5 steder du skal opleve på din første rejse til Marrakech

Marrakech marked
Marrakech er kendt for sine farverige markeder. Foto: Jonny Joka, Pixabay.

Marrakech ligger for foden af de sneklædte Atlasbjerge, som troner majestætisk over byens okkerfarvede bygninger. Går du på opdagelse i de labyrintiske gader og stræder nede imellem disse finder du en fascinerende, eksotisk verden af livlige markeder, minareter, basarer, tagterrassecaféer og smukke haver. Lige så charmerende et rejsemål Marrakech er, lige så kaotisk og overvældende kan Marokkos tidligere kongeby dog føles for den førstegangsbesøgende. Herunder får du derfor tips til en håndfuld af de seværdigheder og oplevelser, du ikke bør gå glip af på en rejse til Marrakech.

Eventyr på kanten af Sahara

Marrakech består i grove træk af en gammel bydel, medinaen, som er centreret omkring den store markedsplads Jemaa al-Fna og en nyere bydel Guéliz mod vest. Der er masser at se og opleve i begge områder, men især den ældste bydel har en naturlig tiltrækningskraft på de fleste besøgende. Her vil du ofte føle dig hensat til 1001 nats eventyr. Du vil i hvert fald hurtigt forstå, hvorfor medinaen har fået plads på UNESCOs verdensarvsliste.

Djemaa el Fna
Der er masser af liv på Jemaa El Fna om aftenen og rig mulighed for at prøve byens bedste street food. Foto: Ralf Steinberger, CC BY 2.0

Jemaa el Fna

Jemaa el Fna pladsen er et af de steder i Marrakesh, hvor du bedst oplever byens arabiske, mangfoldige kultur. Pladsen, som har været knudepunkt for byens handel i næsten tusind år, er fuld af liv fra morgenstunden til den sene aften. Her finder du et skønt kaos af flere hundrede boder, gademusikanter, hennatatovører, slangetæmmere og ivrige souvenirsælgere.

Som man kender det fra Sydeuropa, er det først omkring solnedgang, at Jemaa El Fna for alvor liver op, når både lokale og turister går på opdagelse mellem boderne, eller slår sig ned for at prøve den fremragende street-food. Vil du opleve atmosfæren lidt på afstand, kan det anbefales finde plads på en af medinaens tagterrassecaféer.

Jardin Majorelle
Jardin Majorelle, hvor du også kan besøge Yves Saint Laurent museet. Foto: Viault, CC BY-SA 4.0.

Jardin Majorelle

Lige så intenst et sansebombardement den store Jemaa El Fna markedsplads kan være, lige så fredfyldte og stilrene er Marrakechs haver og parker. En af de mest kendte er Jardin Majorelle, der står som et vidnesbyrd om den tiltrækningskraft Marrakech længe har haft på kunstnere, musikere og andre kreative sjæle. Majorelle-haven, som oprindeligt blev anlagt i 1931 af den franske maler Jacques Majorelle, brugte årtier på at skabe denne idylliske oase omkring sit Art Deco atelier.

I dag forbindes haven dog mest med modeskaberen Yves Saint Laurent, som sammen med sin partner forretningsmanden Pierre Bergé overtog haven i 1980 og ejede den frem til sin død i 2008. Er du meget modeinteresseret, er Yves Saint Laurent-museet ved siden af haven bestemt også et besøg værd.

Souks Marrakech
Går du på opdagelse i den gamle bydels smalle gader, har du gode muligheder for at finde et unikt souvenir. Foto: Arnaud 25, CC BY-SA 3.0
Marrakech værksted
Nu til dags er der mange billige kopivarer på markederne i Marrakech, men der er også rig mulighed for at finde steder med lokalt håndværk. Foto: Juan Antonio Segal, CC BY 2.0

Souken i medinaen

Når du efter en pause fra storbylivet i et af de mange grønne områder har fået ny appetit på nye oplevelser, kan du begive dig tilbage ind i medinaens snørklede gader. Her finder du den berømte souk (marked), der traditionelt er opdelt forskellige souker med hver deres speciale. Det er for eksempel i Souk Cherratin, du finder flest lædervarer, mens smykkehandlerne holder til i Souk des Bijoutiers. Medmindre du er lokalkendt, vil de mange lyde- og synsindtryk dog nok distrahere dig fra at opdage opdelingen mellem de tusindvis af boder og værksteder.

Har du tiltro til din håndbagages rummelighed, kan du i soukerne shoppe amok i tøj, berbertæpper, lamper, flotte skåle og fade. Nu til dags er en del af de tilbudte varer tydeligvis fra starten tiltænkt turister, men har du øjnene med dig eller allierer du dig med en godkendt guide, er det også muligt at finde de souker, hvor de handlende primært er lokale. Selv hvis du ikke finder tegnebogen frem, er det en oplevelse at bare at spadsere rundt her for at se de specialiserede håndværkere eller nyde duften af de mange krydderier.

Traditionen med at prutte om prisen er desværre lidt på tilbagegang i souken, men det kan ikke skade at forsøge. Byd dog kun, hvis du for alvor er interesseret i at købe. Det anses for meget uhøfligt at ombestemme sig og afslå et accepteret bud.

Ben Youssef Madrasa
Ben Youssef Madrasa. Foto: Mig Gilbert, CC BY-SA 2.0

Ben Youssef Madrasa

Ben Youssef Madrasa, der siden 1960 har fungeret som museum, var på sin tid den største koranskole i Marokko. Den imponerende skolebygning, der blev bygget i 1500-tallet, husede i sin storhedstid efter sigende op mod 900 studerende. De boede i de omkring 130 små værelser, der omgiver den centrale gårdsplads og det lave bassin beregnet til den rituelle afvaskning.

Har du rejst i Andalusien og besøgt det storslåede Alhambra i Granada, vil du genkende stilen i den sirlige udsmykning, hvor der er så mange fine detaljer, at man får lyst til bare at stå stille og lade blikket vandre rundt på vægge og hvælvinger med de smukke mosaikker og stuk. Alene det bronzeudsmykkede indgangsparti med dets fine træudskæringer og mosaikker er et mesterværk, som får de fleste til at stoppe op.

Læs også: Alhambra – Granadas mauriske perle

Bygningen er aktuelt under renovering, men skulle efter planen åbne op for besøgende igen i starten af 2020.

Koutoubia
Koutoubia-moskéen er byens vartegn og samlingspunkt. Foto: Jorge Láscar, CC BY 2.0

Koutoubia-moskéen

Er du faret vil i medinaen, hvilket let sker, er Koutoubia-moskéen et af de pejlemærker, der kan lede dig på rette vej igen. Fra den 77 meter høje minaret kaldes der til bøn fem gange dagligt i moskéen, der ligger få hundrede meter fra Jemaa el Fna pladsen. Der er kun adgang for muslimer, men også udefra er Koutoubia-moskéen et besøg værd – særligt når den oplyses om aftenen.

Moskéen, som blev bygget i slutningen af det 12. århundrede under Almohade-kalifatet, er et fornemt eksempel på marokkansk arkitektur. Da Almohade-kalifatet udvidede sit rige nordpå, tjente Koutoubia-moskéens minaret blandt andet som inspiration for opførslen af Giralda-tårnet i Sevilla, som efter den kristne tilbageerobring blev ombygget til klokketårn på byens store katedral.

Rejser til Marrakech

Hvad enten du søger et hyggeligt raid midt i Marrakech med alle byens spændende tilbud og seværdigheder indenfor gåafstand, et boutiquehotel med Spa og Wellness eller et familievenligt resort i fredelige omgivelser lidt på afstand af bylivet, finder du det i udvalget hos Hideaways.

Rejs til Marrakech med Hideaways og bo på håndplukkede hoteller og ferielejligheder i Marokkos eventyrlige handelshovedstad.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere