Over morgenkaffen på terrassen i Nerja i det sydøstligste Andalusien planlagde vi dagens udflugt – en let vandretur fra Solkystens østligste strand Playa del Cañuelo til Costa Tropicals vestligste strand Playa de Cantarriján.
Med mit gode topografiske kort i hånden kiggede jeg ud over kystlinjen og bjergene og forsøgte at udpege nogle af de bjerge, vi skulle vandre i.
Kystlinjen her består mest af små strande adskilt af bjerge, som går helt ud i vandet. På de mest markante bjerge har maurerne for mange år siden placeret udkigstårne, så de har kunnet beskytte det rige og frugtbare bagland mod pirater og indtrængende fjender. Ét af disse tårne, Torre Caleta, skal vi passere på dagens tur, men morgendisen forhindrer mig i at se det.
Vand og mad i turrygsækken
Jeg pakker vand og mad i turrygsækken, og vandrerstøvlerne hænger i snørrebåndene om halsen. I bogen, ”The 25 Best Routes in the Protected Natural Areas of the Province of Malaga”, er turen beskrevet som en tur på en times tid i sværhedsgraden medium – den kan forlænges ved at tage en anden vej tilbage til parkeringspladsen.
Før man når begyndelsespunktet, er der ca. 1½ km gåtur fra parkeringspladsen til stranden, og på stranden viser det sig, at det kræver et mindre detektivarbejde at finde rutens startpunkt. Det lykkes heldigvis, og vi starter med en kraftig opstigning på en sti, der tydeligvis ikke bliver brugt dagligt. Hurtigt når vi ca. 35 meters højde og en fantastisk udsigt over Middelhavet og strandene ind mod Malaga. Herfra fortsætter ruten med rig vegetation, der klarer sig fint på grund af det tilløbende vand fra de høje bjerge bagved.
Tårnruinen er placeret på kystlinjens lokale højeste punkt ca. 50 meter over vandet. Herfra bliver turen mere udfordrende. Stien er smal og skrænten under os er stejl. Bjerggeder holder vagt fra de høje sten, mens hunnerne og kiddene græsser under dem. Over os flyver en ørn – men for højt til, at jeg kan bestemme hvilken. Vi går langs en lodret gullig sandstensklippe med en karakteristisk pyramideagtig form. Cerro Caleta er kun 238 m høj, men helt uindtagelig – i hvert fald sydfra, hvor vi kommer. Men den fanger og reflekterer solens lys og kaster et særligt skær over landskabet og vandrerne.
Pause på stranden
Et hårdt og forholdsvis kedeligt stykke gennem skov leder os til den imponerende udsigt over Playa de Cantarriján. Nedstigningen til denne enestående strand går ad bløde skovstier og gennem en tørlagt flod, og er ganske let.
Det er oplagt at holde en god pause på stranden, og vi lader os friste af strandrestaurantens fisketilbud frem for vores medbragte sandwich. Vi har gået i cirka to timer, og vejen tilbage gennem skoven er længere end vejen hertil, men vi beslutter, at stranden absolut er et besøg værd senere.
Turen tilbage til bilen bliver et regulært topografisk studie, for vi lader os mislede af, at nogle lokale jægere har lavet en god stiafmærkning hen til deres jagthytte. Vi må klatre og pejle en del, før vi når bilen i 150 meteres højde.
Skøn tur. Køb bogen i den lokale boghandel. Køb også et ekstra kort, da det i øvrigt meget detaljerede kort i bogen udelader væsentlige detaljer som f.eks. asfaltveje.
Hjemme på terrassen har en detalje i udsigten fået en ny betydning. Det pyramideformede helt bare sandstensbjerg ved kysten lyser op som symbol på en skøn vandretur. Det bjerg har jeg indtaget. Det er mit. Nu ejer jeg endnu et bjerg i Andalusien.
