Vandretur fra Fira til Oia på Santorini

Santorini udsigt
Husk at nyde udsigten ud langs Santorinis caldera undervejs.

En af de flotteste oplevelser på Santorini er vandreturen fra Fira til Oia. De fænomenale panoramaudsigter fra kanten af calderaen er svære at løsrive sig fra, og du kommer nemt til at bruge længere tid på turen end de knap 3 time, som de 10 km egentlig kræver.

På tur langs vulkankanten

Selvom der ikke er noget til hindre for at starte vandreturen i Oia, vælger de fleste at starte i Fira. Herfra går du mod nord ud af byen. Stigningen op mod den næste by, Firostefani, kan være en lidt hård start, men det flader hurtigt ud.

Det er som regel ikke noget problem at finde ruten på vej mod Oia, da du sjældent vil være i tvivl om den rette retning på det lagunelignende krater og ofte har udsigt til pejlemærker. Der er også skilte undervejs, selvom det ikke er så mange.

Nogle steder deler ruten sig for siden at samles igen, som for eksempel i Imerovigli, hvor du kan vælge at gå ind gennem byen og eventuelt købe forfriskninger. Vælger du herfra at gå helt ud til Skaros-klippen, skal du afsætte mindst en halv time ekstra til turen. Trods de ekstra trappetrin ud til den karakteristiske klippeknold, er det dog efter min mening omvejen værd. Udsigterne mod nord og syd er formidable derudefra.

Skaros Santorini
Trappen som fører ud til Skaros-klippen. Foto: Klearchos Kapoutsis, CC.

Efter du har passeret gennem Firostefani og Imerovigli bliver stien mindre og består ofte af grus. Desuden er der færre muligheder at købe snacks og drikkevarer på resten af turen. Det gør det dog bare til en endnu større fornøjelse at runde turen af med et godt måltid i Oia, hvor udvalget af spisesteder er bredt. Fortsætter du gennem byen ned til den lille Ammoudi-bugt, finder du blandt andet gode fiskerestauranter.

Husk badetøj. Der er næsten ikke noget bedre end at skylle sveden af kroppen med en dukkert i det krystalklare vand.

Santorini hvidvin
Efter en aktiv dag kan du med god samvittighed nyde Santorinis gode hvidvin.

Start din tur tidligt

Du skal være indstillet på at gå op og ned på meget af vandreturen fra Fira til Oia, men det er dog ikke mere krævende end at de fleste med en almindelig god form kan klare det uden større problemer. Store, kraftige vandrestøvler er ikke nødvendige, omend solidt fodtøj klart kan anbefales. Solen og varmen midt på dagen kan til gengæld være en udfordring. Der er ikke meget skygge undervejs, så husk hat og godt med solcreme. Holder du ferie på Santorini i de varmeste sommermåneder, er det en god ide at starte om morgenen før temperaturen stiger.

Der kører busser fra Oia tilbage til Fira. Vær opmærksom på at de første busafgange lige efter solnedgangen, som tiltrækker mange til Oia, ofte er temmelig fyldte.

Santorini vindmølle
De smukke solnedgange på Santorini er berømte.

Rejser med håndplukkede ferieboliger på Santorini

Hos Hideaways er det nemt at finde rejser til smukke Santorini, hvor du bor på charmerende, håndplukkede hoteller og ferieboliger i fredelige omgivelser. Perfekte til at slappe af og samtidig gode udgangspunkter for at udforske den lille vulkanske ø.

Find rejser til Santorini med håndplukkede ferieboliger

Tags fra artiklen
, ,
Skrevet af
Mere fra Mikkel H

UNESCO udpeger biosfærereservat i Alentejo

Castro Verde i Portugals sydlige Alentejo-region er netop blevet udnævnt til biosfære-reservat...
Læs mere

Skriv et svar