Oplev kunstnerbyerne Cadaqués og Figueres i Catalonien

Dali-skulptur i Figueres
Dali-skulptur i Figueres. Foto-kredit: Sgt. Pepper57. Oploaded under licensen CC BY 2.0

I de katalonske småbyer Cadaqués og Figueres kan du opleve to af de steder i den kulturelt rige nordspanske region, Katalonien, hvor spanske og udenlandske kunstnere og intellektuelle gennem mange årtier enten har boet eller søgt inspiration til deres kunstneriske virke.

Cadaqués

Den simple, hvidkalkede fiskerby Cadaqués kaldes ofte for verdens mest malede landsby. Picasso, Dalí, Utrillo, Miró, Max Ernst, Man Ray og filminstruktøren Luis Bunuel lod sig inspirere af dens enkelhed og klassiske catalanske skønhed. Både Cadaqués, den sidste ferieby ved den spanske kyst før den franske grænse, og dens hesteskoformede bugt ligger omgivet af Costa Bravas bjerge. På trods af sin hundredårige popularitet hos dem, der kæmpede sig herud ad den smalle hårnålevej (først for nylig asfalteret), har denne Spaniens østligste by ikke ændret sig meget, siden Salvador Dalí og Marcel Duchamp spillede skak på Bar Meliton. Den adstadige, uvirksomme livsrytme er uændret, og barer og caféer fyldes efter siestaen og holder åbent til daggry.

Cadaqués
Cadaqués har inspireret mange kunstnere i tidens løb

At Cadaqués har undgået skæbnen som forbygget turistby, skyldes dens mangel på sandstrande. Dens autentiske præg af arbejderklasseby er intakt med enkelte udendørs havnerestauranter, der serverer enkle måltider af stegte sardiner og dorado, der sælges dagligt af byens sidste aktive fiskere. Spartanske spisesteder, som f.eks. Dalís favoritsted, Casa Anita, serverer fortsat frisk fisk og skaldyr til nye generationer af kunstnere. De lokale ynder at iagttage, hvordan nyankomne fremmede kigger sig omkring, indsnuser atmosfæren og derpå erklærer, at stedet er en tand for kedeligt. Disse burde hellere sætte kursen mod Ibiza.

Figueres

Fra Cadaqués kan man tage en endagstur til Figueres, som ligger ca. 150 kilometer nordøst for Barcelona, og kun 40 kilometer nord for Gerona. Byen er hjemsted for det lille, men verdensberømte Teatre-Museu Dalí. Som en ode til galskaben vil det både kunne fortrylle, fascinere eller irritere sine gæster, men ingen besøgende lades uberørt. Det er i øvrigt helt i tråd med denne excentriske kunstner, der blev født i Figueres i 1904. I dag er Teatre-Museu Dalí, der er bygget i og omkring det 1800-tals teater, hvor hans første udstilling fandt sted i 1919, det største trækplaster i denne by i hjertet af Catalonien. Hele udstillingen, fra vinduesmannequinerne af plastic til bunken af gummidæk ude foran, kan bedst beskrives som ejendommelig. “Museet kan ikke betragtes som et museum,” sagde Dalí selv. “Det er en gigantisk surrealistisk kunstgenstand, hvor alting hænger sammen, og alt er godkendt af mig.” Mange af hans hovedværker findes her sammen med malerier af El Greco og Mariano Fortuny fra Dalís private samling. Dalí levede og arbejdede her indtil sin død i 1989 og ligger begravet i den indre gård, under museets kuppel.

Dali-museet i Figueres
Dali-museet i Figueres. Foto-kredit: ctsnow. Oploaded under licensen CC BY 2.0

Denne alsidige kunstner tegnede også kulisser til teater og film, interesserede sig for litteratur og skrev sin egen kogebog. At han og hans hustru, Gala, blev stamkunder på den lokale Restaurant Empordà, kan ikke overraske: Udefra virker den ordinær, men ikke desto mindre er den i følge nogles mening et af Cataloniens bedste spisesteder. Nogle af Dalís skitser og litografier pryder væggene, men kunderne kommer her på grund af kunsten i køkkenet, der fremtryller ypperlige specialiteter af vildt, fisk og skaldyr på bedste catalanske manér. Restaurant Empordà kan du besøge på adressen, Antiga Carretera de Francia.

Find rejser til Catalonien med Hideaways her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Andreas

Smag på Portugals syv gastronomiske vidundere

Portugiserne har siden 2007 kåret landets bedste strande, natur-steder og monumenter m.fl....
Læs mere

Skriv et svar