Øgruppen Kykladerne i Grækenland

Udsigt til havet i Grækenland
Udsigt til havet i Grækenland

Hovedlandet og de mange øer, der ligger spredt overalt i Det Ægæiske og Det Ioniske Hav, frister feriegæster til at vende tilbage igen og igen for at nyde Grækenlands idylliske klima, de fantastiske strande og ugenerte vige.

De kaldes sådan på grund af den cirkel, de danner rundt omkring ø-museet Delos, og de omkring 20 øer i Kykladerne er det bedste udgangspunkt for ø-hop. Med deres hvidkalkede landsbyer, blåkuplede kirker, sandede strande og klippefyldte bjerge repræsenterer de det originale klassiske Grækenland. Livet bevæger sig langsomt og venligt af sted, og roterer stadig omkring havet. Men bedst af alt, så ligger øerne så tæt, at det er muligt at besøge 2 eller 3 på en uge, med færge eller flyvebåd.

Men skønt de ligger tæt, så har hver enkelt ø beholdt sit eget særpræg. Nogle (Santorini, Mykonos) trives med turismen og byder på landsbyer og strande så smukke som et postkort om sommeren, og nærmest ikke en sjæl om vinteren. Andre (Naxos, Milos) er mere ”autentiske” med landbrug og fiskeri i landsbyerne året rundt, og uudforskede områder.

Anthony-Quinn-bay-Rhodos-Graekenland-Hideaways
Anthony Quinn Bay på Rhodos.

De mindste øer (f.eks. Folegandros) er ikke meget større end en stor klippeblok, blot et par kilometer lang med en håndfuld bittesmå landsbyer. De største (Andros, Naxos) har masser af byer og landsbyer, og forrevne bjergsider, der rager mere end 1000 meter op. Mange af dem har betydelige katolske samfund og tydeligt Franko-Venetiansk præg, hvor den katolske ø Syros især skiller sig ud med sin elegante hovedstad i italianate-stil med de okkerfarvede kirker og det pompøse rådhus.

Rejser til Santorini og Rhodos

Efter at have rejst rundt i Grækenland på jagt efter nye hideaways er jeg glad for at kunne præsentere en række håndplukkede hoteller til netop Santorini og Rhodos. Læs mere om de to rejsemål i dette indlæg eller benyt nedenstående links til at se alle hoteller og rejser til øerne.

Santorini

Öens historiske vulkanudbrud efterlod et vandfyldt krater og små forbløffende smukke lavaøer, plus minoiske steder samt Grækenlands mest fotograferede landsbyer. Den mest dramatiske ø i Kykladerne – ja, i hele Middelhavet – tog form, da et massivt vulkanudbrud omkring år 1200 f.Kr. sprængte øens centrum i stumper og stykker og efterlod et stejlt, vandfyldt krater i midten. Det udslettede også Kretas minoiske palads med sin tidevandsbølge, og heldigt nok blev Santorinis egne paladser ved Akrotiri begravet under et beskyttende lag aske.

Amazing romantic view of Oia village at Santorini island, Greece-shutterstock_129085118
Oia på Santorini

I dag står der hvidkalkede landsbyer og huse på kanten af krateret, og kigger ned på et strålende blåt hav flere hundrede meter nede. Solnedgangen fra kraterets kant er med rette en attraktion: luftbåret støv forvandler solen til en mørk, glødende orange kugle. Hele området er nærmest en udendørs biograf om sommeren, med kameraer, der klikker vildt mod et motiv, der dog aldrig bliver lige så romantisk på papiret, som det er i virkeligheden i den varme sommeraften. Om dagen er det de kuppelformede kirker og hvidkalkede huse, der står op imod det endeløse, azurblå hav, der tiltrækker glade fotografer, og motiverne optræder på kalendere rundt omkring i hele verden. Af en lille ø at være har Santorini et stort udvalg af hoteller, restauranter og attraktioner. Her er vores forslag.

Rejs til Santorini i Grækenland med Hideaways

De små lavaøer

Tag en bådtur til de to vulkanøer midt i calderaen. Hvis man går til toppen af den største ø (en varm tur på 15 minutter, der er anstrengelserne værd), kan man se røg, der stiger op fra gulplettede huller midt i det nøgne, sorte klippelandskab. De fleste bådture gør holdt for en svømmetur i det svovlvarme, rust-lugtende havvand mellem de to øer, men hvis man lejer en lille båd, kan man bede om at blive sejlet ind i en fjordlignende vig, hvor havet er endnu varmere og mere ildelugtende – lyder rædselsfuldt, men det er fuldstændig afslappende, som et kæmpemæssigt badekar.

Bådture

Book en solnedgangstur på en kopi af en træsejlbåd – en meget social oplevelse, med masser af mørk vin ude på det mørke hav. Eller sejl til Thirasia, en fritliggende samling af øer opstået fra den originale eksplosion, og en noget mere stille version af Santorini i mini-format. De fleste bådture udgår fra den gamle havn (Palio Limani), der ligger gemt væk ved bjerget Feras fod, og hvor man kommer til enten med svævebane, muldyr eller til fods (der er over 500 trin). Nogle bådture gør stop ved Oias havn; og man kunne måske overveje en enkeltbillet fra Fera – Thirasia – Oia, og gøre turen tilbage til Fera med bus/taxa.
Det gamle Thira

Farverige-baade-i-Santorini-Graekenland-Hideaways
Farverige både i Santorini.

Gå ikke glip af disse 2500 år gamle ruiner (der er åbent hver formiddag undtagen mandag, gratis adgang), der ligger på en bakke ved kysten mellem Kamari og Perissa – et fascinerende kompleks af gader, overdækkede gangbroer, teatre, templer og sale.

Den minoiske by Akrotiri

Byen, som blev ødelagt under det store jordskælv og begravet under et beskyttende lag aske og murbrokker, er stadig ved at blive gravet ud. Det er et fascinerende sted – køb en bog og læs hele historien. Og vær opmærksom på metaltaget, der gør, det bliver meget varmt. Stedet lukker kl. 15.

Santorinis strande ligger under standarden for Kykladerne som helhed. De bedste er ved Kamari og Perissa, men de bliver tit overfyldte, og sandet bliver rødglødende (eller nærmere sortglødende, idet det er vulkansk).

Kamari
Kamari strand. Foto: Paul ArpsCC BY 2.0

Der er mere stille vige ved Baxedes (nær Oia) og Kokkini /Lefki Paralia (rød / hvid strand) nær Akrotiri, men selv her bliver der hurtigt fyldt op om sommeren.

Vandreture og aktiv ferie

Gå fra Fera til Oia langs kanten af krateret (3-4 timer); der er en utrolig flot sti hele vejen, hvor første halvdel snor sig mellem hotellerne Firostefani og Imerovigli, og anden halvdel hen over ujævne højder uden skygge. Ved Imerovigli (kantens højeste punkt) kan man tage en afstikker stejlt ned, forbi den ødelagte by Kastro til det skjulte Theoskepasti kapel og nyde en uovertruffen udsigt over havet.

Er der ønske om mere, så tag bus /taxa til Pyrgos landsbyen og gå gennem de smalle gader til slottet; og videre til øens højeste punkt, Profitis Ilias – et forbudt kloster midt mellem utallige radiomaster; og ned ad en dramatisk sti forbi det gamle Thira til havet ved Kamari eller Perissa (4-5 timer; bus / taxa tilbage).

Læs mere om rejsetema aktiv ferie med Hideaways

Rhodos

En verden til forskel er der fra det ølbællende folk på cafeerne i Rhodos’ nye bydel (Neohori) og de mange solelskere på de berømte nordlige strande til det andet Rhodos. Dette andet Rhodos er en ø af forladte strande og klart vand, forhistoriske ruiner og bjerglandsbyer, vandfald og sommerfugle, citruslunde og palmer – en ø, som er ”smukkere end solen”.

Graesk-kirke-Rhodos-Greakenland-Hideaways
Graesk kirke på Rhodos

Øen, der engang var den vigtigste samhandelshavn i Middelhavet og porten til tre kontinenter, har spillet en hovedrolle både kulturelt og politisk fra oldtiden og op til moderne tid. De smukke ruiner af oldtidsbyen Kameiros på vestsiden af øen er blevet kaldt Grækenlands Pompeji, mens Rhodos by har en historie, der går mere end 2.400 år tilbage – minoerne, dorerne, byzantinerne, tyrkerne, italienerne, alle har de sat deres præg. Skønne Lindos, en hippie-kunstner koloni i tresserne, summer nu af solhungrende turister om sommeren, der alle tiltrækkes af byens skønhed, dens (rene) strande og alle barerne.

Rhodos kaldes også Helios’ ø efter solguden, og her er der flere solskinstimer – mere end 300 dage om året – end på nogen anden græsk ø.

Bagsider? Øen lider med turismen under en nærmest hektisk kommercialisering – med høje priser til følge. Undgå Rhodos’ nye by og strandene mod nord; tag sydpå og ind i landet, hvis en mere autentisk oplevelse er det, man går efter. Man bør undgå at besøge middelalderbyerne med de mange trapper, hvis man ikke er både frisk og rørig, skønt Lindos’ gratis busser kører hvert 10. minut om sommeren.

Rejs til Rhodos i Grækenland med Hideaways

Rhodos’ gamle by

Den fantastisk fint bevarede middelalderfæstning og Unesco verdenskulturarv, som udgør Rhodos’ gamle by, er én af de mest fascinerende og arkitektonisk sammenstykkede byer i verden, som er omkranset af en mur. Byzantinske kirker fyldt med kalkmalerier konkurrerer med de billige skind- og læderforretninger ved Sokratous (”Golden Mile”), bougainvillea boltrer sig over middelalderlige fæstningsvolde, og biler er forbudt på de brostensbelagte gader.

Middelalderlig-kirke-Rhodos-Graekenland-Hideaways
Middelalderlig kirke på Rhodos.

Det er nemt at fare vild, men spændende at udforske, og man kan undgå de værste turisthorder – og varmen – ved at begynde udforskningen tidligt om morgenen. Og det er med at holde sig til de små gyder, hvis man leder efter et autentisk spisested.

Der er koncerter om sommeren, og der kan kigges nærmere på Avenue of the Knights (hver ridder var ansvarlig for at beskytte en afdeling af fæstningen), 11 bevarede byporte og det gamle akropolis – på toppen af en høj, kendt som Monte Smith med en enestående udsigt over Det Ægæiske Hav. Tag bus nr. 5 fra Eleftherias Square.

Lindos

Skønne Lindos, 40 minutter fra Rhodos by. Det er som at gå flere århundreder tilbage i tiden. De snævre, snoede, basar-lignende gader står op imod bittesmå hvidkalkede kaptajnhuse, hvoraf mange kan dateres tilbage til det 16., 17. og 18. århundrede.

Lindos by.
Lindos by.

Ovenover det hele knejser et majestætisk 4.000 år gammelt akropolis, bygget på de stejle klipper, og dedikeret til Gudinden Athena. Det lukker kl. 18, men det er bedst at besøge det måske endda før morgenmaden, for at undgå den værste varme. Stedet blev med succes befæstet af grækerne, romerne byzantinerne, johanniterridderne og osmannerne – og en hob af (temmelig overbebyrdede) turistæsler er transportmidlet dertil.

Følg stien ned til havet. Det er muligt at leje solsenge og en parasol – men de skal indtages tidligt på dagen i højsæsonen.

Hvis man tænker, at Lindos måske er den mest søvnige landsby på Rhodos, så må man tænke om: Det myldrer med turister, og byen får også sin del af nattelivet. Der er en masse klubber (men bare rolig, de, der ligger i centrum, er både sikre og lydisolerede), og et pænt antal barer, lige fra det stemningsmættede og traditionelle Captain’s House til det mere musikalske Socrates og Antika, der er super-cool. Der er en bunke taverner, hvoraf nogle er ekstremt gode.

Flere oplevelser på Rhodos

Besøg gerne de kuperede højder inde på øen. Vest for Eleoussa ligger Aghios Nikolaos Foundoukli kirken, med sine fine kalkmalerier, og nedenfor, Salakos landsbyen, hvor det såkaldte Nymph kildevand tappes på flasker. Kimisis kirken i Asklipio har nogle prægtige byzantinske kalkmalerier, ligesom kirken i Kattavia har det.

Oplev smukke solnedgange på Rhodos
Oplev smukke solnedgange på Rhodos

I nordvest ligger den smukke bjergby Messanagros med et kapel fra det 13. århundrede. Mod nord kan man tage til Epano Kalamonas i juni for helt bogstaveligt at kigge på millioner af sommerfugle, til Kalitheas med det italienske kurbad eller til det forhistoriske Kamiros for at spadsere en tur i fortiden. Tag mod syd til Prasonissi (Leek Island, hvor to have mødes, og windsurfere samles), til Monolithos for at betragte den storslåede udsigt til vestkysten, eller til Sianna for at købe den lokale honning.

Tag på en dagtur til Halki, en lille ø ud for Rhodos (der er daglige rutebåde fra Kamiros Skala, og af og til sejler der katamaran fra Rhodos by). Her finder man rent og klart havvand, utallige taverner i vandkanten, og en atmosfære som ved verdens ende.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere