Opdag Italiens åndehuller

Vinmark i Toscana

Siden september sidste år har det italienske ministerium for turisme og sport og den nationale sammenslutning af italienske kommuner (ANCI) valgt 21 mindre byer i hele Italien til nogle af Italiens urbane åndehuller og givet dem status af “Italiens juveler”. Tre af dem ligger i de regioner, vi i Hideaways arrangerer rejser til.

Italiens juveler

Projektet, der har fået titlen Gioielli d´Italia (Italiens juveler), har til formål at fremme kendskabet til mindre kendte og indtil nu mindre promoverede italienske småbyer, der med deres skønhed, autencitet og historiske rigdom kan være ambassadører for de italienske kommuner, de ligger i.

I den forstand passer projektet som fod i hose med det koncept, vi arbejder med i Hideaways, hvor vi også forsøger at finde de små og ofte ukendte åndehuller rundt omkring i Italien, som kan give vores gæster en ferie uden for masseturismens lange arme. Af samme grund vil de udvalgte italienske juveler naturligvis være oplagte mål for en dagsudflugt, hvis du befinder dig på et af vores hideaways i én af de tre pågældende regioner.

Pienza – Toscana

Har du nogensinde hørt om Pienza i Toscana? Hvis ikke, er du nok ikke den første.

Men faktisk kom Pienza allerede på verdenskortet i 1996, da Unesco udnævnte byens historiske bykerne til kulturel verdensarv på grund af dens tapre bestræbelser på at leve op til renæssancens idealer, og igen i 2004, hvor hele den omgivende dal Val d´Orcia, som landbyen er en del af, også blev udnævnt til verdensarv af Unesco – denne gang med en lignende begrundelse, nemlig at kulturlandskabet afspejlede renæssancens kulturelle og kunstneriske dannelsesidealer.

Prøvestenen for renæssancens urbanisme

Landsbyen har kun lidt over 2000 indbyggere, der kan skue ud over Val d´Orcia-dalens frugtbare marker fra knap 500 meters højde. Hvis de derimod kigger indad, mod byens midte, ser de en by af usædvanlig skønhed, selv efter de høje toscanske standarder. Det er ikke uden grund, at byen er blevet kaldet “prøvestenen for renæssancens urbanisme”, for ikke bare var byen fødested for den berømte renæssance-humanist, Enea Silvio Piccolomini, der senere blev til Pave Pius Den Anden; hele landsbyen blev i løbet af den sidste halvdel af fjortenhunderede-tallet ombygget efter renæssancens mest ambitiøse og progressive idealer på foranledning af den selvsamme nyudnævnte pave fra byen, og blev dermed en slags mønsterby for andre italienske byer med ildfulde renæssance-drømme.

Italiensk video om Pienza  (på italiensk)

Åndehul

Ideen bag dette nye blomstrende renæssance-projekt var blandt andet at skabe et refugium, et åndehul, langt væk fra det mere travle og urolige liv i magtens epicenter, Rom; et åndehul, som bysbarnet Pave Pius 2. selv drog fordel af mange gange, når han søgte tilflugt i byen for at undslippe de varme, romerske somre.

Forvandlingen af byen til et renæssance-ideal var i det hele taget i vid udstrækning Pave Pius 2.´s projekt, og det siges, at han var så optaget af byens arkitektoniske udvikling, at han helt indtil de sidste to år af sit liv skabte ideer til nye arkitektoniske tiltag i byen, grundigt nedfældet i hans Commentaries.

Bevagna – Umbrien

Den lille by Bevagna beliggende i provinsen Perugia i Umbrien er heller ikke den by, der har vundet mest omtale i danske rejsebøger. Men byen udgør nu en del af Italiens officielle juvel-samling, og i begrundelsen for udnævnelsen henvises der blandt andet til byens overflod af monumenter, dens historiske håndværksfag, og dens rige gastronomiske traditioner.

Der peges også på byens smukke bymure, der delvist stammer tilbage fra romertiden, dens rolige og rekreationelle atmosfære og dens kulturelle vitalitet; altsammen dyder, der har gjort byen til et elsket åndehul for få, men trofaste italienske og udenlandske kendere af byen.

Video med billeder fra Bevagna

Oprindeligt etruskisk

Byen har omkring 5000 indbyggere, hvoraf dog kun halvdelen lever i selve byen, mens resten bor i området omkring. Den var oprindeligt en estruskisk bosættelse, men har en dramatisk og livlig historie, hvor den både var genstand for lombardernes og romernes luner og også blev sat i brand af den ustyrlige tyske konge, og senere kejser i det tysk-romerske imperium, Frederik Barbarossa.

Festivaler

Ud over dens mange historiske monumenter, der blandt tæller romanske kirker, ruiner af romerske teatre, flere slotte, et gammelt kur-bad og paladset Palazzo dei Consoli, byder byen også på flere festivaler, ikke mindst Mercato delle Gaite – sommerens store festival, der afholdes i juni – med middelalderlige processioner og forskellige konkurrencer mellem de fire kvarterer i byen.

Gangi – Sicilien

Byen Gangi, beliggende sammenklynget og knejsende på et bjerg i Palermo-provinsen på Sicilien, har noget babylonsk over sig; det er næsten som om, at byen rejser sig mod himlen trin for trin, med slangeagtige, stejle gader, der på mystisk vis fører længere og længere opad, til ukendte og skjulte torve, huse, og gyder, indtil du til sidst når toppen af byen og kan nyde udsigten over den smukke frodige dal, der omgiver bjerget, f.eks. fra Piazza del Popolo  eller Piazza San Paolo (hvorfra du kan se spidsen af vulkanen Etna).

Med sin specielle beliggenhed – mere vertikal end horisontal – og sin fortættede og næsten hermetiske atmosfære, der bliver forstærket af byens historiske egenart, kan det hævdes, at Gangi på en måde er prototypen på et hideaway i urban sammenhæng.

Græsk sagn-by?

Byen har omkring 7500 indbyggere, hvoraf nogle af dem måske har et stænk af græsk blod i årene, eftersom Gangi muligvis oprindeligt var den sagnsomspundne græske by Engyon (med tryk på muligvis, da der aldrig er opnået enighed om dette).

Foruden disse syv et halvt tusinde indbyggere rummer byen også flere antikke kirker, nogle ærværdige, adelige paladser, herunder Palazzo Sgadari og Palazzo Bongiorno, højesmukke klokketårne, og en overflod af fantastiske udsigtspunkter.

Hvis du skulle få lyst til selv at opleve en af de tre byer på en dagsudflugt i Toscana, Umbrien eller på Sicilien, kan du her se alle vores hideaways i Italien.

Tags fra artiklen
, , ,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere