En af Maltas største seværdigheder ligger under jorden

The sleeping lady
The sleeping lady. Foto: Jean-Pierre Dalbéra. CC BY 2.0

Hvis du vil have en unik og fascinerende oplevelse under din rejse til Malta, må du ikke gå glip af Hal Saflieni Hypogeum. Dette underjordiske tempel- og gravkompleks fører dig 6.000 år tilbage i tiden og giver dig et enestående indblik i fortidens hemmeligheder.

Hal Saflieni Hypogeum, der ligger tæt på hovedstaden Valletta, er et af de vigtigste arkæologiske steder på Malta. Gravtemplet blev opdaget i 1902, og siden da har det tiltrukket besøgende fra hele verden. Hvis du er bare den mindste smule interesseret i fortidens mysterier, bør din rejse til Malta inkluderer Hal Saflieni Hypogeum.

Omgærdet af mystik

Det underjordiske gravtempel som ligger ved Paola på det østlige Malta, blev genopdaget ved et tilfælde i 1902 af håndværkere i forbindelse med et husbyggeri. Da arkæologer efterfølgende skaffede sig adgang, åbenbarede der sig et tre-etagers, labyrintisk tempelkompleks rigt på udsmykninger, figurer og ikke mindst tusindvis af menneskeknogler og skeletter.

De ældste fund i templet kan dateres til omkring år 4000 f.v.t. Man vurderer, at templet blev udbygget og brugt til begravelser frem til omkring år 2500 f.v.t. Herefter forsvandt tempelbyggerne af ukendte årsager fra Malta. Arkæologerne anslår, at over 6.000 mennesker i løbet af de 1.500 års brug blev begravet i Hal Saflieni Hypogeum.

Sammen med de mange knoglerester har man fundet talrige perler, amuletter, kunstfærdig keramik og udskårne figurer i gravtemplet. Det har sammen med det velbevarede bygningsværk været med til at give eftertidens arkæologer og historikere et enestående indblik i de skikke og religiøse overbevisninger den tidlige befolkning på Malta havde. I gravkamrene har man for eksempel fundet øens eneste kendte eksempler på vægmalerier fra oldtiden.

Oldtidsfolket som blot med stenredskaber formåede at skabe dette imponerende underjordiske tempel ud af den rå kalkstensklippe, blev afløst af en ny befolkning på Malta. De bragte redskaber af kobber og bronze med sig, og foretrak at brænde deres døde.

Et af de centrale kamre i Hal Saflieni Hypogeum. Foto: xiquinhosilva, CC BY 2.0

Unik verdensarv på Malta

Hal Saflieni Hypogeum blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1981 som et sted, der bærer et unikt vidnesbyrd om en civilisation, der er forsvundet. I samarbejde med den maltesiske regering sørger man for at passe godt på denne uvurderlige kulturarv ved blandt andet at begrænse antallet af besøgende til 80 om dagen. Man bliver lukket ind i grupper af 10 personer. Ønsker du at besøge et af de mest interessante arkæologiske fund i Middelhavet, er det derfor en god ide at bestille din billet på forhånd. Gerne mindst 1-2 måneder for rejsen til Malta, hvis du kommer i højsæsonen.

Mange af genstandene fra templet kan i dag dog ses på nationalmuseet i nærliggende Valletta – for eksempel figuren du ser her på siden af en tyk, liggende kvinde, som man mener forestiller en frugtbarhedsgudinde. Nationalmuseet er bestemt også et besøg værd.

Sådan finder du Hal Saflieni Hypogeum

Fra Valletta kan du tage bus 81 og 82 til busstoppestedet Ipogew i Paola, der ligger fem minutters gang fra templet.

Husk at tage lukkede, fornuftige sko på. Der er en høj luftfugtighed nede i det underjordiske tempel, så gulvet kan nogle steder være lidt glat. Du risikerer derfor ikke at blive lukket ind iført høje hæle, sandaler eller klipklappere. Man får udleveret en audioguide (tilgængelig på engelsk, tysk eller fransk). Jeg vil anbefale, at bruge den. Det gør den cirka en time lange tur ned i gravtemplet endnu mere spændende.

Læs mere om templet, åbningstider og bestil billetter på den officielle hjemmeside for det underjordiske tempel her.

Også over jordoverfladen er der masser at se på Malta. Foto: Reuben FarrugiaUnsplash

Malta bugner af kulturskatte

Hal Saflieni Hypogeum er langt fra det eneste interessante tempel i det maltesiske ørige. Hagar Qim og Mnajdra tempelkomplekserne er for eksempel også meget interessante. Disse mere end 5.000 år gamle templer er blandt de ældste fritstående bygningsværker i verden og vidner ligeledes om Maltas rige forhistorie. Også på naboøen Gozo er der rig mulighed for at udforske flere imponerende bygningsværker fra oldtiden.

Læs mere om den gamle civilisation på Gozo

Maltas tiltrækningskraft begrænser sig dog ikke kun til dens spændende historiske seværdigheder. Særligt i Valletta kan du nyde et levende kulturliv året rundt. Det inkluderer alt fra farverige folkefester og musikfestivaler til traditionelle håndværksmarkeder. Det maltesiske køkken er naturligvis også en vigtig del af kulturen, som du skal fordybe dig på de mange restauranter og vingårde.

Bestil din rejse til Malta med Escapeaway nu!

Her hos Escapeaway kan du nemt booke din rejse til Malta med både hotel og fly. Vores søgemaskine finder de billigste priser på flybilletter med rutefly, og kombinerer dem med vores populære hoteller på Malta.

Når du samler hotel og fly i en pakkerejse med Rejsegaranti, får du det bedste af begge verdener. Tilføj eventuel en lejebil til pakken, hvis du vil udforske Malta i dit eget tempo. God tur!

>> Se alle rejser til Malta med Escapeaway her!

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere