Chocolate con churrus på Chocolateria San Ginés i Madrid!

Chocolateria San Ginés
Chocolateria San Ginés i Madrid

Chocolate con churrus er en lækkerbisken, som alle chokoladeelskere vil nyde, og jeg må tilstå, at jeg på min seneste rejse til Madrid også hengav mig til smovseri og et næsten uhæmmet indtag af kalorier – jeg svælgede i chocolate con

churrus – en spansk specialitet, der serveres på mange caféer, men det helt rigtige sted at spise dem, er på Chocolateria San Ginés.

Du finder frem til San Ginés ved at gå ad Calle del Areal fra Puerta del Sol og på venstre hånd tage Pasadizo de San Ginés – der ligger en meget fin gammel bogkiosk på hjørnet, så du kan ikke tage fejl, og oppe for enden af den lille smøge ligger så dette specielle sted, der har eksisteret siden 1894.

Jeg ville slå mig ned ved et ledigt bord, men opdagede snart at man først bestiller og betaler, før man sætter sig. Tjeneren fik min kvittering og kom derefter med en stor kop tyktflydende lækker chokolade og en tallerken med 6 churros – også kendt som spanskrør – de er lavet på en vandbakkelsesdej og kogt i olie.

Det hele går nu ud på, at dyppe sine churros i chokoladen og tro mig, der hænger meget på. Der er bund selv i fattigfolk, så jeg spiste ikke op, men skyllede efter med et glas koldt vand, som caféen meget belejligt har sat frem.

Nej, det er ikke nogen stor kulinarisk oplevelse, men fint at have prøvet en spansk specialitet, der adskiller sig en hel del fra den velkendte lækre skinke og gode Manchego ost.

Chocolate con churrus

Foto: Trespassmag

Opskrift på Chocolate con churrus

Skulle du få lyst til selv at lave churros, så kommer opskriften her:

Du skal bruge

  • 3 ½ dl. vand
  • 1 ½ tsk salt
  • 60 g. smør
  • 180 g. hvedemel
  • 3 æg
  • Vegetabilsk olie til friture stegning

Sådan gør du:

Kom vand, smør og salt i en gryde. Kog det op og kom melet i. Rør godt rundt dejen har samlet sig. Tag gryden af varmen og lad de køle 15-20 minutter.

Hæld dejen i en skål og pisk (elpisk) de 3 æg i et efter et.

Hæld rigeligt med olie i en gryde eller høj pande. Hæld dejen i en sprøjtepose og tryk den ud i lange stykker ca. 15 cm. Koges i ca. 6 min. Lad dem dryppe af og læg dem på fedtsugende papir.

Du kan jo spise dem ”på dansk”, altså med flormelis, strøsukker eller som tilbehør til is.

Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere