Tour de Canarias – tag med på øhop til De Kanariske Øer

Ferie på de kanariske øer

Der findes i alt syv familiemedlemmer i Atlanterhavet, der til dagligt kaldes ’De Kanariske Øer’. Selvom de er søskende, så er de meget forskellige, og selv deres navne giver ikke anledning til at tro, at de er nære slægtninge. Det er naturligvis Tenerife, Fuerteventura, Gran Canaria, Lanzarote, La Palma, La Gomera og El Hierro. Indtil i år har jeg ikke haft lejlighed til at besøge én eneste af dem – hverken privat eller i arbejdsmæssig regi. Derfor er smilet bredt og rejselysten stor, da jeg i juni drager på eventyr for at besøge ’søskendeflokken’ midt ude i Atlanterhavet.

Formål med rejsen: Håndplukke nye hideaways til vinter og sommer ’16 og ’17

Antal øer at besøge: 4 stk. (Gran Canaria, Tenerife, Fuerteventura og Lanzarote)

Antal hotelbesøg i alt: Omkring 70 (eller i gennemsnit ca. 10 hoteller om dagen)

Måske tænker du ’hvadbehager’, når du læser ovenstående, så tillad mig at være lidt mere specifik. Hos Hideaways rejser vi ned og besøger et hotel eller en lejlighed, inden at du kan finde det tilgængeligt på hjemmesiden. For vi har en lang række ting, som vi skal undersøge og tjekke ”on spot”, inden vi tilbyder dig at holde ferie på et nyt hideaway. Vigtigst af alt er, at vi under et besøg føler os hjemme og godt tilpas, for så er der stor sandsynlighed for, at du og din familie vil have det på samme måde.

Kaktusser på Lanzarote

Hvis du undrer dig over udvælgelsen af de fire øer, så er den primære årsag, at du som gæst har relativ nemt ved at rejse til disse øer. Der findes i vintersæsonen (november til april) nemlig direkte rutefly til Gran Canaria og Tenerife. Fuerteventura og Lanzarote har gode flyforbindelser året rundt med kun et enkelt stop, og så findes her mange charmerende fristelser (læs: hoteller og lejligheder) for såvel familier som par.

Gran Canaria – danskernes foretrukne…

Det er lidt bemærkelsesværdigt, at Gran Canaria er vinterens største tilflugtssted for os skandinaver. For reelt er det Tenerife, der er ”storesøster” hvad angår antallet af besøgende. Ikke desto mindre er Gran Canaria første stop på mit øhop i Atlanterhavet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg inden afrejsen havde en del fordomme med i kufferten, da jeg forventede at se en ø, der var mærket af den årelange turisme. I en vis udstrækning er der også noget om snakken, men som alle andre eftertragtede rejsemål, findes her ligeså mange uberørte områder, hvor naturen, lokalbefolkningen og gastronomien er ’kanarisk på den ikke turistede facon’.

Jeg er så heldig at bo hos Alessandro. Han er ikke nogen Hr. Hvem Som Helst. Han ejer og styrer med sjæl og hjerte sit elskede Katanga Guest House med 6 dobbeltværelser, der ligger i Las Palmas rolige hjørne. Sammen med sin familie har han rystet posen, hvad angår hoteldrift på Gran Canaria. Han går til højre, hvor de fleste andre hoteller går til venstre, og derfor har jeg også kun positive minder fra mit førstehåndsindtryk af atlanterhavsøen.

Teror på Gran Canaria
Teror på Gran Canaria

Under mit ophold på Gran Canaria kommer jeg så at sige ’hele vejen rundt’ og oplever øen fra øst til vest og fra syd til nord. Det skal vise sig, at den centrale og nordlige del tiltaler mig mindst lige så meget som den ellers meget attraktive sydkyst, hvor langt de fleste gæster ynder at rejse til.

Gran Canaria er fuld af små bugte langs Atlanterhavet, og oppe i baglandet rejser bjergrige landskaber sig med bananplantager, fyrretræsskove og små, snoede veje. Her tager det spanske islæt over fra det mere internationale udtryk nede langs sydkysten, og det er netop det lokale touch, som Gran Canaria ’inde bag facaden’ også kan byde på.

Derfor vil jeg klart anbefale dig at have en lejebil til rådighed enten under hele opholdet eller i hvert fald nogle dage under ferien. Kør ud i det blå og stop op, når et nyt sving med udsigter dukker op (og dem er der mange af). Gran Canaria er også perfekt, hvis du gerne vil dele ferien op i to – tag f.eks. 4 overnatninger i baglandet omkring Tejeda eller Agaete (mine personlige yndlingsområder) og få natur, kultur og lokalkolorit ind under huden, og så 4 overnatninger nede ved kysten hvor du kan dase, slentre rundt og få kulør på kroppen.

Hvis du ikke ønsker at leje bil, men hellere vil opleve Gran Canaria på cykel, så læs min kollega Mikkel’s indlæg: Oplev Gran Canaria på to hjul

Las Canteras Beach Las Palmas Gran Canaria
Las Canteras stranden i Las Palmas på Gran Canaria

Det skal du opleve på Gran Canaria

  • Den charmerende bjergby Santa Lucia de Tirajana
  • Grottebyen Barranco de Guayadeque
  • Gran Canrias vartegn Rogue Nublo
  • Den pittorske fiskerby Agaete (har alt i frisk fisk…)
  • Havnestemningen ved Puerto de Morgan

Fakta om Gran Canaria

  • Hovedstad: Las Palmas
  • Indbyggere: Ca. 838.000
  • Højeste punkt: 1949 m (Pico de Las Nievas)
  • Las Palmas er Spaniens femtetravleste lufthavn
  • Mine yndlingsspots: Tejeda og Agaete

>> Se udvalget af håndplukkede rejser til Gran Canaria

Tenerife viser sig som en stor overraskelse

At Tenerife ikke er skandinavernes foretrukne ferieø blandt de kanariske perler, er mig en gåde. For her er alt hvad hjertet begærer, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage og udforske øen endnu mere. Mit udgangspunkt under rejsen er Costa Adeje, og selvom der tilsyneladende ikke er så meget ’Hideaways’ over området, der har specialiseret sig i noget større hoteller, så må jeg alligevel indrømme, at jeg falder for eksklusiviteten og freden – på trods af det faktum, at vi befinder os på den ellers livlige sydkyst. Lyset fra solopgang og -nedgang er fabelagtigt, og jeg føler mig rent faktisk ’hjemme’, selvom jeg er flere tusind kilometer hjemmefra.

Uden at det skal lyde som en gentagelse, så glæder jeg mig til at vende tilbage til Tenerife. De som kender mig ved, at jeg har et særligt øje til Madeira, og Tenerife minder mig på mange områder om netop denne ø. Her er lige præcis den kombination af udflugtsmuligheder med natur, gastronomi og historie, som jeg personligt holder så meget af. Og så er kvaliteten og beliggenheden af mine udvalgte ’gemmesteder’ præcis, som jeg håbede på, da jeg planlagde rejsen hjemmefra.

Klippestrand på Tenerife
Klippestrand på Tenerife

På Tenerife er der nemlig hoteller, lejligheder og villaer for enhver smag og pengepung. Her findes alt fra finca-lignende hoteller med 10-12 værelser, hvor servicen er personlig og venskabelig, til villaer i deluxe-kategorien, hvor minibaren har et udvalg af internationale champagne-brands, og hvor du kan få morgenmaden serveret på din seng, så du ikke behøver slentre ned i morgenmadsrestauranten… Ja, der er mange måder at holde ferie på 🙂 På Tenerife har du i hvert fald mulighed for at skræddersy din ferie, som du vil – på et lille, hyggeligt countryside-hotel eller på 1. klasse.

Som et ekstra plus, byder Tenerife også på en lang række ’godt for øjet’-seværdigheder i form af naturscenerier som for eksempel vulkanen Teide og den tilhørende naturpark, den botaniske have ved Puerto de la Cruz eller de uberørte strande ved Playa de Benijo på den centrale del af øens nordkyst. Og så er der naturligvis, ej at forglemme, nogle af Tenerifes historiske småbyer, som jeg vil anbefale dig at aflægge et visit med en lejebil. Mine yndlingsbyer er uden tvivl La Laguna (optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste), Garachico og La Orotova.

Vulkanen Teide på Tenerife
Vulkanen Teide på Tenerife

Det skal du opleve på Tenerife

  • Santa Cruz (Tenerifes hovedstad)
  • La Laguna (byen er udnævnt til bevaringsværdig kulturarv)
  • La Orotava (gammel, traditionel landsby)
  • Tenerifes vartegn, vulkanen Teide

Fakta om Tenerife

  • Hovedstad: Santa Cruz de Tenerife
  • Indbyggere: Ca. 908.000
  • Højeste punkt: 3718 m (vulkanen Teide)
  • Tenerife er den største af De Kanariske Øer
  • Mine yndlingsspots: La Laguna og Garachico

>> Se de mange rejser til Tenerife her

Fuerteventura – øen med de drømmeagtige strande

Bare indflyvningen til Fuerteventura giver dig en vished om, at der er noget i vente, noget anderledes. Jeg lander hen under aften i Puerto del Rosario, og skumringen er så småt ved at overtage efter solens stråler. Min chauffør, Ibrahim, står klar uden for ankomsthallen til at køre mig i sydgående retning. Han er god til at fortælle undervejs. Han stammer oprindelig fra Marokko, og da jeg spørger ham, hvorfor han har rykket teltpælene op fra Afrikas fastland, svarer han meget enkelt: ”Kunne du ikke tænke dig at bo i disse omgivelser, hvor der samtidig er varme året rundt, og hvor tempoet går en lille smule mere sagte end i resten af Spanien?” Han fortsætter og siger: ”Enten er man til det eller også er man ikke – det er enten eller. Jeg er faldet for Fuerteventura og vil aldrig forlade øen igen”. Med de ord i baghovedet fortsætter vi i sydgående retning, og skumringen er nu gået over i fuld solnedgang. Jeg glæder mig til dagen i morgen, hvor der er indlagt adskillige hotelbesøg.

Vækkeuret er sat til kl. ’alt-for-tidligt’ men fordi, at jeg blot har to dage til at få Fuerteventura helt ind under huden, beslutter jeg mig for at udnytte hvert minut, der er til rådighed. På med løbeskoene, og afsted langs promenaden, der er anlagt ved havet mellem Morro Jable og Jandia. Uanset om du er på ferie eller som jeg, på arbejde, så vil jeg faktisk anbefale dig at overveje at tage sådan en morgentur, for du har hele Fuerteventura for dig selv: Den gyldne overfalde med fine sandkorn, solens stråler varmer tilpas og giver landskabet en helt eventyrlignende effekt. Restauranter, butikker og barer ligger stille hen – endnu. Derfor føles disse morgener uspolerede og giver en helt særlig og ’selvtilfreds’ start på dagen.

Læs også: Ferie i paradis, Fuerteventura er øen hvor det altid er forår

mølle på Fuerteventura

Jeg er så heldig at se hoteller langs hele østkysten, og der er én ting, der præger billedet: de kæmpe sandbanker og de lange, finkornede sandstrande ligger for enden af det mest krystalklare og himmelblå havvand. Derfor kan du uden tøven vælge Fuerteventura til en ren badeferie, for du kan besøge en ny, fin strand hver dag.

Sandbanker på Fuerteventura

Fuerteventura er også kendt for vandsport i alle afskygninger, og da jeg kører fra Morro Jable videre mod Costa Calma og længere op mod Corralejo og Cotillo, ser jeg måske tilsammen flere hundrede windsurfere, kitesurfere og andre haventusiaster med sejl. Det er ret eksotisk at skue ud over dette sceneri, som de ubevidst skaber for os, der kigger med fra landsiden. Ikke to surfere har samme farver på dragt og sejl, hvorfor det ligner et uendeligt, levende maleri, når man kører strækningen langs østkysten i enten syd- eller nordgående retning.

fuerteventura-surfere
Surfere på Fuerteventura

Dermed vil du på Fuerteventura finde en ’godt og blandet’-pose med tilrejsende gæster. Nogle kommer for kvaliteten af badestrandene, andre grundet havets bølger, mens andre igen kommer for at besøge den karakteristiske natur med sandbanker, vulkankratere, lagune-områder og naturreservater. Her vil du finde alt fra børnefamilier på all inclusive resorts (mest den sydlige halvdel af øen), surfere på mindre B&B og hostels til par og livsnydere, der vælger et mere klassisk hotel.

Det skal du opleve på Fuerteventura

  • De berømte grotter ved fiskerlejet, Ajuy
  • Den pittoreske og tidligere hovedby, Betancuria
  • Naturområdet, Cofete, en panoramisk perle
  • Oplev byggestil fra 1700-tallet i La Oliva
  • Spis frisk fisk i den lille fiskerby, Morro Jable

Fakta om Fuerteventura

  • Hovedstad: Puerto del Rosario
  • Indbyggere: Ca. 103.000
  • Højeste punkt: 807 m (Mount Jandía)
  • Fuerteventura er den anden største af De Kanariske Øer
  • Mine yndlingsspots: Alle strandene…

>> Fuerteventura er et spændende rejsemål hos Escapeaway – læs mere her

Lanzarote er ’den pæne pige i klassen’

Lad mig begynde med slutningen først: Gid jeg havde haft flere dage til rådighed på Lanzarote. Her er pragtfuldt på alle måder, og hvis du ikke allerede selv har været her, har du sikkert hørt øen omtalt adskillige gange som ”sports-mekka” – rigtig mange danskere og skandinaver har i årtier rejst til sydens sol og kombineret det med diverse sportsaktiviteter på netop Lanzarote.

Lanzarote er dog meget mere end det. Jeg ankommer til Playa Blanca med færgen fra Corralejo på Fuerteventura. Igen står min chauffør klar, og jeg har en hel minibus for mig selv – luksus, tænker jeg. Men under mit besøg ’hærger’ calimaens varme vinde fra Sahara over De Kanariske Øer, og da klimaanlægget i minibussen er ’out of order’, glemmer jeg min første tanke om luksus. Hvorfor nævner jeg nu det? Jo, for der kommer en positiv vinkel på, og den beskriver meget godt, hvor omsorgsfuldt et folk spanierne er. For chaufføren er godt klar over, at det bliver en hot tur, hvis luften i bussen står stille. Så han har sørget for, at ’dronningen’ (sådan føler jeg mig næsten i situationen) har en personlig blæser, og han har gjort et specifikt sæde klar bagerst i automobilet, hvor vinden fra ovenlysvinduet afgiver en perfekt brise i mit ansigt. Det kalder jeg ’alternativ luksus’, og køreturen byder dermed både på et behageligt indeklima og et uforstyrret, attraktivt vue over Lanzarotes landskaber fra de store vinduespartier.

Med overskriften ’den pæne pige i klassen’ menes, at Lanzarote virker så velplejet og ordentlig. Landskabet er karakteriseret med sin mørke lava-grund, hvor forårsgrønne kaktusser, store som små, og marker med vinranker skyder op med jævne mellemrum. Det føles godt for øjet, da kontrasterne er så markante – og som toppen af kransekagen ser det så pænt ud med de sirligt, hvidkalkede huse, der lyser op fra den lava-mørke jord. Ved eftertanke minder det lidt om at køre rundt i et kæmpe dukkehus, selvom det naturligvis er noget af en overdrivelse: )

Kaktus på Lanzarote
De karakteristiske grønne kaktusser på Lanzarote

Det betyder dog ikke, at Lanzarote ikke har et turistet islæt – det er uundgåeligt, for mennesker mødes som bekendt, hvor der er noget pænt at kigge på. Særligt ved Puerto del Carmen, der vel nok er øens største samlingspunkt for udenlandske gæster. En hyggelig kystby, der har det hele: Strande, en promenade, restauranter og masser af hoteller. Alligevel føler jeg mig hjemme netop her, og jeg tænker, at hvis jeg føler mig godt tilpas i ’mekkaet’ blandt andre turister, så må der være mange andre steder på øen, der må føles som et sandt helle.

Tiden på Lanzarote går på forunderlig vis en smule langsommere sammenlignet med dens søsterøer. Her tager ting den tid, som ting nu engang tager. Det elsker jeg… For eksempel besøger jeg en familie, der ejer et lejlighedshotel. Det er ”mutti”, Mercedes, der byder velkommen. Hun er en kvinde med karakter, og selvom hun kun taler spansk (hvilket jeg ikke gør), så skal vi partout have en espresso og et stykke hjemmelavet kage, inden hun overhovedet begynder at overveje at vise mig sine lejligheder. Denne kaffepause tager intet mindre end en time, og vi hygger os, selvom der er en vis fægten med arme og ben for at gøre sig forståelig 🙂 Det er ganske enkelt en herlig oplevelse, at Mercedes gerne vil bruge (en rum) tid på at lære mig bedre at kende, før at hun viser sit hjem frem for mig – også selvom det betyder, at besøget tager noget længere end først planlagt, og det tror jeg, at vi skandinaver kan lære noget af, ikke mindst undertegnede. Det er godt nogle gange at blive revet ud af konteksten og gøre noget spontant, der rusker lidt op i de ellers stramme tidsplaner 🙂

Los Hervideros på Lanzarote
Los Hervideros på Lanzarote

Det skal du opleve på Lanzarote

  • Lava-klipperne ved Los Hervideros
  • Saltmarkene Salinas de Janubio
  • Parque National de Timanfaya
  • Landsbyen Uga og dens ’pukkelryggede’
  • Mirador del Rio

Fakta om Lanzarote

  • Hovedstad: Arrecife
  • Indbyggere: Ca. 142.000
  • Højeste punkt: 670 m (Peñas del Chache)
  • Lanzarote er den ø, der ligger tættest på Afrikas fastland
  • Mine yndlingsspots: Stemningen ved kystbyen Costa Teguise

>> Oplev en anderledes rejse til Lanzarote – læs mere her

Nu er det din tur til at rejse på øhop til De Kanariske øer

Hvis du har spørgsmål eller brug for tips til din næste ferie på én af De Kanariske Øer, så er du velkommen til at kontakte mig – jeg øser meget gerne ud af de fantastiske oplevelser, som jeg har samlet sammen fra mine besøg. Og har du endnu ikke bestilt din ferie her i efteråret og gerne vil have endnu mere inspiration, så læs f.eks min kollega Camillas indlæg med tips til valg af rejsemål.

>> Hvor skal du holde ferie i efteråret, på nogle af Europas skønne øer?

Mange hilsner
Marie

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere