Meze – smag på Cypern

Meze fad
Et fad med meze. Foto: Maria, CC BY-SA 2.0.

Meze, cyprioternes svar på tapas, er en af de bedste måder at blive introduceret til den skønne middelhavsøs kulinariske glæder, som byder på elementer fra Grækenland, Tyrkiet og det orientalske køkken. Meze som på Cypern nemt kan udgøre et helt måltid i sig selv, er desuden perfekte at samles om med familie eller venner, når man er på ferie.

Mezedes – små delikatesser

Meze er en forkortelse af mezedes, der kan oversættes til ‘små delikatesser’. Selv om meze i lighed med de spanske tapas udgøres af småretter og ofte betegnes som “appetitvækkere” eller “snacks”, er der således ikke tale om kedelig fastfood. Derimod er meze sprængfyldt af friske, lokale ingredienser, der afspejler, at der på Cypern er omtrent dobbelt så mange soltimer som i Danmark, hvilket giver en stabil forsyning af frugt og grønt året rundt.

Meze med salat
Et Meze-måltid er en social begivenhed, hvor de små retter traditionelt serveres på fælles fade. Foto: Sergey Galyonkin, CC BY-SA 2.0.

Den århundrede lange tradition for meze på Cypern betyder desuden, at når du besøger en traditionel restaurant eller taverna, er udvalget af disse småretter på menukortet som regel stort. Afhængig af hvilke grøntsager der er i sæson og om du foretrækker meze med fisk, kød eller begge dele, kan du typisk vælge mellem 15-20 retter, men i nogle tilfælde er der helt op til 30 muligheder.

Det kan derfor anbefales at afsætte god tid til et meze-måltid, hvis du vil have tid til at smage lidt af det hele. Normalt serveres meze som minimum for to personer, men meget gerne flere. Det er da også en oplagt mulighed for sammen med familien eller i gode venners selskab i ro og mag at udforske nye smagsindtryk og nyde den uformelle stemning, der opstår, når alle blot rækker til de mange fade og skåle. Cyprioterne selv samles gerne til denne slags måltider flere aftener i løbet af ugen.

Mezedas
Meze er småretter, men det er ikke noget problem at blive mæt, hvis du bestiller nok. Foto: Cyprus Tourism CH, CC BY 2.0.

Middelhavsbuffet med alt fra oliven til blæksprutte

Normalt vil et meze-måtid starte med, at der serveres oliven, sprød salat og friskbragt brød sammen med forskellige former for dip såsom tahini (sesamfrø), humus, taramasalata (rogncreme), skordalia (kartoffel og hvidløg) eller tsatziki  (agurk og mynte). Dernæst kommer der sædvanligvis forskellige grøntsager på bordet sammen med grillet halloumi (ost), æg og lountza (tynde skiver skinke). Selvom det kan være svært, kan det dog godt betale sig at holde lidt igen, da “hovedretten” stadig mangler.

Har du bestilt kød-meze kan du således forvente at næste etape byder på en parade af grillet kylling, svinekød og lam i form af for eksempel sheftalia (krydret, grillet pølse), kleftiko og stifado (gryderet). Hvis du har foretrækker meze med fisk, vil der ligeledes præsenteres et rigt udvalg af lokale fangster med alt fra havbars og mulle til calamari (blæksprutte). Det hele kan naturligvis nydes med en af de gode lokale vine, men du kan også fint tage en øl til. Inden det bliver tid til at slå mave, rundes et meze-måltid traditionelt af med lidt søde sager i form af for eksempel drømme om mandler, abrikoser og butterdejskager som kadeifi og baklava.

Kopiaste ke kali orexi! (God appetit)

Akamas Cypern
Spændende kulinariske oplevelser, fantastisk vejr og smuk natur gør Cypern til det perfekte feriemål for livsnydere.

Cypern har tætte historiske og kulturelle bånd til Grækenland – ikke mindst gastronomisk. Har du rejst i det græske vil du derfor kunne nikke genkendende til mange af retterne. Læs mere om græske specialiteter.

Rejser til Cypern

Har du nu fået lyst til selv at smage meze? Så læs mere om rejser til Cypern med Hideaways

Selvom middelhavsøen er et yndet mål for charterrejser, er der stadig gode muligheder for at opleve “det ægte” Cypern i ferien. Især hvis du vælger at rejse med Hideaways, som er eksperter i at udvælge de hoteller og ferieboliger, hvor du får de bedste betingelser for en mindeværdig ferie.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere