Hvorfor rejse til Douro i Portugal

Porto ved floden Douro i Portugal

Douro, denne smukke, rolige egn i Portugal giver chance for at nyde de simple glæder i livet, lige fra smagen af friske, lokalt producerede varer til udsigten over et betagende landskab overalt.

Gennem århundreder er de stejle bredder ved floden Douro, der snor sig gennem landskabet, med stor omhu omdannet til blomstrende vinterrasser, som i dag producerer druerne til egnens verdensberømte portvin og andre vine. En vinelskers paradis og et dejligt område, hvor man kan flygte fra stress og jag og udforske de særprægede landsbyer og historiske steder i eget, roligt tempo.Læs mere om Douro i dette eller andre indlæg her på bloggen. Du kan også se nedenstående video der fortæller lidt om historien i området, samt hvilke oplevelser og seværdigheder regionen byder på!

Læs her om et par af årsagerne til hvorfor jeg vil anbefale dig at rejse til Douro regionen i Portugal!

Hvad kan du opleve

En af de mest afslappende måder at nyde det storslåede landskab i Douro-dalen er fra dækket på en båd, hvad enten det er en kort, 1-times tur, der sejler under Portos smukke broer, eller en længere tur op ad floden. Gå ikke glip af chancen for at gå op ad de fantastiske granittrappetrin op til den smukke barokke kirke Nossa Senhora dos Remedios i Lamego, eller tag en afslappende gåtur rundt i Portos historiske, summende gader.

Den lokale charme

De smukke uspolerede byer og landsbyer i Douro-dalen har bevaret en egen charme og en varm, venlig gæstfrihed. Snævre brostensbelagte gader, traditionelle hvidkalkede huse og terrakottatage står skulder ved skulder med rigt udsmykkede barokkirker og imponerende paladser, ikke mindst i den smukke by Porto. Kommer man på besøg sidst i juni, kan man tilslutte sig de lokale i den største årlige festival, Festa de Sao Joao, hvor hele byen er på benene med blændende fyrværkeri, optræden i gaderne, dans og allround forlystelser.

Historien

I næsten 2000 år har det dramatiske, kuperede landskab i Alto Douro regionen produceret ikke blot god vin og portvin, men også lækre oliven og mandler, som transporteres på de traditionelle portugisiske fragtbåde (rabelos), som man stadig kan se på Douro-floden den dag i dag. Tag på en køretur langs områdets snoede veje, og besøg ældgamle klostre, traditionelle landsbykirker, barokke paladser og renæssance katedraler, eller læn dig tilbage og nyd de spektakulære udsigter over floden fra vognene i Douro jernbanens veteran-damptog

Det lokale køkken

Mange af Douro-dalens godser og vingårde giver en varm velkomst til besøgende og inviterer til rundvisning i kældrene og produktionshallerne og til at smage de fortræffelige produkter på stedet. Olivenolie, vin og portvin er de største specialiteter, mens bacalhao (saltet torsk) og kallun i Porto-stil er blandt de foretrukne lokale retter, sammen med røget skinke og af og til vildsvin. Hvis disse delikatesser ikke frister smagsløgene, så gør de søde kager fra Amarente det sikkert – lige fra ”papos de anjo” (sirupskager) til ”toucinho do céu” (mandeltærte) – der er svære at modstå.

Udvalgte oplevelser

  • Udforsk den farverige by Porto ved floden med dens prægtige katedral, bemærkelsesværdige gamle by og pulserende barer og restauranter ved kajområdet.
  • Tag ud på floden på en turbåd eller på en af de traditionelle rabelo sejlbåde, som engang blev brugt til at transportere regionens portvin og vin hen over vandene.
  • Nyd en vin- eller portvinstur, hvor man besøger vinmarkerne, vinkældrene og produktionshallerne og smager på produkterne.
  • Oplev én af verdens smukkeste togture mellem Porto og Pocinho, måske endda på veterandamptoget, der sæsonbestemt kører mellem Regua og Tua.
  • Spis ude på terrassen på én af de mange lokale restauranter, og nyd den fantastiske udsigt over dalen.
  • Besøg fantastiske kirker, helligdomme, slotte og endda termiske bade, som ligger spredt rundt omkring i denne bemærkelsesværdige region.

 

Læs også: Seværdigheder i Nordportugal

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere