Vandsport på Sardinien

Strand på Sardinien

Sardinien er et sandt paradis for alle med hang til vandsport. Øen er den næststørste i Middelhavet, og langs dens kyster finder du en perlerække af dykker- og surferspots.

Hvadenten du er til eventyr under havets overflade, eller du hellere vil nyde solen på dækket af et sejlskib, eller om det er lystfiskeri, der vækker din lidenskab, så kan du få dit behov tilfredsstillet på Sardinien. Øen er med sin placering et godt stykke fra Italiens kyst mere vild end mange andre feriemål omkring Middelhavet. På Sardinien er du i kontakt med elementerne.

Prøv at surfe på Sardinien

Surfere fra hele Europa valfarter til Sardinien, og øen er faktisk særdeles begyndervenlig. Da øen ligger midt i Middelhavet bliver bølgerme ikke helt så store som ved for eksempel Portugals vestkyst ud mod atlanterhavet, og samtidig er vandet betydeligt varmere ved Sardiniens kyster. Alt i alt er forholdene meget velegnede til alle, der har lyst til at prøve kræfter med surfing.

Ud af årets 365 dage er der muligheder for surfing på de cirka 200. Højden på bølger kan variere, men når sjældent over 4 m. Sardinien er blandt de allerbedste surferspots i hele Middelhavet, og øen tager bølger ind hele vejen rundt langs alle kysterne. Der er noget for enhver smag og på ethvert niveau. Der er rigtigt gode steder med rev på vestkysten.

Omgivelserne er paradisiske på Sardinien, og det giver surfingen et ekstra element, når vandet omkring er krystalklart og solen skinner fra en skyfri himmel. Og så er der endda mange spots, hvor man ofte kan få bølgerne næsten for sig selv. I modsætning til mange af Europas andre top surf-spots, er Sardinien normalt ikke crowded.

Kite- og windsurfing på Sardinien

Hvis du kitesurfer eller windsurfer, er Sardinien også et oplagt feriemål. Der er gode dage med vind året rundt, men om vinteren forekommer de mere sporadisk. De seks vindsikre (vinden kan man aldrig være helt sikker på, også om sommeren er der vindstille dage) måneder på Sardinien er: Maj, juni, juli, august, september og oktober.

Ud af Sardiniens 2000 kilometer kystlinje er en ret stor del velegnet til kite- og windsurfing. Du kan altid se efter andre surfere, spørge de lokale eller i udstyrsbutikker, hvis du vil vide, hvor det foregår en given dag. De bedste spots varierer lidt i forhold til vindretningen.

På Sardiniens store velkendte windsurferspots er det muligt at leje udstyr, og der er også store windsurfingcentre og kitesurfingcentre, hvor det er muligt at få kurser fra begynderniveau og opefter. Hvis du vil på jagt efter mere ukendte spots, skal du dog selv køre dit udstyr rundt på øen.

Dykning på Sardinien

Det klare og rene vand langs Sardiniens kyster giver optimale forhold for dykkere. Sigtbarheden er som regel ret høj under vandet og farverne ved koralrev er klare og tydelige. Den lune temperatur i Middelhavet gør, at dykning i havet omkring Sardinien forbliver en ren fornøjelse, og dykning er muligt året rundt. Det skarpe sollys kommer virkelig til sin ret og trænger langt ned i havet, så du får alle indtryk med.

Uanset om du er begynder eller en rutineret dykker, kan Sardinien tilbyde udfordringer og interessante dyk. Dyk på rev, ved skibsvrag og omkring arkæologiske områder under havet er alt sammen inden for rækkevidde på Sardinien. Også dyre- og plantelivet trives i det rene vand, og der er masser at se på, mens du udforsker verden under havets overflade.

Sardinien kan tilbyde huledykkere en helt unik oplevelse. Middelhavets største undersøiske grotte ligger nemlig her. Nereo-hulen ved Alghero. I det hele taget kan Sardinien byde på mange forskelligartede udfordringer til huledykkere, og øen er da også berømt blandt denne specialiserede gruppe af dykkere.

Sardinien er et eldorado for alle, der elsker aktiviteter på, i eller under vandet, og vores hideaways på øen er aldrig langt fra den nærmeste strand eller marina.

Tags fra artiklen
, ,
Skrevet af
Mere fra Lennart Kiil

Vi er tossede med maden i Toscana

Det italienske køkken er berømt verden over, og mange af de klassiske...
Læs mere

1 Comment

Skriv et svar