Én af Andalulsiens skønne, gamle byer er Sevilla. Egentlig skulle vi bare hente et forsinket familiemedlem i lufthavnen sidst på eftermiddagen, men vi besluttede os for at indtage byen fra morgenen, overnatte og tage hjem næste dags aften. Vi ville koncentrere os om de to største attraktioner midt i byen, nemlig domkirken og tyrefægterarenaen.
Og så ville vi indsnuse den andalusiske stemning, der også gør sig gældende i denne by, der som så mange sydlandske byer har et fantastisk udendørs liv.
Efter en tur i den imponerende domkirke med sin skønne ”Patio de los Naranjos”, Appelsingården, og en tur rundt i kringlede smågader med specialbutikker, hvoraf mange ikke er specielt rettet mod turister (man kan jo bare springe souvenirbutikkerne med flamincotøj og postkort med kjole på over), slog jeg et smut til lufthavnen. Da familien var samlet, parkerede vi bilen for natten og slæbte vores kufferter i retning af vores hotel.
I en lille gyde, blev vi anråbt på spansk. Vi forstod det ikke, så en høj og bred ældre herre greb min kuffert, smilede og vinkede os med. Vi skulle inden for i et karetmagerværksted, hvor der var fest.
Læs også: Carlos er et symbol på gæstfriheden i Sevilla
En enkelt ung mand talte engelsk, og forklarede os, at vi bare skulle tage for os af de mange tapas, der stod fremme på en filebænk, og vores vært insisterede på, at vi skulle have mindst ét glas vin. Det ville være uhøfligt at gå uden, blev vi belært.
Pludselig dukkede en mand op med en guitar. Han begyndte at spille. Det var ikke videre virtuost, men strengens klang satte liv i øjnene på damerne i alle aldre – fra to år til den lange side af 90 – og snart begyndte de at danse og klappe og trampe. Det her var flamenco auténtico. Ægte festglade andalusere, der ikke kunne lade være med at sprede deres glæde til en flok nordeuropæiske forbipasserende med kufferter.
Velproppede af den gode mad fik vi lov til at gå videre til vores lille sidegadehotel – en andalusisk festoplevelse rigere.
