Hvis du overvejer at besøge ét af vores nye hideaways på Sardinien, kan jeg anbefale dig en ganske særlig bog som læsestof. Bogen er skrevet af Gavino Ledda, der i en alder af blot fem år blev fårehyrde i hjertet af Sardinien, og som i hele sin analfabetiske barndom blev nægtet skolegang af sin tyranniske far, men på utrolig vis ender med at undervise i sprogvidenskab på universitetet i Sassari.
Gået i glemmebogen
Bogen, der bærer titlen Padre Padrone: L´Educazione di un pastore, hvilket ordret betyder Far, Herre: Oplæringen af en hyrde, men som på dansk har fået den mere mundrette titel Padre Padrone: Min far, min herre, fik i 1975 den italienske litteraturpris Premio Viareggio, og blev to år efter filmatiseret – med medvirken af både professionelle italienske skuespillere og lokale sardinske bønder og hyrder. Samme år blev filmatiseringen belønnet med Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes.
Alligevel må bogen så at sige være gået i glemmebogen, for jeg kender ingen, der har læst den; bortset fra den barmhjertige person, der engang fandt den i slidt, ja næsten maltrakteret, udgave i én af de der nådesløse, men eventyrlige kasser med kasserede biblioteksbøger, og senere gjorde sig skyldig i min barndoms første sardinske drømme.
Med øjne som en sulten falks
Gavino Ledda begynder sin selvbiografiske fortælling, da han som femårig – tre måneder senere end sine klassekammerater – bliver sat i den lokale skole for første gang. Her forsøger han at indhente det forsømte, gør sig umage med at indynde sig hos sine klassekammerater så han kan tilrane sig deres allerede tillærte kundskaber, og betragter fascineret sin sidekammerat, der har for vane at lirke sine bukser op for at vise de omkringsiddende sin tissemand, mens lærerinden er igang med at stave med de andre elever.
Men som Ledda selv bemærker, så havde skæbnen skumle hensigter med ham. Kun en måned efter, at han er blevet anbragt på skolebænken for første gang i sit liv, flår hans far døren til klasseværelset op, med “øjne som en sulten falks”, og med den moralske overbevisning, at den lille Gavino er hans – og ikke skolens – retmæssige ejendom. Hvorefter den ulykkelige Ledda – med følelsen af at være anskudt som en hare – bliver taget ud af skolen for at være hyrde for sin far.
En uskik
Nu er det ofte en uskik at afsløre en hel bogs handling, før nye læsere har nået at læse bogen, så jeg vil ikke afsløre mere af handlingen her, end jeg allerede har gjort mig skyld i, men lade mulige nye læsere selv gå på opdagelse i bogens beskrivelse af en sardinsk drengs forvandling fra anafalbetisk hyrde, der kun kender til naturens sprog, og sin fars tyranniske regime, til en autodidakt læsende, der river sig løs fra sin fars og sit hyrdelivs greb, og træder ind i sprogets og kulturens verden; foruden det interessante tidsbillede bogen giver af af landkulturen i Sardinien i perioden mellem januar 1944, hvor bogen begynder, til 1962, hvor bogen slutter.
Hvis du selv skulle have lyst til at opleve Sardinien, kan du her se alle vores hideaways på øen.
