Besøg Central Park – New York Citys mest berømte åndehul

Central Park
Central Park er New York Citys mest berømte åndehul. Foto-kredit: Pom´. Oploadet under licensen CC BY-SA 2.0

Hvis der er ét sted, som næsten alle turister, der besøger New York City, kender på forhånd, selv når de aldrig selv har set det, er det Central Park, beliggende mellem Upper West Side og Upper East Side i bydelen Manhattan. Parken, der er den mest besøgte bypark i USA, med omkring 40 millioner besøgende årligt, er nemlig et af ​​de mest filmede steder i verden, og blev så tidligt som i 1963 udpeget som et nationalt historisk vartegn af det amerikanske indenrigsministerium og er senest tilføjet den tentative liste over UNESCO´s verdensarvssteder i april 2017.

New York Citys femtestørste park

New York Citys mest populære og berømte park er dog faktisk hverken byens største eller ældste park. Central Park blev designet i 1858 af landskabsarkitekt og forfatter Frederick Law Olmsted og den engelske arkitekt Calvert Vaux, der også designede Brooklyn’s Prospect Park i 1867. Det var hele 134 år senere end New Yorks første offentlige park, Bowling Green Park, der blev grundlagt i 1733.

Central Park er heller ikke, som mange tror, den største park i New York. Faktisk er parken med sine 3,41 kvadratkilometer land kun den femte-største park i New York City efter Flushing Meadows-Corona Park i bydelen Queens på 3,63 kvadratilometer, Van Cortlandt Park i bydelen Bronx på 4,64 kvadratkilometer, Greenbelt i bydelen Staten Island på 7,20 kvadratkilometer og den største af dem alle, Pelham Bay Park i bydelen Bronx på 11,19 kvadratkilometer.

Parken er afgrænset mod nord af Central Park North (ved 110th Street), mod syd af Central Park South (ved 59th Street), mod vest af Central Park West (ved 8. Avenue ), og mod øst af Fifth Avenue. Der er 4 kilometer mellem Central Park South og Central Park North og omkring 0,8 kilometer mellem Fifth Avenue og Central Park West.

Central Park
Mange New Yorkere tager på en søndagsudflugt i Central Park, når det er godt vejr. Foto-kredit: Henry Hemming. Oploadet under licensen CC BY 2.0

Forbillede for parker over hele verdenen

Da det således hverken er størrelsen eller alderen alene, der gør Central Park speciel i en new yorksk kontekst, er det relevant at spørge, hvad det så er, der gør lige netop dén park så populær? Ét af svarene er formodentlig beliggenheden i bydelen Manhatten, der ikke bare er New Yorks tættest befolkede bydel, men også af mange new yorkere betragtes som byens økonomiske, administrative og kulturelle centrum og ofte kaldes “The City” på grund af dens store betydning for byen.

Parkens kontrastfulde udseende i forhold til dens urbane omgivelser, kilet ind som en flad, aflang og grøn ø mellem Manhattens hav af gigantiske højhuse, har formodentlig også bidraget til dens globale berømmelse og til, at parken efter sigende er det mest filmede sted i verden. En rapport fra december 2017 viste således, at hele 231 film brugte Central Park til on-location optagelser det år, hvilket er 71 flere optagelser end der samme år blev filmet i Greenwich Village og 132 flere optagelser end der officielt er blevet filmet på Times Square det samme år.

 

Central Park om vinteren
Central Park er også et smukt sted om vinteren. Foto-kredit: vincent desjardins. Oploadet under licensen CC BY 2.0.

Derudover rummer parken en række store kulturelle seværdigheder, hvoraf den største uden tvivl er Metropolitan Museum of Art, som er blandt de største og mest besøgte kunstmuseer i verden, beliggende i den østlige side af parken.

Sammen med parkens rige fauna og flora, de syv (kunstige) søer, de 21 legepladser, de to store restauranter, og de mange gode muligheder for at ro, køre i hestevogn, cykle, løbe, gå tur eller solbade i de grønne områder har disse seværdigheder med tiden givet Central Parks en kulturel position i byen, som ligner Hyde Parks i London og Englischer Gartens i München og har gjort den til forbillede for mange byparker andre steder i verden, herunder San Franciscos Golden Gate Park, Tokyos Ueno Park og Vancouvers Stanley Park.

Se alle rejser til New York City med Hideaways her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Andreas

Besøg Central Park – New York Citys mest berømte åndehul

Hvis der er ét sted, som næsten alle turister, der besøger New...
Læs mere

Skriv et svar