3 seværdigheder, du ikke bør gå glip af på øen Korfu

Korfu
Korfu byder på mange store seværdigheder og oplevelser, blandt andet sine mange smukke kystlandskaber.

De græske ferieøer har længe været betragtet som nogle af de bedste rejsemål blandt mange skandinaver og andre europæiske turister; og øernes popularitet er ikke blevet mindre i de senere år, hvor turismen i det græske øhav er blevet ved med at sætte nye rekorder.

Blandt de mest populære af Grækenlands i alt 6000 øer er øen Korfu – den andenstørste af øerne i Det Ioniske Hav – der i popularitet blandt udenlandske turister kun overgåes af Santorini og Kreta. Her finder du blandt andet et mildt Middelhavs-klima, et væld af smukke kystlandskaber og store kulturelle og historiske seværdigheder.

Men hvilke af disse seværdigheder, bør du opleve, når du ferierer på den græske ferieø? Her kommer tre bud.

Korfu by

Korfu by, der blev opført på Unescos verdensarvsliste i 2007, er ikke bare hovedstad for øen Korfu, men også for De Ioniske Øer.

Ud over at være øens hovedstad er Korfu by med sine lidt mere end 30.000 indbyggere også øens økonomiske, kulturelle og historiske centrum med en blanding af store, moderne faciliteter, såsom havn og lufthavn, og en lang række store historiske seværdigheder, herunder ikke mindst byens hovedattraktion, som er den gamle bydel, beliggende mellem den gamle og den nye fæstning.

Byen har indtaget en vigtig rolle i den græske historie fra antikkens tid, hvor den – kendt under navnet Korkyra – deltog i Slaget ved Sybota, som var med til at antænde den peloponnesiske krig; og ifølge den berømte græske general og historiker Thukydid var byen desuden blandt den tids tre største søfartsmagter i Grækenland, sammen med Athen og Korinth.

Korfu by
Panorama over Korfu by. Foto-kredit: Edal Anton Lefterov. Oploadet under licensen CC BY-SA 3.0.

Karakteritisk for byen er også dens middelalderlige slotte, som er bygget på strategiske steder i byen og som er et vidnesbyrd om befolkningens forsøg på at beskytte sig imod de vedvarende angreb fra både plyndrende pirater og erobringstørstige osmannere. På grund af disse slotte er byen siden middelalderen også blevet kaldt for Kastropolis (hvilket betyder Slotsby).

Fra 1386 til 1797 var byen under venetiansk herredømme, hvilket i arkitektonisk henseende satte et stærkt præg på byen i form af venetianske fleretagers-huse og solide venetianske fæstninger, der modstod mange invasionsforsøg, herunder osmannernes.

Palaiokastritsa

Palaiokastritsa er en lille, smukt beliggende landsby på den nordvestlige side af Korfu, hvis bugt – Palaiokastritsa-bugten – hævdes at være det sted, hvor Odysseus fra Homers oldgræske heltedigt Odysseen gik i land og mødte prinsessen Nausikaa for første gang. En stor sten i bugten skal – ifølge de lokale legender – være Odysseus´ forstenede skib.

Palaiokastritsa
Palaiokastritsa-bugten. Foto-kredit: Tasoskessaris – commons wikimedia. Oploadet under licensen CC BY-SA 3.0.

Foruden den myte-omgærdede bugt er byen kendt for at byde på gode strande, der egner sig perfekt til en pause på en dagsudflugt, og et historisk kloster fra 1225, der blandt andet rummer et museum indvendigt.

Óros Pantokrátoros

Óros Pantokrátoros, beliggende på den nordøstlige del af øen, er med sine 906 meter det højeste bjerg på Korfu. Fra toppen af bjerget kan du på klare dage se hele Korfu, Albaniens kyst (som ligger i kort afstand af øen), samt – på meget klare dage – helt til Italiens kyst, selv om landet ligger omkring 130 kilometer fra øen.

Øverst på bjerget er der en café, en telekommunikations-station, hvis højeste tårn står direkte over en brønd, og et kloster, der stammer fra omkring 1689 (det første kloster på stedet blev allerede bygget i 1347, men ødelagt igen i 1537).

Pantokrator
Pantokrator – Korfus højeste bjerg. Foto-kredit: Joolz~commonswiki. Oploadet under licensen CC BY-SA 2.5.

For at komme til toppen kan du enten vælge at køre op ad en række vindfyldte veje fra kysten eller vandre til toppen. Hvis du vælger at vandre derop, er et af de bedste steder at begynde vandreturen i landsbyen Perithia ved bjergets fod, der efter sigende er Korfus ældste landsby. Herfra varer turen ca. 2 timer. Landsbyen, hvis indbyggere hjalp med at opbygge det oprindelige kloster på bjerget ved hjælp af lokalt træ og kalksten, er i sig selv en oplevelse værd med dens 130 gamle huse og 8 kirker.

Rejser til Korfu

Hideaways arrangerer rejser til Korfu med fokus på håndplukkede hoteller og ferieboliger. Se alle rejser til Korfu med Hideaways her.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere