Hvilke seværdigheder kan du opleve på Santorini

Udsigt-over-Santorini-Graekenland-Hideaways
Udsigt over Santorini.

Vulkanøen er en oplevelse i sig selv, men derudover er der selvfølgelig også en række spændende seværdigheder på Santorini i Grækenland.

I hovedbyen Fira er der et fint arkæologisk museum, hvor man kan se smykker, keramik og skulpturer, blandt andet fra oldtidsbyen Thera. Der er også et forhistorisk museum, som har fokus på perioden helt tilbage til 13000 år før vor tidsregning, hvor øen første gang blev beboet. Her kan man også se en detaljeret beskrivelse af det vulkanudbrud, der skabte Santorini. Endelig er der i Fira Nomikos Conference Centre, der viser vægmalerier og fresker, og hvert år holder en international musikfestival.

Spændende kunst og vingårde

Mange steder på Santorini kan man opleve gallerier med spændende kunst. Ikke mindst fotokunsten er i centrum. Santorini siges at være den mest fotograferede ø i Kykladerne, og det overrasker ikke, når man ser de svimlende udsigter og byerne, der nærmest flyder udover vulkanskrænterne. Øen tiltrækker naturligvis også malere og andre kunstnere, og der er masser af muligheder for at købe afbildninger af øens skønhed med hjem.

Byen Oia på Santorini
Byen Oia på Santorini

De mange vingårde og vinerier må også nævnes blandt øens vigtigste seværdigheder. De optimale dyrkningsbetingelser i lavajorden og det varme og lidt forblæste klima giver grundlag for at producere nogle af Grækenlands bedste hvidvine, og på vinerierne kan man både smage på varerne og se nærmere på, hvordan de fremstilles.

Fantastiske byer

Det dog selve den smukke vulkanø og de fantastiske byer, der er bygget på den, der er Santorinis allerstørste seværdighed. I nord kan man opleve fantastiske solnedgange fra den eksklusive by Oia, og hyggelig og malerisk stemning i det lille fiskerleje Ammoúdi, som man kan komme til via en lang trappe i klippevæggen. Midt for vulkankrateret ligger hovedbyen Fira med masser af turister, butikker og restauranter til den helt store pengepung, og storslået udsigt. Mod vest ligger badebyerne med det særlige sorte sand. Og lidt uden for den sydlige by Akrotiri er der udgravninger af en lavadækket ruinby, ikke langt fra stranden og fyrtårnet Faros allerlængst mod vest.

Midt på øen er der også en række seværdigheder, der skal opleves. I den lille by Mesa Gonia kan man besøge den byzantinske kirke Panagia Episkopi, og samtidig kigge udover øen og ned mod de sorte strande. Pýrgos er den højest beliggende by, hvorfra man kan se en stor del af øen. Allerøverst oppe ligger den flotte venetianske borg Kastelli, og Pýrgos byder desuden på en række kirker og et lille museum med byzantinske skatte.

Rejser til Santorini

Du kan læse meget mere om seværdigheder og byer på Santorini her på bloggen, ligesom du naturligvis også finder beskrivelser af vores rejser til Santorini her.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Alexandra

Mallorca er et godt bud på familieferien

Med de mange strande med fint sand og lavt vand er familieferien...
Læs mere

Skriv et svar