Gå på opdagelse i Roms arkitektur

Colosseum
Colosseum er én af Roms store arkitektoniske seværdigheder

Roms kunsthistorie begynder med oldtiden, hvis arkitektur dominerer byen, dog kun i få tilfælde sådan, at man kan sige, at man står over for et fuldstændig bevaret bygningsværk. Blandt de bedst bevarede er Pantheon og de to små templer ved Tiberens bred, medens der i de fleste andre tilfælde er tale om ruiner, der i lige grad kalder på historisk forståelse og fantasi; begge egenskaber, som bliver rigt stimuleret på en rejse til den italienske hovedstads mange unikke kulturskatte.

Berømtest af disse ruiner er Colosseum, som er så relativt velbevaret, at selv den mest fantasiforladte kan indse, hvordan det har taget sig ud for små 2000 år siden, og Forum Romanum, hvis overvejende lave ruiner med enkelte oprejste søjler kun er en svag, men stadig meget smuk afglans af, hvordan romerrigets centrum så ud.

Oldtidens Rom

Oldtidens romere byggede stort og flot. Kernen var murstensvægge med flade sten, og de blev beklædt med marmorplader til forskønnelse. Desværre er det kun i de færreste tilfælde, vi møder disse marmorbeklædninger i dag, for senere tider har savnet sans for bevarelse af dem, når der skulle bygges nyt, og hvorfor dog indkøbe marmor i dyre domme, når man kunne hente det ganske gratis på tilsyneladende unyttige bygninger? Heldigvis havde de bærende mursten ikke den samme interesse, og derfor kan vi i dag glæde os over en række pragtbygninger, ganske vist ikke i den originale ydre fremtræden, men dog i den originale opbygning.

Det, der først og fremmest præger disse bygninger, er søjlen og buen. Søjlen er det væsentligste bærende element, bestående af en basis forneden, der hviler på fundamentet, og som fortsættes i form af den egentlige søjle eller søjleskaftet, det runde lodrette element, som foroven ender i søjlehovedet, der på sin side tjener som underlag for den øvre etages fundament. Dette søjlehoved er bredere end søjleskaftet for at skabe et solidt underlag for de vandrette eller buede bærende elementer; når det er kunstnerisk udformet, betegnes det som en kapitæl.

Tiberen og Peterskirken i baggrunden
Tiberen og Peterskirken i baggrunden

Der findes i oldtiden tre typer kapitæler, der alle er opstået i Grækenland: Den doriske kapitæl er den ældste og den enkleste, hvor man fornemmer det rent arkitektoniske formål ved, at vægten på søjlen gradvis udbredes til en større og større flade. Den ioniske kapitæl rummer et vist kunstnerisk element ved at tilføje voluter (”sofapøller”) uden direkte betydning for den arkitektoniske opbygning. Den korinthiske kapitæl er en videre udbygning af den doriske, hvor der finder rent kunstnerisk betonede udformninger sted, især i bladform.

Søjlekrafterne kan være glatte og er det normalt på de doriske søjler, eller de kan være kannelerede (lodret stribede i relief) som altid på de korinthiske søjler; ioniske søjler kan være såvel glatte som kannelerede. På de større romerske bygninger har man det princip, at den nederste etage har doriske søjler, den følgende ioniske og den øverste korinthiske søjler, som man bl.a. kan se det på Colosseum og med lidt mindre overbevisning på Marcellus-teateret. Bygninger af mere privat karakter flottede sig sjældent med søjler, men havde blot firkantede pæle med en ligeledes firkantet overligger, og dette princip blev fulgt langt op i tiden, så at det stadig kan iagttages på ældre bygninger i Roms gamle bydele.

Restaureret statue i Forum Romanum
Restaureret statue i Forum Romanum

Men på pragtbygningerne undgik man så vidt muligt disse vandrette forbindelser mellem søjlehovederne og erstattede dem med de langt mere bæredygtige buer, som giver et mere ligeligt tryk over hele bærefladen, et matematisk princip, der praktiseres den dag i dag, bl.a. ved brobygning.

Disse buer var altid halvcirkeformede; det er de såkaldte rundbuer, som levede videre indtil 12. årh., da man i Nordfrankrig opfandt spidsbuen, der præger den gotiske stil (næsten ikke repræsenteret i Rom), og som står i modsætning til den rundbuede romanske stil, som i den første del af middelalderen videreførte oldtidens rundbuestil.

Antikkens romere

Antikkens romere byggede helst rektangulære bygninger, og de fleste af deres templer har da også denne facon. Det fineste eksempel på en sådan rektangulær bygninger finder vi i Fortuna-virile-templet, og uden for Rom skal nævnes de tilsvarende templer i Vienne og Nîmes i Frankrig. De er overtaget fra græsk arkitektur, som man ikke mindst ser den realiseret i Paestum (100 km S for Napoli) og Agrigento på Sicilien. Romerne byggede som grækerne ikke kvadratisk, men netop rektangulært, således at indgangssiden var kortere end længdesiden, men stod i et harmonisk forhold til denne, oftest i det forhold, man kalder ”det gyldne snit”, hvor længden groft sagt er 1½ gang bredden.

Forum Romanum i Rom
Forum Romanum i Rom

Sådanne rektangulære bygninger brugtes ikke blot til templer, men også til en række civile formål, og de kunne antage betydelige dimensioner. De kaldes da basilika’er (oprindelig et græsk ord for et kongeslot), og der blev i oldtiden bygget adskillige basilikaer til de mest forskelligartede formål: børs, domstol etc. I Trier i det vestligste Tyskland kan man se en sådan basilika i perfekt bevaret stand. Kristendommen overtog denne byggestil, og de ældste kirker er basilikaer, dog med det særpræg, at den midterste del af en kristen basilika hæver sig højere end sidedelene. Dermed opstod den treskibede kirke med de to lave sideskibe på siden af det væsentlig højere midterskib, fra hvis øverste vinduer lyset trængte ind i det samlede rum. Rom har adskillige eksempler på denne type basilikaer, hvoraf de ældste går tilbage til 4. årh., men middelalderen igennem byggede man fortsat kirker efter dette mønster. Senere fik ordet basilika en anden og mere organisatorisk betydning.

Renæssancens Rom

Da renæssancen opstod omkring år 1400, brød man med basilika-princippet. Dette er i grunden selvmodsigende, fordi renæssancen netop forkastede middelalderens ”sorte periode” og søgte tilbage til oldtidens idealer. Renæssancen skabte centralkirken, muligvis med udgangspunkt i Gravlæggelseskirken i Jerusalem og med tydelig indflydelse fra Roms Pantheon. Den ægte renæssancekirke er koncentreret omkring en central del, hvor alteret er placeret, og hvorfra der i alle fire retninger udgår skibe af ens længde, den såkaldte græske korsform, hvis fineste repræsentant er Santa María degli Ángeli. Sådan skulle Peterskirken også oprindelig have været opbygget, men erkendelsen af det upraktiske i denne struktur medførte en slags kompromis mellem centralkirken og basilikaen, hvorved man skabte den ”moderne” kirke i latinsk korsform bestående af et langt skib (forlængelsen af centralkirkens ene arm), to tværskibe og et kor,; det sidste stort set af samme længde som hvert af tværskibene.

Peterspladsen i Rom
Peterspladsen i Rom

Denne opbygning havde allerede længe været den gængse i den gotiske kirke, men nyheden i renæssancen består i, at kirkehandlingens tyngdepunkt flyttes fra koret til korsskæringen (dér, hvor midterskibets og tværskibenes akser skærer hinanden), således at alterets plads flyttes hertil, som det meget tydeligt ses i Peterskirken. Denne struktur er helt logisk, fordi den giver mulighed for, at menigheden kan følge de hellige handlinger ved alteret uanset deres placering i skib, kor eller tværskib.

Senere tiders kirkebyggeri har stort set fulgt renæssanceprincipperne. De mange romerske kirker i barokstil er – bortset fra nogle enkelte centralkirker – næsten alle opbygget som Peterskirken, selv om tværskibet ofte kun er ganske kort, specielt inden for den barokvariant, som kaldes jesuiterstilen (opkaldt efter jesuiternes hovedkirke i Rom, Il Gesù). Men ellers er barok-arkitekturen mest en videreførelse og udbygning af renæssancen, og hovedforskellen ligger i den indre (og til dels ydre) udsmykning, hvor de buede linier dominerer på bekostning af renæssancens overvejende vinkelrette linier. Et typisk baroktræk er de rent dekorative søjler, som ikke støtter eller bærer noget, eller som højst tjener til støtte for en – oftes skrå eller buet – overligger, der ikke selv tjener noget bærende formål. Barokken indfører desuden de mange udsmykninger i stuk med forgyldninger m.v. som videreføres af rokokoen, der er en ren udsmykningskunst og altså ikke udtryk for en arkitektonisk skole.

Pantheon i Rom
Pantheon i Rom

Uden for kirkebyggeriet er der renæssancen, der frem for alt dominerer Rom med sine mange prægtige palæer, hvis forbilleder er hentet i Firenze. Også hér er det de vinkelrette linier, der dominerer. Palæerne er flere etager høje og har øverst et fremspringende tag, hvis vandrette støtter springer frem og ofte har en kunstnerisk udsmykning yderst. Facaderne kan undertiden virke noget monotone,men man skal se dem som udtryk for en ophøjet ro uden tendenser mod barokkens sprælske figurlighed, som kun sjældent kommer til udtryk på civile romerske bygninger.

Roms arkitektur efter det attende århundrede

Siden det 18. årh. er der ikke skabt original romersk arkitektur. Man kan finde bygninger fra nyere tid af interesse, men uden specielt romersk særpræg, og ofte kun i form af efterligninger af tidligere tiders arkitektur, som det især var almindeligt i 19. årh. En kolos som domhuset (Palazzo della Giustizia), dens imposante skønhed ufortalt, kunne lige så godt have stået i Bruxelles eller Berlin. I det hele taget er det påfaldende, i hvor ringe grad Rom har deltaget i det ellers så udbredte europæiske byggeri i 19. årh., såvel det nyklassicistiske som det historicistiske, hvilket vel i ved udstrækning hænger sammen med, at Rom allerede havde sine arkitektoniske storværker, medens andre europæiske byer havde brug for at skabe dem, og i vid udstrækning med Rom som forbillede.

Den nyere tids arkitektur i Rom

Vort århundrede har vel intet skabt af blivende værdi i Rom. Byen har udvidet sig i ganske betydelig grad, men det er mest sket i form af terrænudvidelser i udkanten, hvorimod centrum er forblevet temmelig uberørt. De tre væsentligst undtagelser er Victor-Emanuel-monumentet ved Piazza Venezia, som de fleste betragter som en enorm misforståelse, Universitetet og hovedbanegården, Stazione Termini, som burde karakteriseres på samme måde, hvis ikke den lå så tilpas af vejen og i øvrigt – modsat monumentet – tjente et virkelig fornuftigt formål.

Hvis du vil se moderne arkitektur, er Rom ikke det rette rejsemål. Men hvis du vil se arkitektur fra før år 1800, kan du vanskeligt foretage et bedre valg.

Find rejser til Rom med Hideaways her.

Skrevet af
Mere fra Marie

Toscana inviterer dig ind i sit kulturelle skattekammer

Hvis du er på ferie på ét eller flere af vores hideaways...
Læs mere

Skriv et svar