Hvordan er maden på Rhodos i Grækenland?

Mezes
Mezes på Rhodos. Foto: Sergey Galyonkin. CC BY-SA 2.0

Maden på Rhodos er et bombardement af smagsoplevelser. Bestiller du mezes, får du det hele på en gang. Mezes er en fantastisk sammensætning af små lækre, traditionelle græske retter i mundrette stykker med den klassiske duft af det eksotiske, som er typisk for det græske køkken. Her får du pirret både synet, lugtesansen og ikke mindst ganen.

På grund af varmen spises aftensmaden sent; faktisk er kl. 20, hvor mange gæster på Rhodos vælger at gå ud at spise, tidligt for en græker. Mezes er dog heller ikke et egentligt aftensmåltid, men snarere en masse små appetitvækkere, der serveres på én gang. Derfor er det normalt, at man spiser mezes på mange forskellige tidspunkter i løbet af dagen eller aftenen.

Stil sulten med lækre mezes på din ferie – sådan gjorde man traditionelt på Rhodos

Begrebet mezes kan dække over mange forskellige velsmagende spiser. Det kan være dolmades (fyldte vinblade), oliven, gemistes (fyldte tomater eller peber), tzatziki med mere. Nogle lidt mere spændende mezesretter er for eksempel grillet blæksprutte og små stegte fisk; marides.

Tzatziki

Fotokilde: Commons Wikimedia

Oprindeligt består det græske festmåltid af mezes. Faktisk spiste man traditionelt ikke forret og hovedret, sådan som vi kender det. Den dag i dag er det almindeligt at stille sin sult ved mezes, og det vil du sikkert også kunne i nogle tilfælde. Det er en herlig måde at spise sig mæt på: Forestil dig, at du sidder helt afslappet på en lokal restaurant med udsigt over havet, drikker et glas vin og får den ene lille lækre ret efter den anden serveret.

Smager den græske gastronomi efter mere, kan du naturligvis gå videre med en hovedret. Vi kan anbefale en hjemmelavet moussaka (lidt som lasagne, men med aubergine i stedet for pasta) eller Souvlaki; grillspyd med lam, svinekød eller kylling. Lam hedder arní og er en klassisk spise på Rhodos, som også bør prøves. Da Rhodos er en ø, serveres der naturligvis også mange spændende fiskeretter. Man får normalt brød til hovedretten og salat kan tilkøbes.

Drik den lokale vin til maden, når du spiser ude på Rhodos

Man kan fint bestille vin fra Rhodos, når man er ude at spise. Der er to vingårde på Rhodos; Emmery og Cair. Vinene er værd at drikke og understøtter den autentiske fornemmelse. Engang var oplevelsen, at det var væsentligt billigere at spise på restaurant i Grækenland end i Danmark. I dag oplever mange, at der ikke er den store forskel på prisniveauet; dog er drikkevarer ofte billigere sammenlignet med herhjemme. Forvent at skulle betale ca. 150-200 kr. for to retter på en god restaurant. Fiskeretter er dog generelt dyrere end kødretter.

Rhodos er en ø med mange gæster, og der er stor forskel på restauranterne. Man kan eventuelt spørge sig frem eller lægge mærke til, hvor de lokale går hen. Mange steder kan man finde en restaurant langs stranden med en flot udsigt over Middelhavet. Særligt på vestkysten, hvor solen går ned, er dette en flot oplevelse.

Naturligvis er det også en oplevelse at spise i den gamle bydel i Rhodos By eller i den flotte by Lindos. Generelt er det et godt råd at gå lidt væk fra hovedstrøgene i byerne, hvis du gerne vil finde de lokale spisesteder.

Mere om mad i Grækenland

Her på Hideaways er vi vilde med Grækenland og maden. Mad og drikke er for os en stor del af rejsen til et fremmed land og vi skriver ofte om vores oplevelser når vi spiser på de mange rejsemål. Læs for eksempel Simons indlæg: Er maden i Grækenland god, eller indlægget om græske specialiteter skrevet af Andreas.

Tags fra artiklen
,
Mere fra Lars Henriksen

Tre seværdigheder, du ikke bør gå glip af på din rejse til Malta

Med omkring 1,6 millioner turister hvert år er øgruppen Malta – der...
Læs mere

Skriv et svar