Oplev markedslivet i Aix-en-Provence

Smukke solskikkemarker er ikke noget sjældent syn i Provence. Kør rundt og udforsk landskabet på din ferie. Foto: Hideaways
Smukke solskikkemarker er ikke noget sjældent syn i Provence. Kør rundt og udforsk landskabet på din ferie. Foto: Hideaways

Aix-en-Provence… Bare lyden af navnet får mig til at tænke på syngende cikader, duften af lavendel og små fortovscaféer, hvor du kan søge skygge for den bagende sol og betragte livet på torvet, hvor grønthandlernes boder bugner med tomater, artiskokker, auberginer, hvidløg, ferskner, citroner, peberfrugter og mange andre slags friske og saftfyldte grøntsager og frugter.

Læs om rejser til Provence med Hideaways

Alt imens du køler dig ned med en pastis eller et køligt glas hvidvin, eller kvikker dig op med en café au lait. Som overalt i Provence fylder blomster meget i gadebilledet og på torvene, og det vil ikke vare længe, før blomsterhandlernes overdådige udbud vil tiltrække dit blik. Her kappes roser, tulipaner, lavendel og enorme solsikker om opmærksomheden – både fra dine øjne og dine næsebor.

Rejs til Sydfrankrig med Hideaways og oplev bugnende boder med hvidløg og krydderier. Foto: Hideaways

Foto: Markederne i Aix-en-Provence vækker alle dine sanser. Nogle af de smukkeste og mest velduftende og farverige boder – udover blomsterboderne – er dem, hvor hvidløg og alskens andre krydderier falbydes. 

Tilbring en feriedag i markedsbyen over dem alle

Byen, der blev grundlagt ved en varm kilde i år 122 før Kristus af den romerske konsul Sextius Calvinus, er et fantastisk sted at tilbringe en dag, hvis du holder ferie i Provence. De brostensbelagte gader og de gamle, velholdte bygninger skaber de perfekte rammer om langsomme slentreture, hvor du ikke jager rundt efter seværdigheder, men nyder livet og stemningen og jævnligt stopper op ved boder, butikker og huse, der fanger din interesse. Aix-en-Provence er markedsbyen over dem alle, og i sydfransk sammenhæng siger det ikke så lidt. Især lørdag er en stor markedsdag, men uanset, hvilken ugedag, du er her på, vil du kunne opleve et pulserende, udendørs, traditionelt markedsliv, hvor der sjældent er grund til betvivle produkternes kvalitet.

Uanset om du tiltrækkes af store mængder frugter så friske og saftige, at de næsten er ved at sprænges, eller om du er på udkik efter lertøj, krydderier, tøj, blomster, fisk, oste, pølser eller grøntsager, er du kommet til et sandt paradis her. Hver morgen åbner byens markeder og forvandler torvene til en levende organisme af travl handel og vandel indtil ca. omkring middagstid – hvor de i løbet af få minutter bliver til centrum for et tilsvarende aktivt og nydelsesorienteret caféliv.

Er det tøj, du er på jagt efter, skal du søge mod Cours Mirabeau om søndagen og på visse ugedage. Frugt og grønt falbydes hver morgen på Place Richelme. Place des Precheurs giver dig mulighed for at vælge og vrage imellem alle tænkelige og utænkelige slags genstande og varer tirsdag, torsdag og lørdag.

Oste falbydes på et udendørs marked i Provence, Sydfrankrig. Oplev markeder på din ferie. Foto: Hideaways

Foto: Oste-boderne er måske ikke dem, der dufter allerbedst, når man lige går forbi… Til gengæld vil dine smagsløg takke dig for at stoppe op og få nogle smagsprøver. 

En ting er sikkert: Du skal selvfølgelig på marked, hvis du skal til Aix. Markederne har defineret byen i århundreder, og gør det stadig den dag i dag. Her køber de lokale stadig ind til frokosten og aftensmaden på traditionel, sydfransk maner – og man bruger gerne god tid på at røre, smage og dufte sig frem til de helt rigtige råvarer. Og – selvfølgelig – på at diskutere prisen. 🙂

Aix-en-Provence er også for de historisk interesserede

Når du har fået nok af markedslivet, og evt. har indtaget din lækkert tilberedte, grillede fisk med kold hvidvin til på en hyggelig café, kan du kaste dig over andre oplevelser i Aix. Den historiske Place Hotel de Ville er et besøg værd, især i eftermiddagstimerne, hvor det bløde sollys, der trænger ned på pladsen, konstant er vekslende og flytter på de lange skygger. Her finder du rådhuset og klokketårnet. De ældre blandt de lokale slapper af og diskuterer tilværelsen rundt om fontænen midt på pladsen, mens de nyder synet af solen, der langsomt bevæger sig længere ned mod horisonten.

Læs mere om Provence her: Udforsk Provences skatkammer af charmerende landsbyer

Skal du besøge et museum, mens du er i Aix-en-Provence, er Jean Planque-samlingen på Place Jean Boyer et godt bud. Her i denne private kunstsamling kan du i smukke omgivelser nyde klassiske malerier af blandt andre Picasso, Van Gogh, Monet og Renoir.

Bagefter vil du sikkert gerne ud i den varme, blomsterduftende luft igen, og med det formål kan du passende gå en tur i den fantastiske park Pavillon Vendome. Haverne i parken er underskønne, og rejser du med børn, vil de elske fiskedammen.

Alt i alt er Aix på mange måder essensen af Provence, og bestemt køreturen værd, når du holder ferie i det hjørne af Frankrig.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere