Badeferie i Kroatien? Her finder du de bedste strande

Kroatien strand
Foto: Nikolaj Potanin, Creative Commons.

Med næsten 6000 kilometer kystlinje har det kroatiske fastland og især de mange øer utallige fantastiske strande. Her kan du nyde en badeferie ved et krystalklart hav omgivet af idyllisk natur og hyggelige byer.

Generelt findes de bedste strande omkring øerne Hvar og Brač i Dalmatien, men der er dog mange undtagelser fra denne regel. Som du vil se nedenfor findes der for eksempel også mange fine badestrande i resten af Dalmatien samt på Istrien og i Kvarner-bugten.

Kroatiens bedste strande

Det er svært kun at fremhæve nogle få af Kroatiens mange skønne strande og meget vil naturligvis afhænge af personlig smag. Jeg vover alligevel pelsen og giver dig her mit bud på Kroatiens bedste strande

Zlatni Rat, Brač
Det er ikke til at komme udenom Zlatni Rat stranden – landets nok mest kendte. Denne strand, der som en tunge af lyse småsten stikker ud i det turkisblå Adriaterhav omkring øen Brač i det sydlige Dalmatien, pryder således ofte forsiden af turistbrochure fra Kroatien.

Zlatni Rat - KroatienZlatni Rat standen. Foto: Dario, Creative Commons.

Zlatni Rat regnes da også for at høre til blandt de smukkeste europæiske strand og er ikke overraskende et yderst populært udflugtsmål. Ikke bare blandt feriegæsterne på Brač, men også blandt dagsturister fra fastlandet takket være gode færgeforbindelser til Split.

Her er god plads, men drømmer du om en ferie ved en stille og helt uforstyrret strand, er det derfor nok ikke Zlatni Rat, du skal satse på. Har du derimod ikke noget imod lidt liv og leben, kan du nyde godt af en virkelig smuk strand, der er veludstyret med faciliteter såsom brusere, omklædningsrum og liggestole. Desuden er det rart, at der er mulighed for at trække sig op i skyggen under fyrretræerne midt på landtangen på de varmeste sommerdage. Her finder man talrige barer og restauranter med forfriskninger.

Palmižana, Hvar
Den lille ø Palmižana er et populært udflugtsmål fra Hvar (naboø til Brač). Det er ikke mindst takket være stranden, som ud over det funklende klare vand har usædvanligt smukke, fredelige omgivelser med skovklædte skråninger, som tiltrækker mange lystbåde, der ligger malerisk og vugger i bugten. Den perfekte kulisse til en afslappende dag ved vandet.

Læs mere om ø-hop i Kroatien

Paradise Beach – Rajska plaža, Rab
Har du før været på ferie i Kroatien, vil du vide, at mange af landets dejlige for en stor del består af småsten eller klipper. Selvom de er i mindretal, er det dog heller ikke svært at finde skønne sandstrande.

I den nordlige del af Kroatien på øen Rab nær badebyen Lopar findes for eksempel en rigtig paradisstrand – det er i hvert fald navnet den 1500 meter lange Rajska plaža strand også kendes under. Dette er en af Kroatiens bedste sandstrande, som med sit lave vand og Blå Flag er velegnet til børn. CNN har haft Rajska plaža med på deres liste over verdens 100 bedste strande.

Punta rata, Brela
En anden strand som flere gange har figureret på rejsemagasinernes lister over verdens smukkeste strande er Punta rata stranden, som ligger på Makarska Rivieraen omkring 40 kilometer fra Split.

Stranden som ligger få hundrede meter fra Brela på det kroatiske fastlands nok smukkeste kyststrækning, blev for eksempel i 2004 kåret til en af verdens smukkeste af amerikanske Forbes magazine. Den titel lever Punta rata i høj grad stadig op til.

Divna, Pelješac
På Pelješac-halvøen er Divna-stranden nær Trpanj ganske vist lidt afsides og byder ikke på ret mange faciliteter. Til gengæld har du her mulighed for at nyde en rolig dag ved vandet i en bugt omgivet af høje bjerge med frodige, grønne skove, som giver en flot kontrast til det blå hav. Stranden består af hvide småsten, som dog føles næsten bløde at gå på.

Vela Pržina, Korčula
Sydkysten på øen Korcula i det sydlige Dalmatien har en del stejle klipper, og her ligger derfor ikke så mange badestrande, som man umiddelbart kunne forvente. Ikke desto mindre er det på sydkysten du finder en af øens bedste – Vela Pržina stranden i udkanten af byen Lumbarda.

Stranden er åben mod havet i sydlig retning, men ligger godt beskyttet mod vinden fra andre retninger inde i en bugt. Navnet betyder “stor sandet strand” på kroatisk, og netop det rene sand i kombination med det børnevenlige lave vand betyder, at stranden tiltrækker mange familier.

Brsec, Istrien
Adgangen til den meget lille Brsec-strand på Istriens østkyst er lidt vanskelig og her er ikke mange af de sædvanlige turistfaciliteter. Det er nok grunden til, at ikke ret mange turister finder vej hertil. Brsec er dog en favorit blandt de lokale, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Stranden, som består af småsten, er omgivet af forrevne klipper, der rejser sig stejlt fra havet. Enkelte vovehalse bruger klipperne til udspring, men ellers hersker her som regel en rolig stemning. Det er populært at snorkle omkring klipperne.

>> Se alle rejser til Kroatien med Hideaways

Strand-sten KroatienDer findes både strande med fint sand og sten i Kroatien. Foto: Omar Haroun, Creative Commons.

Tips til en badeferie i Kroatien

Da mange af Kroatiens strande består af sten og klipper, kan det udover rigelig sololie anbefales at have badesko med på en badeferie i Kroatien.

Foretrækker du, borset for badeskoene, at slippe helt for beklædning på stranden, er der gode muligheder for at tage på en “tekstilfri” badeferie. På mange af strandene er der områder til nøgenbadere, og Kroatien har en lang tradition for naturisme. Søger du disse områder, skal du køre efter skilte med FKK – en forkortelse for Freie Körper Kultur.

Topfoto: Nikolaj Potanin, Creative Commons.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Mikkel H

De største oplevelser på en dykkerferie i Thailand

Idylliske sandstrande, fantastisk mad og et dejligt varmt klima har gjort Thailand...
Læs mere

Skriv et svar