Guidebøger om Granada er spækkede med gode råd om, hvad du skal opleve i Granada, men få af dem gør noget videre ud af Granadas gemmesteder; disse små, uanselige og lidet berømte steder, hvor du kan ånde i fred og ro.
Alhambras fortræffeligheder
Jeg skal være den første til at prise Alhambras fortræffeligheder, hvad enten det er Generalifes kølige cypresser og lutrende fontæner, Løvegårdens skulpturelle eksplosion af marmor, alabaster og emalje eller Alameda-parkens duft af appelsiner, myrte og roser – foruden de vidunderlige engelske elmetræer, som hertugen af Wellington bragte til haven i 1812 efter at han havde jaget høns, tiggere og sigøjnere ud af den efterladte maurerborg; for at nyde havernes stilhed og for at finde lidt fred for én af tidens mange trøsteløse krige.
Jeg skal også være den første til at hylde byens mægtige katedral for dens spanske renæssance-ånd og dens bombastiske korintiske søjler, der kan tage pusten fra enhver.
Jeg vil heller ikke forklejne det royale kapel med dets smukke liturgiske artefakter og byens mest symbolske plads, Plaza Isabel la Católica (også kaldet Plaza de Colón af de lokale granadinere), som monumentalt afbilder ét af de vigtigste øjeblikke i Spaniens historie, nemlig dengang dronning Isabel I af Kastillien gav Columbus sin tilladelse til at foretage sin opdagelses-ekspedition til Indien (der som bekendt i stedet endte med en forvirret og på alle måder overraskende genopdagelse af Amerika).
Albaicín
Min tunge skal skæres af, hvis jeg siger noget dårligt om Albaicín, for hvis der er noget sted i Granada, der fortjener hyldest, er det dette ærværdige og gådefulde by-kvarter, der med sine mange lukkede patios (som udsender en lind strøm af mauriske drømme), de stejle, brostensbelagte gyder, og flamencomusikken, der til enhver tid kan bryde ud gennem de skæve vinduers skodder, samler hele essensen af Granadas tillukkede, men smukke sjæl.
Men nu, hvor jeg har sikret mig mod alle disse synder, vil jeg tillade mig at nævne tre steder i Granada, som hverken kalder på monumentale fortræffeligheder, de største overskrifter i diverse guidebøger eller en plads på listen over byens mest besøgte og populære steder.
Parque de Federico García Lorca
Parken er ikke særlig stor, og ser ikke ud af så meget ved vintertid, hvor blomsterne ikke står i flor, men om foråret og sommeren er parkens luft tyk af roser, stedmorblomster, appelsiner, citroner, dadler og granatæbler – appelsintræerne bærer iøvrigt deres frugter det meste af året. Fra næsten alle tænkelige vinkler i parken, der ligger et par gader bag den store omfartsvej Camino de Ronda i Arabial-kvarteret, er der udsigt til den sneklædte top af Sierra Nevada, hvilket især om sommeren fremkalder en ganske besynderlig, men smuk kontrast til parkens mange blomster og frugttræer.
Det er her mange granadinske ægtepar går tur hen under aften med deres børn, og tilskynder dem til at tumle deres opsparede energi ud, inden de skal spise det store granadinske aftensmåltid; det er her mange ældre mænd sidder i små grupper på en bænk efter aftensmaden og taler om politik, sygdom, hustruer – hvis de stadig er i live – og vind og vejr; det er her, på parkens okkerøde stier, mellem palmetræer, cypresser, jupitertræer og magnolier, at de unge løber konditure, når de skal i bedre form; og det er her byens enker og enkemænd ved sommertid melankolsk betragter den mandshøje horisontlinje af rosenblade eller de nyforelskede par, der ligger på parkens græsplæner, mens de drømmer sig hen til andre tider….
Men det er også her, at én af Spaniens største og mest elskede digtere hyldes, nemlig Federico García Lorca, der har givet navn til parken, og som ikke blot opnåede verdensberømmelse for sine digte, skuespil og essays, men også for sin tragiske død under den spanske borgerkrig som offer for frankisternes blodige terror.
Lorca kom egentlig fra Fuente Vaqueros, en lille landsby tyve kilometers kørsel ud i Vega´en, i nordvestlig retning af byen, men Lorca-familien havde også en sommerresidens – kaldet Huerta de San Vicente – i udkanten af Granada, der dengang var omgivet af marker, men som nu er en del af byen. Idag er huset omdannet til et museum, der delagtiggør de besøgende i Lorcas liv gennem billeder, fotografier og Lorca-familiens møbler og artefakter, foruden naturligvis digterens berømte værker, der kan købes i museets reception.
Genil-floden
Heller ikke Genil-floden – Granadas største og Andalusiens andenstørste flod – giver ved første øjekast indtryk af at være noget særligt, men jeg kender personligt dens gunstige virkning på tyndslidte never og bristefærdige tanker. Mindre kan dog også gøre det, for eksempel glæden ved at vandre langs stille strømmende, grønligt vand og et landskab, der ændrer sig i takt med, at du bevæger dig ud af byen mod forposten til Sierra Nevada; denne mystiske bjergkæde, der er flodens udspring og skaber.
Hvis du følger floden fra Paseo de la Bomba i den sydøstlige del af Granada, vil du i begyndelsen være omgivet af en overdådig frodighed, som overøser dig med de evigt blomstrende appelsintræer, lave, vifteformede palmer og gådefulde jupitertræer, som befolker promenaden, men senere vil du blive overladt til en lang grusvej mellem store sivbuske og ensomme piletræer, og hvis du går langt nok, vil du nå små landsbyer og forstæder, samt kløfter, hvor floden zigzagger sig vej gennem rå sten, forkrøblede småbuske og flankerne af Sierraens mægtige ryg.
Ved et nærmere eftersyn vil du bemærke, at floden skifter farve i takt med, at du bevæger dig længere og længere væk fra byen og tættere på bjergene. Det samme sker iøvrigt ofte med farven på ens tanker…
Abidía del Sacromonte
Jeg vil blive forbavset, hvis nogen guidebog nogensinde har nævnt dette sted i sin liste over store attraktioner i Granada. Ihvertfald har jeg selv vandret turen op til dette højtliggende og afsondrede abbedi adskillige gange gennem en årrække, og mens jeg regelmæssigt er stødt på en lokal granadiner på vej op eller ned ad bjerget i sin bil eller på sin scooter, og sommetider en prustende og svedende kondiløber, der forsøgte at trodse tyngdeloven, så mindes jeg ikke at have set én eneste turist.
Abbediet er bygget i begyndelsen af det syttende århundrede og var efterfølgende et betydningsfuldt religiøst og kulturelt center, der dog med tiden sygnede hen, men stedets historie daterer sig helt tilbage til slutningen af 1500-tallet, hvor der blev fundet forskellige relikvier fra fortiden, herunder blyplader skrevet på arabisk, der angiveligt – med stort tryk på angiveligt – berettede om tre helgerners martyrium (San Cecilio, San Tesifón og San Hisicio), og som siden er blevet stemplet som “historieforfalskning“. Herudover en ovn, noget aske, og – vigtigst af alt – de påståede relikvier af disciple til apostlen Jakob, hvorfor stedet også har været endemålet for pilgrimsfærd.
Abbediet har et museum, der har været lukningstruet nogle gange – og på stående fod ved jeg faktisk ikke, om det endnu er åbent – men her kan du se forskellige historiske manuskripter, møntsamlinger, gobeliner, kor-bøger og arabiske håndskrifter om alt fra lov til matematik og religion.
Den letteste måde at nå abbediet på, hvis du befinder dig i centrum af Granada, er først at opsøge torvet Plaza Nueva. Herfra bevæger du dig ad Carrera del Darro – som både giver dig et indblik i byens anden store flod, Darro-floden, og Albaicín-kvarterets skønhed – hvorefter du først drejer til venstre ad Cuesta del Chapiz, og dernæst til højre af Camindo del Sacromonte – hvor du vil kunne se store kaktus-planter og de berømte grotter i bjergsiderne – inden du til sidst drejer til venstre igen, når Camindo del Sacromonte skifter navn til Puente Mariano.
Efter fem minutters stejl opadstigen, når du frem til abbediet, og foruden den lutrende ro og stilhed deroppe har du et enestående overblik over Granada og dens omgivelser: På din venstre hånd Alhambras rødlige mure; lige fremme tårner katedralen sig op over resten af Granada by som en trodsig påmindelse om kampen mellem maurere og katolikker; og i ryggen har du Sierraens mægtige bjergmassiver, der nok ender med at vinde over dem alle.
Min egen tur sluttede dog aldrig her, men fortsatte længere op ad bjerget, hvor jeg skar væk fra vejen og søgte ly blandt de mægtige olivenlunde; her på de store plateauer mellem de talrige bjergrygge har man ikke bare Granadas største ro, men også byens bedste udsigt til den sneklædte Sierra.
Hos Hideaways finder du et spændende udvalg af hoteller og ferieboliger i Andalusien, og Granada er aldrig længere væk, end du kan besøge byen på en dagsudflugt.
