Oplev Madeiras smukke broderi

Madeira
Har du oplevet Madeiras smukke kunsthåndværks-traditioner? Foto-kreditering: knoxkiller. Oploadet under licensen CC BY-SA 2.0

Det kan godt være, at Madeira først og fremmest er kendt for sin fremragende hedvin, Madeira-vinen – der ofte har været mere berømt end selve øen Madeira – men en anden vigtig del af Madeiras kultur er kunsthåndværk — og det bør du opleve på rejsen til Madeira!

Kunsthåndværk på højt plan

Madeira er i besiddelse af kunsthåndværk på et højt plan, som har gjort Madeira til leverandør af håndværksprodukter til flere forskellige europæiske kongehuse og til eksklusive, private kunder, der i visse tilfælde kommer så langt fra som USA eller Japan for at købe ind af de nævnte produkter.

Apropos vinhandlen, så er der faktisk de, der ser en sammenhæng mellem det voksende kunsthåndværk på Madeira og en tilsvarende nedgang i vinhandlen på samme tid i øens historie.

Hvordan det nu end forholder sig, så er Madeiras mest berømte kunsthåndværksprodukt i dag broderiet, som siden midten af 1900-tallet har haft en dominerende position blandt Madeiras kunsthåndværksfag.

Madeiras broderi spænder vidt

Puder, tæpper, duge, servietter, bordløbere, kraver, tørklæder, forklæder: Alle bliver de dekoreret med et både stringent og traditionsbevidst flair for den mindste detalje, der ofte bærer forskellige af øens rige blomsterbestand som inspiration og motiv, som man f.eks. kan se det i de fantastiske duge, som Madeiras brodererske – lokalt kaldet bordadeira – producerer.

Broderi en udbredt profession

Efter sigende var den typiske brodererske på Madeira hovedsageligt at finde blandt øens fiskerkoner, der ofte tilbragte lang tid med at vente på deres ægtemænd, mens de fiskede på havet, og som bedrev denne ventetid med at brodere. I dag er den typiske brodererske at finde blandt et større og mere bredt befolkningsudsnit, eftersom de unge piger ikke længere går derhjemme, men følger den obligatoriske skolegang. Men selvom faget måske er gået tilbage i forhold til tidligere tider som en levemåde, er det stadig så udbredt en profession, at der ofte tales om flere tusinder professionelle håndværkere (tallet svinger normalt mellem 8.000 og 12.000). I alt menes den samlede produktionen omkring broderi-håndværket at brødføde omkring 20.000 – 25.000 mennesker på øen.

Et koloniprodukt eller opfundet af Madeiras nonner?

Broderiets store udbredelse på øen, samt dets meget høje standard, har naturligt nok ført til spekulationer om broderiets oprindelse på Madeira. Var det englænderne, der indførte disse kunsthåndværkstraditioner, som mange andre ting, de førte med sig til øen? Eller var det øens nonner, der var ophav til den nuværende broderi-produktion på Madeira? Én ting er helt sikkert: Broderiet på Madeira bliver skriftligt nævnt før englændernes indtog på øen, nemlig i Gaspar Frutuosos krønike fra 1500-tallet. En anden ting, som ikke favoriserer ideen om, at det var englænderne, der indførte broderiet på Madeira, er den kendsgerning, at Madeiras klostre gennem århundreder har været ophav til produktionen af broderi-håndværk.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Andreas

Gå på opdagelse i den sevillianske gastronomi

Hvilke typiske sevillianske retter vil du kunne smage på, når du er...
Læs mere

Skriv et svar