Der er mange smukke naturparker, reservater og beskyttede landskaber i Portugal, men der er kun én nationalpark i hele landet; Parque Nacional da Peneda-Gerês, beliggende i den nordligste del af Portugal, i regionen Norte, tæt på grænsen til Galicien. Hvis du er på ferie på ét af vores hideaways i denne del af Portugal, vil den være et ideelt åndehul på en dagsudflugt – eller to.
Mere end 700 km2 stor
Parque Nacional da Peneda-Gerês råder over mere end 700 km2 vild natur, smukke, uberørte landsbyer og storslåede kulturlandskaber, hvoraf langt størstedelen af arealet er en fælled (omkring 450 km2), en mindre del er offentlig ejendom (omkring 50 km2) og en anden mindre del er privat ejendom (omkring 194 km2).
Parken, der breder sig over i alt fem nordportugisiske kommuner; Melgaço, Arcos de Valdevez, Ponte da Barca, Terras de Bouro og Montalegre, ligger i næsten 400 meters højde, med det højeste punkt i bjergkæden Serra de Gerês på 1545 meter, og det laveste punkt i floden Lima på 52 meter over havets overflade.
Uberørt
På grund af områdets bjergrige landskaber, der ikke indbyder til menneskelig beboelse på samme måde som visse andre steder i landet, er menneskelig aktivitet i denne del af Portugal en forholdsvis ny forteelse; de første spor af menneskelig kultur går ikke længere tilbage end til 6000-3000 f.Kr. (svarende til perioden mellem ældre og yngre stenalder i Danmark); langt senere end de spor af menneskelig og kulturel aktivitet, som man har fundet andre, mere fremkommelige steder i landet.
Romerske spor
De første spor af menneskelig aktivitet i området peger i retning af dyrehold og begyndende landbrug, samt et fald i mængden af skov; siden byggede romerne en vej gennem området, kaldet Geira, der skulle forbinde de romerske civitater Asturgia (idag den nordspanske by Astorga) og Braccara Augusta (idag den nordportugiske by Braga), og dele af vejen kan endnu ses, sammen med andre spor af romernes infrastruktur, herunder de mesterligt byggede romerske broer og et væld af romerske milepæle.
Germansk påvirkning
I begyndelsen af det femte århundrede invaderede den germanske Buri-stamme området, ledsagende en anden, idag mere kendt, germansk stamme, sveberne, der indtog hele den nordlige del af dagens Portugal og holdt det i mere end 170 år, fra 410 til 585 e.Kr., hvor området blev overtaget af en tredje nordeuropæisk folkestamme, visigoterne. Endnu idag bærer området spor af den germanske invasion, idet en kommune i området er opkaldt direkte efter Buri-stammen og ganske enkelt hedder Buris land; Terras de Bouro. Så hvis du ser nogle lokale portugisere med bleg hud, blå øjne og lyst hår, kan det i teorien være efterkommere af disse mange nordeuropæiske stammer, der har huseret i området gennem historien.
Video, der præsenterer parken (på portugisisk men med engelske undertekster)
Agrarisk exodus
De næste to store forvandlinger i området skete i 1600-tallet, hvor nye afgrøder hjembragt fra den såkaldte Ny Verden på den anden side af Atlanterhavet, såsom bønner, majs og kartofler, bidrog til en opblomstring af områdets landbrug, og igen i 1935, hvor direktiver fra den portugisiske regering om at genplante skov havde den modsatte effekt på landbruget i området, idet den medførte en sand agrarisk exodus.
Parkens skabelse
I maj 1971 vedtog den portugisiske regering så et dekret, dekret nr. 187/71, der skulle gøre området til Portugals eneste nationalpark med det formål at bevare områdets historiske og naturmæssige egenart; herunder særligt områdets flora, fauna, vandressourcer og unikke kulturlandskaber. I dekretet blev det samtidig indføjet, at området skulle bruges til uddannelsesmæssige, videnskabelige og turistmæssige projekter; sidstnævnte med den dobbelte intention på én gang at opmuntre til og begrænse tilgangen af turister, da alt for mange turister ville ødelægge områdets natur.
Unik natur
Geologisk er parken præget af en overflod af granit-sten, som er et resultat af en lang række kontinentale kollisioner, der fandt sted for 380-275 millioner år siden, og som bragte den iberiske halvø sammen med resten af kontinentet. Parken har desuden flere bjergkæder, herunder Serra da Peneda, Serra do Soajo, Serra Amarela og Serra do Gerês, der når op til mellem 1350 og 1550 meters højde, og en lang række vandfald, hvoraf det mest kendte er det ved Portela do Homem.
Flora
På flora-siden er parken domineret af fire forskellige biomer: egeskov, buskads, moser og vandløbsnær vegetation. Især den engelske eg (Quercus robur) og den pyrenæiske eg (Quercus pyrenaica) er udbredt i parken, men du vil også kunne finde mange portugisiske laubær-træer (Prunus lusitanica), jordbærtræer (Arbutus unedo), korkeg (Quercus suber), kristtorn (Ilex aquifolium) og ahornstræer (Acer pseudoplatanus), for blot at nævne nogle få af dem. Tornblad (Ulex europaeus), enebær(Juniperus communis), og lyng (Erica) er også meget udbredte i parken.
Fauna
På fauna-siden rummer parken masser af desman-næbmus (Galemys pyrenaicus), europæiske oddere (Lutra Lutra), rådyr, vildsvin, vildkat, skovmår, slangearten Vipera latastei, forskellige arter af rovfugle, såsom blå kærhøg og hvepsevåge – og forskellige arter af flagermus. Engang var der masser af grå ulve, kongeørne, portugisiske stenbukke og bjørne i området, men bjørnene forsvandt i det syttende århundrede, de portugisiske stenbukke i slutningen af det nittende århundrede og de grå ulve og kongeørnene findes idag kun i et lille antal, selvom de har været fredet siden slutningen af det tyvende århundrede.
Hvis du skulle få lyst til selv at opleve Portugals eneste nationalpark – og Nordportugals fredfyldte åndehul – kan du her se en beskrivelse af alle vores hideaways i det nordlige Portugal.
