Aktiv ferie på Cypern – de største sportsarrangementer i 2018

Test din form på mountain bike med en rejse til Cypern i foråret. Foto: Lexware Mountainbike Team, Public Domain.

De fleste af os tager på ferie for at koble af og komme lidt væk fra hverdagen. En afslappende ferie kan dog sagtens også være en aktiv ferie. Vil du ikke sætte din krop helt på standby i ferien, er Cypern det perfekte rejsemål. Her er der i løbet af året rig mulighed for at få feriemotion ved en stribe sjove, sociale sportsbegivenheder.

Sportsårets højdepunkter på Cypern

Hvad enten du ønsker at teste grænserne for din egen fysiske formåen eller vægter den sociale oplevelse højest, har du igen i 2018 talrige spændende aktiviteter og begivenheder at vælge mellem på Cypern. Herunder kan du se et lille udpluk.

Aktiv ferie vandretur
Der er masser af flotte vandreruter på Cypern.

The Cyprus Strollers (Januar – maj)

Hvis du vil starte året lidt blidt, kan du møde op til en af The Cyprus Strollers’ weekend-vandreture. Dette er en klub for alle friluftsentusiaster, som ønsker at få lidt motion i weekenden og samtidig udforske Lefkosia (Nicosia) eller Cyperns naturområder. Det er gratis at gå med på turene og alle er velkomne, både familier og turister. Det er en oplagt mulighed for at møde lokale og andre ferierejsende. Der er vandreture de fleste weekender frem til maj. De varer normalt to til tre timer og følger ruter, der beskrives som lette til mellemsvære. Turene starter om morgenen og afsluttes normalt med en frokost på en taverna eller en picnic.

Se oversigt over ture mm. på klubbens egen hjemmeside: cyprus-strollers.org

Walking Festival 2018 (4. marts – 13. maj)

Cyperns turistkontor og Skovstyrelse arrangerer ligeledes i foråret en række guidede vandreture, hvor der lægges vægt på at give deltagerne mulighed for at opleve øens natur. I løbet af Walking Festival 2018 kan du således deltage i en bred vifte af vandreture ad ruter langs den betagende kyst og oppe blandt de skovdækkede bjerge. Undervejs vil guiderne fortælle om øens plante- og dyreliv samt udpege interessante geologiske fænomener.

Hent det fulde program

Logicom Cyprus Marathon (4. marts)

Har du holdt løbeformen ved lige hen over vinteren, kan du på en rejse til Cypern i starten af marts deltage i Logicom Cyprus Marathon. Løbet der afholdes for 20. gange i 2018, består udover hoveddistancen på 42,195 km af flere kortere distancer helt ned til 5 km, så alle kan være med. Melder du dig til maraton-distancen går starten ved Petra Tou Romiou (Afrodites sten, hvor Afrodite eftersigende kom op af havet og gik i land) og derefter følges en smuk, kystnær rute langs Middelhavet, hvor flere charmerende landsbyer passeres undervejs.

Find mere information om løbet på den officielle hjemmeside: logicomcyprusmarathon.com

Cyprus Sunshine Cup
Det tidlige solrige forår giver perfekte forhold til at teste formen for både proffer og amatører. Foto: Lexware Mountainbike Team, Public Domain.

Cyprus Sunshine Cup Challenge ( 22-25. marts)

Cyprus Sunshine Challenge er en event, hvor seriøse mountainbike-motionister får chancen for at deltage i de tre første etaper af UCI-løbet Cyprus Sunshine Cup, som normalt tiltrækker nogle af verdens bedste MTB-ryttere. Løbet ligger blot to uger før starten på World Cup 2018 i Sydafrika, så arrangørerne forventer at ekstra mange professionelle vil benytte chancen for at varme op på Cypern.

Cyprus Gran Fondo 2018 (23-25. marts)

Du kan også udnytte det gode cykelvejr på Cypern i foråret til at deltage i landsvejsløbet Cyprus Gran Fondo. Ligesom mountainbike-løbet omtalt ovenfor er dette cykelløb åbent for både professionelle ryttere og amatører. Kan du følge med, kan du derfor kører skulder ved skulder med proffer, når ruten tre dage i træk tager jer fra middelhavskysten op til nogle af Cyperns flotteste bjerge og gennem gamle landsbyer.

Løbet udnytter til fulde at øen byder på et meget varieret terræn, hvor man på selv en forholdvis kort cykeltur kan opleve alt fra helt flad vej til stejle hårnålesving. Selv hvis du ikke deltager i et cykelløb, er der derfor masser af muligheder for at udforske omgivelserne på to hjul. Der er således talrige firmaer nær de populære feriebyer, som tilbyder cykeludlejning og transport til gode cykelområder samt guidede ture.

Triatlon
Der afholdes flere triatlon på Cypern i løbet af året, hvor der både kan detages som hold og individuelt. Foto: skeeze, CC0 Creative Commons.

Larnaca Triathlon (13. maj)

Et af de mest populære triatlons på Cypern afholdes ved Larnaca i Makenzie-området, som er et af øens mest populære feriemål. Mange af løbets deltagere benytter da også chancen for at tage familien med (og dermed måske sikre husfreden), som så kan nyde en dag ved stranden og samtidig være tæt på løbet. Dette er dog ikke det eneste triatlon på Cypern i 2018.

Allerede den 18. marts løber Ayia Napa Triathlon for eksempel af stablen. Dette populære triatlon består af tre løb af forskellige længder. Det korteste, Sprint Triathlon, hvor man kun skal svømme 750 meter, cykle 20 km og løbe 5 km, er velegnet til nybegyndere, som for første gang skal stifte bekendtskab med disciplinen.

Læs mere om løbet og tilmelding

 Akamas halvøen
Akamas halvøen er et meget naturskønt område, som indbyder til vandreture og badning i den blå lagune. Foto: Wojciech Biegun, CC BY-SA 3.0.

The Cyprus International 4-day Challenge (22-25. november)

I sommermånederne hvor temperaturen på Cypern ofte kravler op over 30 grader, er det af gode grunde småt med sportsarrangementer i kalenderen. I de måneder er det mere oplagt at fordrive tiden ved vandet, hvor der dog naturligvis er rig mulighed for at være aktiv i og på vandet.

Rejser du hertil i efteråret, er temperaturen igen faldet til et niveau, der indbyder til en aktiv ferie. Det kunne for eksempel være at deltage i løbet Cyprus International 4-day Challenge, der set over de fire dag er lidt længere end et maraton. Løbet består af en 6 kilometers ‘time trial’, et multi-terræn halvmaraton, et 11 kilometers bjergløb og et 10 kilometers byløb. Det hele finder sted nær Pafos i og omkring Akamas Peninsula National Park, der er et af de flotteste naturområder på øen. Deltager du ikke i løbet, er halvøen alligevel er et meget anbefalelsesværdigt udflugtsmål med mange gode stier til vandreture og masser af fugleliv og flora.

Cypern udsigt
Efter en aktiv dag kan du nyde solen og udsigten med god samvittighed.

Rejser til Cypern

Hvad enten du planlægger en aktiv ferie med vandreture i bjergene og vandsport ved kysten eller du bare vil slappe helt af, er valget af feriebolig afgørende for en vellykket ferie. Hideaways har allerede gjort forarbejdet for dig og fundet de hoteller og ferieboliger, som kan danne den perfekte ramme om en afslappet ferie på den populære middelhavsø eller den ideelle base for oplevelsesrige udflugter og aktiviteter.

Se alle rejser till Cypern med Hideaways her

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Mikkel H

Miljøzoner i Italien (ZTL) – det skal du vide

I mange italienske byer er der indført såkaldte miljøzoner, som typisk begrænser...
Læs mere

Skriv et svar