nævnt intet problem at køre på udflugt til Firenze, blot husk at parkere bilen ude for centrum. Overvejer du en rejse til Toscana, så kan du i hotel-oversigten se alle hideaways i Toscana, og hvilke der ligger tættets på Firenze. Du kan også få mere information om Firenze hos turistkontoret.

Tags fra artiklen
, ,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere