Forkæl dine smagsløg: ”Træfsikre” restauranter på Mallorca

Mallorca mad
Nyd den gode mad på Mallorca i hyggeligt selskab

Indrømmet! Jeg bliver en ekstra smule lækkersulten, når talen falder på spansk mad (og vin). Derfor er jeg da også glad for, at jeg har indtaget dagens middag, når jeg i skrivende stund skal give dig et par fif til restaurantforslag, når du ferierer på Mallorca.

Lad det være sagt med det samme: Det er mere en udfordring at vælge fra end at vælge til. Øen har nemlig igennem det seneste årti gennemgået en forvandling hvad angår velsmagende spisesteder. Der er næsten ikke en by eller et område, der ikke kan bryste sig med at have en international kendt restaurant, der er nævnt i enten Michelin, The Guardian, Lonely Planet eller flere af de andre velkendte medier.

Et par fif til nogle af de gode madoplevelser

Denne guide neden for er dog 100% subjektiv og er skrevet ud fra mine egen (spise)oplevelser. Jeg kunne sagtens nævne flere end de fire, der er angivet, men så har du i hvert fald en smagsprøve på nogle af de restauranter, som jeg værdsætter, når der står PMI på flybilletten – og jeg kommer gerne selv tilbage, ja… Faktisk falder jeg helt hen i minder, når jeg skal skrive om hver enkelt restaurant i listen neden for. Et godt måltid på Mallorca er nemlig meget mere end blot et menukort: Det handler i lige så høj grad om stemningen, den personlige service, selskabet og ikke mindst råvarerne, der anrettes på din tallerken.

Lad mig give dig et par fif til nogle af de gode madoplevelser, som jeg har haft på mine ture rundt på øen. Selvom du ikke er nået igennem listen, så vil jeg gerne afslutte med et ¡Buen provecho (velbekomme). Listen er i øvrigt vist i vilkårlig rækkefølge:

Restaurante Flor de Sal

Lad mig begynde denne ”anmeldelse” med konklusionen: Mums, sikke et måltid! Tænk at der findes sådan et sted med så mange detaljer (alle tallerkener, saltbøsser, kaffekrus er designet til Flor de Sal), sådan en beliggenhed (helt ud til Middelhavet) og på trods af den høje kvalitet fra ’le chef’ i køkkenet, så er servicen alligevel uformel på den formelle måde ude på gulvet. Det er faktisk svært at forklare, hvad jeg fik serveret, for køkkenchefen Jonay tryller med råvarerne, så de nærmest forvandles til fusionsanretninger. Det er helt vildt!

Restaurant Flor de Sal Mallorca
Restaurant Flor de Sal Mallorca

Jonay kommer fra Tenerife, og derfor kan du glæde dig til at smage på delikatesser fra såvel de kanariske øer, men naturligvis er det mallorcinske islæt en stor del af menukortet med et rigt udvalg af tapas m.m. Hvis der stadig er ”skumfiduser” (ja, du læste rigtigt) på dessertkortet, når du kommer, så lov mig at smage dem – dine øjne og dine smagsløg vil takke dig for det: )

Restaurante Flor de Sal er en oplevelse, du skal unde dig selv at prøve, når du holder ferie på Mallorca – her får du en cool, sjov og yderst velsmagende aften, som du sent vil glemme. Restauranten er indrettet således, at du både kan sidde ude og inden for (som en overdækket terrasse). På en stjerneklar aften, og når mørket har lagt sig, så glæd dig til at se Middelhavet blive oplyst af stjernerne, der giver et helt særligt skær – så min anbefaling er, at du bestiller et bord, der ligger helt ude ved gavlen, så sidder du nemlig i første paket til at nyde de smukke omgivelser.

Adresse: C/ Francisca Capllonch Plomer, 11 – Camp de Mar
Bordreservation: +34 971 23 55 66

Hideaways i nærområdet: Bahia Camp de Mar Suites (ligger på samme adresse), Coronado Thallasso & SPA (ca. 3,5 km), Hotel Cala Fornells (ca. 3,5 km)

Antic Grill

Hvis du bor i eller omkring landsbyen Bonyola (ca. en halv times kørsel fra Palma), så kan jeg på det varmeste anbefale, at du lader dine smagsløg få en oplevelse på Antic Grill. Restauranten ligger som nabo til kirken og det lille landsbytov, og udefra gør facaden ikke meget væsen af sig. Måske derfor er overraskelsen ekstra stor, når du får serveret den ene lækkerbisken efter den anden – tilsat meget personlig, humoristisk og personlig service.

Jeg kan nærmest anbefale alt på menukortet, for alt er frisklavet og med mange lokale råvarer. Til forret fik vi gambas al ajillo (rejer med hvidløg) og perfekt stegt andebryst med garniture. Til hovedret stod den på et velvoksent stykke laks og lammefilet med rødløgskompot og pocheret pære – igen meget flot anrettet med mange små detaljer. Til dessert valgte vi frisk frugt med ananas, passionsfrugt, mango og jordbær.

Som prikken over I’et er det faktisk relativ billigt. Vi spiste forret, hovedret og dessert inkl. vin og vand for ca. EUR 64,00 for to personer.

Adresse: Carrer Santa Bàrbara, 3, 07110 Bunyola
Bordreservation: +34 871 03 40 07

Hideaways i nærområdet: Es Corte Vell Inland Hotel (gåafstand fra Antic Grill)

Restaurant Velería

Jeg har flere gange været så heldig at befinde mig på denne adresse, for her ligger nemlig et af vores hoteller, Hesperia Villamil. Dog er det første (men ikke sidste) gang, at jeg bliver inviteret til at spise i hotellets á la carte-restaurant ved navn Velería, der på dansk betyder ’sejl’ eller ’lærred’ (fra et sejlskib). Da jeg tidligere med velbehag ’kun’ har spist til aften i Villamil’s hovedrestaurant, hvor der serveres buffet, så er nysgerrigheden stor for at prøve deres lille, intime restaurant med spanske og middelhavsinspirerede retter.

Restaurant Veleria
Restaurant Velería

Jeg elsker, at menukortet ikke har et kæmpe udvalg, men her er der kræset om enkelte retter – og jeg må sige, at nydelsen ved at sidde her på kanten af strandbredden og spise sig igennem kokkens specialiteter er stor. Jeg kan varmt anbefale såvel risottoen, entrecoten og til den søde tand kan du træfsikkert vælge alt fra det lille menukort: )

Mellem retterne kan du sætte tænderne i det hjemmebagte brød (har en god krumme), smørret i forskellige varianter er tillige hjemmelavet, olivenolien til at dyppe brødet i er sirligt udvalgt fra øens produktion og saltet stammer fra Estrenc på den sydøstlige side af Mallorca.

Adresse: Bulevar de Peguera 66, 07160 Peguera
Bordreservation: +34 971 68 60 50

Hideaways i nærområdet: Hesperia Villamil (ligger på samme adresse), Coronado Thallasso & SPA (ca. 4 km), Cala Fornells Hotel (ca. 4 km)

Restaurante Oliu

Et romantisk gemmested! Kort og godt. Og så smager maden i øvrigt vidunderlig. Hvis du vil overraske din bedre halvdel på ferien, så skal du bestille et bord uden for på terrassen her på Restaurante Oliu, og uden at give nogen garanti, så vil jeg alligevel mene, at det godt kan udvikle sig til en aften a la Lady & Vagabonden. Her sidder du omgivet af oliventræer (deraf navnet), og alt fra indretning til service fra personalets side harmonerer med de hyggelige omgivelser.

Denne restaurant har jeg allerede anbefalet til mange, der skal bo i området ved Port D’Andratx, og selvom prisniveauet ligger i den høje ende sammenlignet med andre restauranter på Mallorca, så er hver bid alle pengene værd – lov mig i det mindste bare at overveje at tage hertil, for du vil få en madoplevelse, som du ellers kun troede fandtes på Michelin-restauranter.

Hotel MonPort Mallorca
Mon Port Hotel & Spa ligger ca. 8-10 minutters gang fra Resturante Oliu i Port d’Andratx

Jeg spiste her på en hverdagsaften, og der var fyldt op ved alle borde, så forhåndsreservation kan anbefales. De har ud over á la carte også en menu degustation, og her er det kokken, der overrasker dig – ergo: Du ved ikke på forhånd, hvad du får serveret. Hvis du ”tør” at springe ud i det ukendte, så gør det. Jeg fortrød i hvert fald ikke at have smagt på en eneste af de i alt 7 retter, der var på den ”hemmelige menu” den dag: ) Desuden er her et udmærket vinkort med flasker fra såvel Mallorca, det øvrige Spanien, men også flere udenlandske og oversøiske. OBS: Restauranten kan være lidt tricky at finde, men sådan er det med gemmesteder. Den ligger ud til hovedvejen, men du ser ikke trafikken fra restauranten – dog kan den høres, hvis du sidder udenfor på terrassen.

Adresse: Carretera Port d’Andratx, 67, 07150 Andratx
Bordreservation: +34 971 235 830

Hideaways i nærområdet: Mon Port Hotel & SPA (ca. 2,3 km), La Pergola Aparthotel (ca. 2,5 km).

Mere om Mallorca

Jeg håber, at du kan finde inspiration til en god middag på Mallorca med ovenstående restaurantforslag. Næste indlæg bliver med forslag til frokostrestauranter, så hold øje med de kommende indlæg her på bloggen. Du kan også udnytte ventetiden med at læse nogle af de andre blogindlæg jeg og mine kolleger har skrevet om maden, vinen og det gode liv på Mallorca, f.eks.:

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere