I 1940, under Den Anden Verdenskrig, flygtede den nu verdensberømte spanske maler, skulptør og keramiker Joan Miró fra Paris, som var blevet besat af nazisterne. Efter et kort ophold i Normandiet og Katalonien søgte han ad flere omgange tilflugt på Mallorca, hvor han slog sig permanent ned i 1954 og blev indtil sin død i 1983. Hans atelier fra den tid står endnu åbent for interesserede gæster.
Sommerferier på Mallorca
Mirós tilknytning til Mallorca begyndte lang tid før Anden Verdenskrig og nazisternes indtog i Paris. Ganske vist voksede han op i Barcelona, men da hans mor var fra Mallorca – ligesom hans bedsteforældre på moderens side – tilbragte Miró mange sommerferier på øen sammen med sin mormor. Her tegnede han kystlandskaber, vindmøller og kendte mallorcinske bygningsværker, såsom fæstningen Castillo de Bellver, og lavede dermed bogstavelig talt de første skitser til sit senere virke som verdensberømt kunstner.
I 1920, som syvogtyveårig, drager han til Paris – tiltrukket af de surrealistiske, ekspressionistiske og kubistiske kunstbevægelser i byen – og han stifter her bekendtskab med flere af tidens store internationale kunstnere, herunder også landsmanden Pablo Picasso; men selv under sit parisiske eventyr bevarer han tilknytningen til Katalonien og Mallorca, hvor han spenderer mange af sine sommerferier.
I 1929 forlover han sig med den mallorcinske kvinde Pilar Juncosa, og senere samme år gifter han sig med hende i den mallorcinske hovedstad Palma de Mallorca.
Flugten fra Paris
Men den mest blivende og dybe tilknytning til øen kommer først efter, at de tyske tanks ruller ind i et stille og øde Paris i juni 1940, og Frankrig efterfølgende, kun otte dage senere, overgiver sig til den tyske overmagt. Herefter bliver Mirós parisiske kunsterliv aldrig mere det samme; de før så levende kunsterbevægelser, som Miró har taget del i, bliver mere eller mindre opløst, flere af hans kunstnerkollegaer flygter til udlandet eller ud af Paris, og også Miró og hans familie søger ud af byen; i første omgang til den lille franske by Varengeville-sur-Mer på Normandiets kyst, hvor de bor i et hus udlånt af én af Mirós venner – arkitekten George Nelson.
Her – på Normandiets kyst – finder Miró den samme ro og inspiration fra naturen, som han fandt på Mallorca, og i Miró-familiens feriehus i Tarragona-provinsen i Katalonien, men roen er kortvarig; med tiden kryber krigen også tættere ind på det lille samfund i det nordvestlige Frankrig, Mirós kunstner-forbindelser i området forsvinder én for én, og på et tidspunkt beslutter Miró sig selv for at til at søge tilflugt i udlandet. Dette bliver begyndelsen på hans tilbagvenden til Katalonien – og Mallorca.
Mallorca som refugium
Miró og hans familie søgte ikke direkte til Mallorca, da de brød op fra dereres midlertidige residens i Normandiet, men opholdt sig i en kortere periode i Katalonien, inden de i løbet af året 1940 ankom til Mallorca og slog sig ned i hovedstaden Palma de Mallorca. Her fortsatte Miró sine maleriske bedrifter, men uddybede samtidig sin interesse for poesi og fandt også en ny lidenskab i musikken.
Opholdet i Palma de Mallorca varer i første omgang kun indtil 1942, hvor Miró og hans familie vender tilbage til Mirós føde- og barndomsby Barcelona; men 12 år senere, i 1954, beslutter Miró sig til at slå sig permanent ned på Mallorca – af hensyn til sit helbred, og af hensyn til sin kunst. Og kun to år senere, i 1956, får Miró omsider opfyldt en gammel drøm om at få bygget sit helt eget atelier. Til det formål hyrer han den katalanske arkitekt og ven Josep Lluís Sert – der blandt andet havde udtænkt den arkitektoniske plan for Barcelonas byudvikling tyve år tidligere – og helliger sig i den periode, mens byggearbejdet står på, kun litografi, keramik-arbejde og radering, mens han lader maleriet helt ligge.
Ro, plads og selvransagelse
Opførelsen af et eget atelier på Mallorca gav ikke blot Miró den ro, han havde manglet i Paris, men navnligt den plads, han aldrig havde haft, når han skulle bruge andres atelier. Mere plads og mere ro gav dog også anledning til kunstnerisk selvransagelse, og dét i en sådan grad, at det fik afgørende indflydelse på Mirós fremtidige kunst. Helt konkret havde han nu, for første gang, mulighed for at pakke alle sine kasser og værker ud, så han selvkritisk og grundigt kunne gennemgå og revurdere hver enkelt værks dyder og laster. Miró betegnede senere i sit liv denne proces som “hensynsløs” og radikal; så radikal, at han undertiden rev adskillige af sine gamle malerier i stykker.
I efteråret 1959 købte Miró endnu en villa på Mallorca, som han havde til hensigt at bruge som et supplerende atelier til monumentalt skulptur- og maleri-arbejde, men han endte med kun at bruge det nye studio til maleri og vægtegninger. Og tre år senere opførte Miró sit eget trykkeri, så han kunne trykke sine egne værker, og på den måde nå ud til et større publikum end han ellers ville kunne, mens han var gemt væk fra verdens kunstneriske metropoler på en afsides spansk ø.
Mirós sidste minde
Mallorca var for Miró ikke blot et behageligt og trygt refugium, i ly for tidens uro og krige; det stille og rummelige mallorcinske miljø gav Mirós kunstneriske arbejde ny kraft, idé og mod, og åbnede op for en ny kritisk bevidsthed i hans arbejde. Åbenbart var det også ligeså godt for hans helbred, som han havde forestillet sig i 1954, da han permanent flyttede dertil, for han fortsatte med at arbejde helt indtil sin død i december 1983.
Han sidste værk – en skulptur med navnet Mujer y Pájaro (Kvinde og fugl) – blev opstillet i parken i Barcelona af samme navn (Parque de Joan Miró), og offentliggjort kun få måneder før hans død som halvfems-årig.
Det sidste ærværdige minde, som Miró efterlod sig, var dog ikke en skulptur, men hans elskede atelier, som han donerede til Palma by, og som enhver idag kan besøge i den mallocinske hovedstad.
Du kan her læse mere om Mirós atelier i Palma.
Du kan her læse om alle vores hideaways på Mallorca.
