El Caminito del Rey – Andalusien med sug i maven

El Caminito del Ray
El Caminito del Ray. Foto: dancing_triss. CC BY 2.0

Der er garanti for sug i maven og en enestående naturoplevelse, når du går en tur ad den berømte vandresti El Caminito del Rey i Andalusien. Stien som er genåbnet efter en omfattende renovation, inkluderer en berygtet, højdeskræksinducerende gangbro og er på Lonely Planet’s liste over verdens mest interessante attraktioner.

El Caminito del Rey

El Caminito del Rey, som oversat til dansk betyder “Kongens lille sti”, ligger knap en times kørsel nordvest for Malaga nær den lille by El Chorro. Stien blev oprindeligt etableret imellem 1901 og 1905 for at give arbejdere en nem genvej mellem to vandkraftværker i området.

Stien blev dog også hurtigt en yndet genvej for den øvrige befolkning i og omkring El Chorro. I 1921 spadserede den spanske konge Alfons XIII en tur på stien, hvorfra navnet El Caminito del Rey stammer.

El Caminito del Rey.
El Caminito del Rey. Foto: Isa RuizCC BY 2.0

Den mest berømte del af stien er en gangbro, som klynger sig til klippevæggene højt over kløften Garganta del Chorro. Efter årtiers forfald var særligt denne del af stien dog sidst i 1990’erne i en sørgelig forfatning, og det var derfor efterhånden kun de mest dristige vovhalse, som turde begive sig ud på den hullede gangbro. Efter flere dødsulykker blev stien helt lukket for offentligheden i år 2000.

Genåbnet efter renovation

Efter flere års restaureringsarbejde og en investering på 5 millioner euro, genåbnede Andalusiens berømte kongesti igen i 2015 og du kan nu begive dig ud på den spektakulære vandresti, hvortil adgangen er gratis, men dog kræver forhåndsreservering.

Ifølge den officielle beskrivelse er den samlede længde af El Caminito del Rey på 7,7 kilometer, hvoraf 1,5 kilometer er ad de berømte gangbroer. Man har ved renovationen brugt de oprindelige teknikker og materialer, men har dog blandt andet også lavet sektioner med glasbund for at give besøgende et svimlende kig ned i kløftens dyb.

Du skal regne med at bruge 4-5 timer på at gå den fulde længde af stien.

Du kan finde mere information om adgangsforhold, sikkerhed, historie og reservere adgang til vandrestien på den officielle hjemmeside for El Caminito del Rey her

Rejser til Andalusien

Kongens lille sti er langt fra den eneste attraktion, som byder på mulighed for at holde en aktiv ferie i Andalusien. Læs for eksempel også om at udforske Andalusien på de grønne stier.

Dertil kommer naturligvis de mange andre spændende oplevelser, der venter dig i denne del af Spanien i form af kulturliv, dejlig mad og meget mere. Alt sammen kan du fordybe dig i på en rejse med ophold på et unikt hideaway.

Læs mere om rejser til Andalusien med Hideaways

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Mikkel H

Mad og vin på Sardinien

Den charmerende og naturskønne Middelhavsø Sardinien har en venlig og imødekommende lokalbefolkning....
Læs mere

Skriv et svar