Halloween i London – uhygge og gys for hele familien

Tower Bridge London
London er det perfekte rejsemål i efteråret til en stemningsfuld Halloween. Foto: Glowi, Creative Commons.

Synes du, at halloween i Danmark er en lidt tam omgang? Så bør du overveje at rejse til London i slutningen af oktober. Her vil der være ægte halloween-stemning med masser af hårrejsende aktiviteter og nervepirrende seværdigheder for både børn og voksne.

De mest skræmmende seværdigheder i London

I efterårsmånederne, hvor vejret til tider er mest til indendørs fornøjelser, er det oplagt at bruge en storbyferie i London på at gå på opdagelse i byens mørke fortid. Der er således masser af seværdigheder rundt omkring i den engelske hovedstad, der gemmer på gruopvækkende historier såsom Tower of London og The London Dungeon.

I dagene op til selve allehelgensaften er der desuden som regel adskillige særarrangementer rundt om i London, som nok skal få dine nakkehårene til at rejse sig. Ligeledes er Storbritanniens største by de senere år blevet kendt for sine store halloween-fester, hvor lokale og besøgende i fantasifulde udklædninger slår sig løs på hovedstadens mange natklubber og barer.

London Dungeon

I London Dungeon skildres 1000 år af byens til tider ganske blodige historie på en måde, så både børn og voksne er godt underholdt. Behørigt udklædte fortællere placeret rundt om i det store rædselskabinet gør dig klogere på byens mest dystre fortid med en god balance af faktuelle oplysninger og humor.  Vær forberedt på chok og masser af grin, når du bevæger dig gennem London Dungeon, hvor der skjuler sig gruopvækkende overraskelser, hvor du mindst venter det. Det er oplevelse for hele familien, omend det nok er for skrap kost for de mindste (og sarte sjæle). Man får desuden klart mest ud af besøget, hvis man forstår engelsk og kan følge med i fortællingerne.

Madame Tussauds

At stå ansigt til ansigt med de livagtige voksfigurer på det berømte voksmuseum Madame Tussauds kan være lidt urovækkende i sig selv. Men vil du have et rigtigt gys, bør du også besøge særudstillingen “Alien: Escape”. Udstillingen, der er bygget over filmen “Alien: Covenant” med den ildevarslende undertitel “Run. Survive. Escape”. Har du set nogle af de ikoniske science fiction-film, vil mødet med filmens skrækindjagende monster, Xenomorph, med garanti få det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Old Operating Theatre
Et besøg i Old Operating Theatre får en til at påskønne de mange fremskridt, der er sket inden for kirurgien siden 1800-tallet. Foto: Mike Peel, Creative Commons.

Old Operating Theatre Museum

Umiddelbart lyder det måske ikke som om, at et museum med Europas ældste operationsrum er helt i tråd med halloween-temaet. Men det er på mange måder en frygtindgydende oplevelse at besøge Old Operating Theatre Museum, der ligger i St Thomas’ Church i det centrale London. Her får du nemlig et tankevækkende indtryk af, hvorfor det i det 19. århundrede kunne være en særdeles smertefuld og risikabel affære at være patient på et hospital.

Det var gratis at blive opereret her på loftet af den gamle kirke, men prisen kunne alligevel være høj. Kun hver tredje overlevede således operationerne. Træ-briksen i centrum af det hesteskoformede lokale er omgivet af tilskuerpladser, hvorfra medicinstuderende i sin tid kunne iagttage, hvordan Londons fattige uden bedøvelse blandt andet fik amputeret arme og ben.

Du slipper for at overvære en operation, men guiden, som har erstattet kirurgen, fortæller levende om operationsrummet historie og museets tilblivelse. Derudover er der også mulighed for at gå på opdagelse blandt hospitalets gamle udstyr inklusiv de forskellige knive, som blev brugt til at skære lemmerne af.

Highgate Cemetery
Londons gamle kirkegårde er fredfyldte åndehuller i storbyen, men der skal på den anden side ikke meget til før ens fantasi løber løbsk med tanker om spøgelser og zombier. Foto: MikesPhotos, Creative Commons.

Kirkegårdene

Der er talrige gamle og meget stemningsfulde kirkegårde i London, hvor en stille spadseretur rundt blandt de gamle, forvitrede gravsten og krypter er den perfekte måde at komme i halloween-stemning. Besøg for eksempel Highgate Cemetery i den nordvestlige del af London, hvor der blandt de mange tusinde, som er stedt til hvile her, er flere berømtheder som for eksempel Karl Marx, Douglas Adams og George Michael. Bemærk at der kun er adgang til den smukke, tilgroet vestlige del af kirkegården på guidede rundture.

Museums at Night

Som del af en landsdækkende festival holder talrige af Londons museer og gallerier åbent til senere end normalt den 25-27. oktober. Det er en unik chance for at se samlingerne i et andet lys (helt bogstaveligt), og flere steder gør man meget ud af at lave et særligt halloween-tema disse aftener.

Du vil senere på året kunne finde et deltaljeret program for festivalen på den officielle hjemmeside: museumsatnight.org.uk

Halloween
Græskar i fantasifulde udskæringer er en fast del af halloween. Foto: William Warby, CC BY 2.0.

Halloween med engelske rødder

De fleste af os opfatter fejringen af halloween, som noget der de senere år er kommet til os fra USA. Det er det på sin vis også, men der er omvendt heller ikke hele sandheden om “All Hallows Eve”, der faktisk oprindeligt har sine rødder i Europa.

Udskæringen af græskar til uhyggelige ansigter kan ligesom selve halloween-traditionen spores tilbage til de gamle keltere i England. For kelterne var halloween således oprindeligt årets store religiøse fest og en markering af overgangen mellem sommer og vinter. Selvom kelterne ganske vist brugte lysende, udskårne roer fremfor græskar var meningen den samme: At holde de dødes spøgelser fra døren.

Traditionen for at fejre halloween blev formentlig senere bragt til Amerika af engelske pilgrimme og særligt i forbindelse med den store udvandring fra Irland og Skotland. I USA er de gamle ritualer i nyere tid blevet suppleret af nye skikke såsom udklædning, fyrværkeri og børnenes “trick or treat”, hvor de går rundt fra hus til hus og tigger om slik. I London er det endnu ikke så almindeligt at se udklædte børn på trick or treat-togt til halloween, men andre dele af de amerikanske traditioner har dog fundet vej tilbage over dammen som for eksempel de allestedsværende lysende græskar.

Herhjemme begynder mange af skære græskar ud allerede i efterårsferien, men selve allehelgensaften er dog først den 31. oktober. Ifølge gammel overtro var natten til den 1. november nemlig tidspunktet, hvor afstanden mellem de dødes og de levendes verden var mindst.

London Eye
Hos Hideaways finder du hoteller, hvor du bor inden for gåafstand af Londons største seværdigheder.

Rejser til London

Vil du sikre dig det perfekte udgangspunkt for en oplevelsesrig storbyferie i London dette efterår? Så tjek udvalget af rejser med Hideaways nu. Her bor du på hoteller, som med sikkerhed giver dig en komfortabel base at vende tilbage til efter en lang dag med sightseeing, så du kan samle ny energi. Læs mere om rejser til London med Hideaways

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Mikkel H

San Gimignano – tårnenes by

56 km syd for Firenze ligger en af Italiens bedst bevarede middelalderbyer,...
Læs mere

Skriv et svar