Første gang i Dublin? 10 oplevelser du vil elske i den irske hovedstad

Tag med til Dublin – her får du ti tips til din første tur.

Irlands hovedstad er ustyrlig charmerende med sit mix af brostensbelagte stræder, moderne bygninger og de mange smukke broer, der fører over floden Liffey. Men det, der måske gør byen så ekstra speciel for mange, er musikken, pubberne og de skønne mennesker, der tager så fantastisk imod os. Tag med til Dublin – her får du ti tips til din første tur.

Lovely day for a Guinness

Ingen tur til Dublin uden en fed, mørk Guinness med blødt skum på toppen og en Jameson whisky, der rund og lækker får smagsløgene til at slå smut. Guinness og whisky kan jo nydes døgnet rundt, men et hyggeligt tidspunkt er ved arbejdstids ophør, som de lokale gerne afrunder med en kølig fadøl på pubben. Besøg også Guinness Storehouse, der siden 1759 har glædet irerne og verden med den gode øl.

Det er spændende at besøge Guinness Storehouse i Dublin for at få et indblik i, hvordan denne skønne drik bliver produceret. Foto: Bob Familiar. CC BY 2.0

Der er smagning efter rundturen, og fra baren øverst i bygningen er der udsigt over Dublin. Også Old Jameson Destillery åbner dørene for besøgende, hvor du får en intro den traditionelle irske whisky-fremstilling.

Irlands største og vildeste fest

Grønt hår, grønne kæmpehatte, bluser, bukser, makeup – alt er grønt. Det er den 17. marts, St. Patricks Day, Irlands nationaldag, og irerne fester, i Dublin, i Irland, over hele verden. De fejrer deres skytshelgen Saint Patrick, der regnes for den, der kristnede irerne i det 5. århundrede. Og alle er velkomne til at feste med. I Dublin er der rejst en katedral til hans ære – St. Patricks Cathedral, Irlands største kirke, som blev grundlagt i 1191 og med et spir på 43 m også den højeste. Sæt tid af til besøget – der er meget at nyde. Gratis adgang.

Seks millioner bøger + en

Wauw … bare wauw! Gå ikke glip af et besøg på the Old Library på Trinity College. Specielt det lange rum skal opleves – uanset om du er vild med bøger eller ej. Det er vildt smukt. Trinity College Library er det største bibliotek i Irland, hvor omkring seks millioner bøger og manuskripter har til huse.

Old Library på Trinity College er et imponerende syn!

For at få plads til alle de ord, er der bygget flere bygninger på området. På egen boldgade i Dublin Men det er det gamle bibliotek fra det 18. århundrede, de fleste turister kommer for at opleve. Og The Book of Kells, et 1.200 år gammelt manuskript, som bliver regnet for Irlands største nationale skat.

Stille tanker ved mindesmærke

Du er på ferie, nyder livet, letheden og en skøn, skøn by, der giver plads til det hele. Men giv også dig selv lidt tid at dvæle ved skulptursamlingen Famine Memorial – et mindesmærke for den store hungersnød i 1845-1849, hvor over en million mennesker døde af sult i Irland, og hvor yderligere 1,5 million mennesker blev tvunget til at udvandre på grund af sult. Skulpturerne fra 1997 står tæt ved Samuel Becket Broen.

Det grønne Dublin

Trænger du til at slappe af med kig til springvand, søer med svaner og et væld af blomster, ja så er St. Stephens Green stedet. Tidligere var området for eliten, men i det 18. århundrede blev det åbnet for alle. Parken ligger lige ved Grafton Street.

St. Stephen’s Green er en herlig oase midt i byen. Foto: Anna & Michal. CC BY-SA 2.0

Besøg også Phoenix Park, der er ca. dobbel så stor som Central Park i New York. Inden for en 16 km lang mur finder du blandt meget andet en zoo, græsområder med fritgående kronhjorte og dådyr, præsidentens residens og Irlands politihovedkvarter. Her afholdes også jævnligt open-air-koncerter.

Tid til at svinge dit visakort

Ferie er også tid til shopping, og Dublin er fed at shoppe i. Afsøg Grafton Street, der har ry som Dublins mode-gade, Henry Street med kædeforretninger, stormagasiner og shoppingcentre side om side. Byens hovedgade O’Connell Street med både shopping og sightseeing. Det flotte, lyse og overdækkede Stephen’s Green Shopping Centre, Jervis Shopping Centre Man kan blive ved. Hvis du kommer tomhændet hjem, er det i hvert fald ikke Dublins skyld.

Drop GPS’en og snup en Guinness

Pubber, restauranter, klubber og musikanter på gaderne og i pubberne. Der er altid noget at opleve på gader og stræder i Dublin. Slå GPS’en fra og gå dine egne veje, sæt dig på en fortovskant eller smut ind i en pub, du synes ser hyggelig ud. Nyd stemningen, musikken, folk, fæ og måske også nye frænder. Og lad Dublin lige så stille blive en del af dit dna – hvis den da ikke allerede er det. Dog vil vi lige nævne Temple Bar Pub, som er en af de mest berømte pubber i Dublin.

The Temple Bar i Dublin er et af byens mest kendte pubs Foto: Miquel Ràmia. CC BY-SA 2.0

Broerne over floden Liffey

Den 125 kilometer lange flod Liffey deler Dublin i to: en nordlig del, hvor arbejderklassen typisk holder til og en sydlig, hvor de mere velstående lever deres liv. Der har ”altid” været broer over floden, men de er blevet flere. I dag forbinder ca. 16 broer de to områder. Tag en gåtur langs vandet, nyd synet af de smukke og forskellige broer. Kryds over på en af dem, gå tilbage ad en anden, og nyd stemningen, flodens løb og de flotte og elegante konstruktioner. Den nok mest berømte er Ha’penny Bridge fra 1816, der har fået sit navn, fordi det i sin tid kostede en halv penny at krydse den.

Tortur og offentlige hængninger

Ordet fængsel får de fleste til at gyse, og der er virkelig også noget at gyse over, når man besøger fængslet Kilmainham Gaol, der ligger i nærheden af Phoenix Park. Den audiovisuelle udstilling fortæller fængslets historie, mens guiderne kan berette om tortur, oprør og offentlige hængninger. Her blev blandt andre lederne af Påskeoprøret i 1916 fængslet og henrettet.

Kilmainham Gaol tager dig med tilbage i tiden, og her kan du opleve en lidt skræmmende del af Dublins historie. Foto: Bob Familiar. CC BY 2.0

Det er en uhyggelig, men også vigtig del af Irlands historie. Kilmainham Gaol blev bygget i 1796, lukket i 1924 og åbnet som museum 1971.

Det lille museum

Skulle det en dag regne ’cats and dogs’, er The Little Museum of Dublin, der ligger i et smukt georgiansk byhus i centrum, absolut et besøg værd. Her får du byens historie fortalt i ord, billeder og personlige effekter, doneret af byens borgere. Snup en 40 minutters guidet tur, der dækker 1.000 års historie! Tjek også deres ”What’s Happening”-kalender, hvor de tilbyder alle mulige forskellige events fra en gåtur i St. Stephens Green til georgiansk party. Museet ligger ved St. Stephens Green, to minutter fra Grafton Street.

Rejs til Dublin med Hideaways og bo på håndplukkede hoteller og ferielejligheder i den irske hovedstad

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere